Udland

Præsidenten må sidde på livstid: Upopulær beslutning fører til censur

Kritik af styret er ikke velkomment i Kina. Ny forfatningsændring fører til udbredt censur.

“Skræmmende”, “Argh, vi bliver til Nordkorea”, “Vi følger vores nabos eksempel”.

Sådan lyder nogle af reaktionerne fra kinesiske brugere af sociale medier, efter nyheden om ændringer i den kinesiske forfatning kom frem, skriver Reuters.

Men kommentarerne kan ikke længere ses. De er blevet bortcensureret af de kinesiske myndigheder.

Reaktionerne kom umiddelbart efter, at det kinesiske kommunistpartis centralkomité søndag officielt foreslog at fjerne den begrænsning på to præsidentperioder, der er skrevet ind i Kinas forfatning.

Kinas forfatning har hidtil begrænset landets præsident og vicepræsident til at kunne sidde på magten i højest to embedsperioder af fem års varighed.

Med de nuværende regler vil den siddende præsident Xi Jinping skulle træde tilbage i år 2023.

Men ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhua foreslår den kommunistiske centralkomité, der er det højeste organ i det kinesiske kommunistparti, at fjerne sætningen "skal ikke sidde mere end to fortløbende perioder" fra forfatningen. 

Utilfredshed på nettet

Selvom censur på ingen måde er en sjældenhed i Kina, lader det til, at myndighederne er blevet overrasket over den modstand, der er opstået på de sociale medier WeChat og Sina Weibo, og de har fået travlt med at censurere kritiske kommentarer væk, skriver Business Insider.

Ifølge mediet er søgninger på vendinger som: “begrænsning på to embedsperioder”, “tredje embedsperiode”, “forfatning”, “Kejser Xi” og ”fortsat styre” blevet censureret til at føre til nul resultater.

BBC skriver, at censuren også har påvirket ord som; "genvalg", "valgperiode", "forfatnings-tilføjelse", "kejserudnævnelse".

- Jeg har postet dette tidligere, men det blev censureret indenfor 13 minutter, så jeg poster det igen. Jeg er imod tilføjelsen til ”ikke mere end to sammenhængende embedsperioder”, som det er nævnt i tredje afsnit af artikel 79 i forfatningen, skriver en Weibo-bruger ifølge Business Insider.

På hjemmesiden whatsonweibo.com, der overvåger den populære tjeneste, skrev mange brugere, at de fandt den seneste udvikling "skræmmende".

En bruger skrev ifølge hjemmesiden: 

- Vores kejser har modtaget det himmelske mandat, så vi knæler og accepterer.

Også billeder af Peter Plys er blevet censureret på de kinesiske sider. Det skete også i sommer, hvor internetbrugere, som synes at præsidenten og den animerede tøjbamse ligner hinanden, delte billeder af Peter Plys, skriver BBC.

Kinas stærke mand

Kina har siden 2013 været ledet af præsident Xi Jinping. Siden sin tiltræden har han reformeret og ryddet op i kommunistpartiet.

I en kamp mod korruption er tusinder af medlemmer blevet dømt og straffet for ulovligt at modtage penge.

Som præsident har Xi Jinping desuden stået for en strammere linje over for befolkningen. Censuren er øget, og der er slået hårdt ned på kritiske stemmer.

Derudover er han også selv blevet positioneret og profileret som den altoverskyggende leder i Kina, og hans ideer vinder stort indpas i partiet.

Præsidentens idegrundlag, "Xi Jinpings tanker om socialisme med kinesiske karakteristika i en ny æra", skal også skrives ind i landets forfatning.

- Xi Jinping har endelig opnået sit ultimative mål, siden han gik ind i politik; At blive det 21. århundredes Mao Zedong, siger den politiske analytiker Willy Lam fra Chinese University i Hongkong til NBC News. Her henviser han til Folkerepublikken Kinas grundlægger, formand Mao.

Op til det kommunistiske partis kongres i oktober blev den amerikanske Kina-ekspert Jeff Wasserstrom af CNN bedt om at nævne de fem mest magtfulde kinesiske politikere. Svaret lød: Xi, Xi, Xi, Xi og Xi.

Forslaget om at ændre Kinas forfatning skal vedtages til næste forsamling i det kinesiske parlament, Folkekongressen.