Kina bruger én billion kroner på militæret i år, og her ender pengene

16x9
Type 001A, Kinas andet hangarskib fik vand under kølen i april 2017. Det er en kopi af en russisk model. Foto: Scanpix Denmark

Kina øger forsvarsudgifterne med otte procent i 2018. USA bruger flere penge, men Kina har verdens største hær og flere højteknologiske våben på vej.

Kina har offentliggjort, at landet vil bruge, hvad der svarer til én billion kroner på militæret næste år.

Og på et skibsværft i Shanghai er kinesiske arbejdere lige nu i færd med at bygge en enorm metalkonstruktion.

Konstruktionen under de røde kraner på værftet Jiangnan Changxingdao hedder Type 002, og byggeriet er så hemmeligt, at der ikke findes billeder fra det.

Type 002 er Kinas nyeste hangarskib.

Ifølge avisen South China Morning Post gik byggeriet i gang sidste år, og skibet bliver det første hangarskib, der er designet og bygget af kineserne selv. 

Når det får vand under kølen, vil det blive Kinas tredje.

For seks år siden havde Kina nul, men styret i Beijing købte en gammel ukrainsk model og byggede en kopi af den, så i foråret 2017 var tallet oppe på to.

Kinas eneste hangarskib i drift er
Kinas eneste hangarskib i drift er "Liaoning". Det er en moderniseret russisk model som i sin tid tilhørte Ukraine. Foto: Scanpix Denmark
Kinas første hjemmebyggede hangarskib i Shanghai. Skibet er endnu ikke taget i drift.
Kinas første hjemmebyggede hangarskib i Shanghai. Skibet er endnu ikke taget i drift. Foto: Scanpix Denmark

Og i slutningen af 2020'erne kan der måske sejle hele fire kinesiske hangarskibe rundt på verdenshavene - i hvert fald hvis man skal tro de statslige medier i Kina.

I det hele taget vokser Kinas militær hastigt. Stigning i forsvarsbudgettet er på hele 8,1 procent i forhold til 2017.

En grafik af det nye hangarskib, der bliver Kinas tredje.
En grafik af det nye hangarskib, der bliver Kinas tredje. Foto: Kinas flåde

Og ikke nok med at Kina vil bygge flere hangarskibe, der bliver også bygget jagerfly, som ikke kan ses på radar, og missiler, der kan nå mål de fleste steder på kloden.

Kina har desuden verdens største hær, Folkets Befrielseshær, og den består af cirka to millioner soldater, ifølge nyhedsbureauet AP.

Militærparade i Indre Mongoliet i sommeren 2017.
Militærparade i Indre Mongoliet i sommeren 2017. Foto: Ritzau Scanpix

Alligevel bruger kineserne ikke nær så mange penge på militæret som USA, der tegner sig for cirka en tredjedel af verdens militærudgifter.

Kineserne tegner sig for cirka 13 procent, men andelen er vokset de seneste år, ifølge tal fra Stockholm International Peace Research Institute

- De nye midler går hovedsageligt til at øge levestandarden for militærpersonel, til at forbedre træningen og forberede sig på potentielle kriser på Den Koreanske Halvø, grænsen til Indien, Det Sydkinesiske Hav eller Taiwan-strædet, siger militærkommentator Song Zhongping til nyhedsbureauet AP.

Selv om de fleste penge altså primært går til at opgradere personalet, er der alligevel jævnligt nyheder om nye kinesiske våben, baser eller opsigtsvækkende øvelser.

I juli måned 2017 oplevede vi også i Danmark, at Kinas militær fylder mere.

En kinesisk destroyer i dansk farvand.
En kinesisk destroyer i dansk farvand. Foto: Forsvaret.dk / Forsvaret.dk

Det skete den 19. juli, hvor en fregat, et forsyningsskib og en destroyer med kinesisk flag sejlede gennem dansk farvand for at deltage i en russisk militærøvelse i Østersøen.

Samme måned åbnede kineserne en ny militærbase i det afrikanske land Djibouti, mens entreprenørmaskiner arbejdede på at udbygge baser på kunstige kinesiske øer i Det Sydkinesiske Hav.

En af de nye kunstige øer i Det Sydkinesiske Hav.
En af de nye kunstige øer i Det Sydkinesiske Hav. Foto: Scanpix Denmark

Men det er ikke kun til lands og til vands, kineserne opruster - det sker i høj grad også i luften.

Tidligere på måneden offentliggjorde den kinesiske hær, at landets nyeste krigsfly, J20, var klar til kamp.

Flyet kan ikke ses på radar, og det er en direkte konkurrent til den amerikanske Joint Strike Fighter, som Danmark har bestilt en variant af.

Kinas nye stealth-jagerfly J20.
Kinas nye stealth-jagerfly J20. Foto: Scanpix Denmark

Senere på året ventes kineserne også at være klar til at tage et nyt ballistisk missil i brug.

Missilet Dongfeng-41 har været på vej i en årrække, og den nye type kan sende 10 atomsprænghoveder 15.000 kilometer væk og ramme USA på 30 minutter, ifølge oplysninger fra Center for Strategic and International Studies.

Og så er der hangarskibene.

Den nye Type 002 ventes at blive topmoderne med laservåben, elektromagnetiske kanoner og en elektromagnetisk affyringsrampe til flyene.

Men indtil videre står det altså gemt på skibsværftet i Shanghai.