Italiensk valg viser forskellen på nord og syd, fortæller Ulla Terkelsen

To partier løb med de fleste stemmer ved søndagens valg i Italien

Det italienske valgs sejrherrer, Femstjernebevægelsen og LEGA’en (tidligere Lega Nord), afspejler modsætningsforholdet mellem det sydlige Italien og det nordlige Italien.

Femstjernebevægelsen, også kaldet 'Grillinierne' efter grundlæggeren, tv-komikeren Beppe Grillo, vandt den sydlige del af landet. Legaen vandt den nordlige.

Man havde spået, at Silvio Berlusconis forholdsvist moderate Forza Italia ville få flest stemmer i den højreorienterede alliance. Berlusconi er fra Milano, han havde lovet skattelettelser og forbliven i euroen og EU. Men det yderligtgående LEGA-parti fik flest stemmer i alliancen.

For LEGA'en satte indvandringen og ikke økonomien som øverste nummer på den politiske hitliste. LEGA'ens leder, Matteo Salvini, brugte noget af valgkampens skarpeste retorik imod indvandrerne og den skarpeste antimuslimske retorik.

Mange vælgere ser indvandrerne som det mest presserende problem. Så Salvinis retorik gav pote. LEGA'en slog Berlusconi og blev det største parti i den højreorienterede alliance. Den består af Berlusconis parti Forza Italia, LEGA’en og et lille nationalistparti, Fratelli Italia.

Flest indvandrere i Norditalien

Vi har hørt meget om indvandrerstrømmen til det sydlige Italien, især til Sicilien. Der lander de mennesker, der for nogle år siden mest var krigsflygtninge fra Mellemøsten. I dag er det først og fremmest økonomiske flygtninge fra Afrika. Men derefter tager indvandrerne nordpå.

58 procent af indvandrerne opholder sig i Norditalien. 26 procent opholder sig i det midterste Italien, kun fire procent i det sydlige, ifølge journalisten Beppe Severgnini fra avisen Corriere della Sera. Under valgkampagnen brugte LEGA’en megen tid på at føre kampagne i de fattige områder af storbyerne Milano og Torino, hvor indvandrerne bor. Der er kriminaliteten gået op til flere borgeres harme. Indvandrerne bliver ofte småkriminelle, fordi de ikke har andet at leve af end kriminalitet. De er strandet i Italien og kan ikke komme videre. De vil ikke hjem til Afrika.

Så LEGA'en scorede stort i det nordlige Italien. Partiets sejre hang direkte sammen med antallet af indvandrere. Hvis der var mange indvandrere i en valgkreds, så var der mange stemmer på LEGA’en. Milaneseren Matteo Salvini er tidligere kommunist og stolt af at blive kaldt ”populist”, fordi han kan lide folket, siger han. Han er blevet storspiller i sit lands politik med udgangspunkt i det rige Norditalien.

Nede i det sydlige Italien vandt Femstjernebevægelsen. Der er ungdomsarbejdsløsheden nogle steder næsten oppe på 60 procent. På Sicilien fik Femstjernebevægelsen over 50 procent af stemmerne. I løbet af de seneste år er bruttonationalproduktet per indbygger faldet med 11,3 procent i Syditalien.

Så fortvivlede syditalienere stemmer overvældende på de næsten uprøvede 'Grillinier' fra Femstjernebevægelsen, fordi generationer af traditionelle politikere har kørt det sydlige Italien i sænk, føler de. Den folkevalgte leder af bevægelsen Luigi di Maio er fra Napoli, ung og sejrssikker. Hans bevægelse er det største parti i det italienske parlament nu. Han er, sammen med Salvini, også blevet storspiller i italiensk politik.

Om de to fremstormende protestpartier, Femstjernebevægelsen og LEGA’en, med deres helt forskellige regionale udgangspunkter kan samarbejde i det nye parlament i Rom, det skal de kommende forhandlinger vise.

Statistikkerne viser, at svælget mellem Nord og Syd er forblevet dybt i Italien efter årtiers forgæves forsøg på at udjævne det. Efter årtiers tilførsler af subsidier fra Rom og fra EU. Det afspejles i vælgernes kryds. Efter dette valg er protesten blevet rungende. Både over fattigdommen og indvandringen, der har fået bægeret til at flyde over. Et stort europæisk land, et af EU's grundlæggerlande, udstøder et stort, rasende brøl. Indvandringen var lunten, der fik oprøret til at bryde ud. Brølet kan høres helt til Bruxelles.