Florida-overlevere vil påvirke midtvejsvalg i USA
Efter skoleskyderiet på Marjory Stoneman Douglas High School i Florida, der kostede 17 personer livet, er våbendebatten i USA blusset op.
En uge er gået, siden 17 af David Hoggs klassekammeater og lærere blev skudt og dræbt på Marjory Stoneman Douglas High School i Florida.
På den tid er det lykkedes ham og hans medstuderende at starte en bevægelse, der har ændret debatten om våbenkontrol i USA og kan påvirke de amerikanske midtvejsvalg.
Ifølge Reuters har David Hogg og andre overlevere med deres udtalelser til tv og deres aktioner fået sat et stærkt fokus på våbendebatten på kort tid - og nu har de unge blikket rettet mod midtvejsvalget til november.
Vil afsløre våbenlobbys magt
De kræver love om våbenkontrol, og de vil sætte fokus på de mange politikere i USA, der modtager støtte fra den magtfulde våbenlobbyorganisation National Rifle Association (NRA).
- Vi kommer ud og sikrer os, at alle ved, hvor meget deres politikere modtager fra NRA, siger David Hogg ifølge Reuters.
Ifølge et tweet fra præsident Donald Trump torsdag er kongressen i USA "klar til endelig at gøre noget ved det her - håber jeg." Samtidig meldte han dog også ud, at bevæbning af udvalgte lærere kunne være en del af løsningen.
Ifølge CNN har der hidtil været tavshed hos de republikanske ledere i de to kamre i kongressen, Huset og Senatet.
Det er i de seneste dage lykkedes de unge at lægge et voldsomt pres på NRA med en række aktioner, blandt andet har flere store amerikanske selskaber som Wyndham Hotels, sikkerhedsfirmaet Symantec, forsikringsselskabet MetLife Inc. biludlejningsfirmaerne Hertz og Avis og leasingselskabet Enterprise, opsagt aftaler med NRA. Under hashtagget #BoycotNRA på de sociale medier, har de amerikanske forbrugere også lagt pres på den magtfulde våbenlobby.
De unge aktivister, der kæmper for våbenkontrol, har også arrangeret en aktion på alle skoler den 14. marts og en stor march i Washington 10 dage senere, 'March for our Lives'.
Det er også lykkedes de unge aktivister at samle millioner af dollars ind i form af donationer fra for eksempel Oprah Winfrey og George Clooney, ligesom de af magtfulde Hollywood-personligheder har fået adgang til gratis annoncering og hjælp til at organisere sig fra andre aktivistgrupper som kvindebevægelsen 'Women's March'.
Demokrater støtter bevægelsen
Mange politikere fra det Demokratiske Parti i USA har støttet de unge aktivister i håbet om, at bevægelsen kan hjælpe dem ved midtvejsvalget, hvor det historisk har været svært at mobilisere demokratiske vælgere.
- Vi har brug for at omfavne denne bevægelse. Det kan meget vel være, at løsningen på vold med våben i dette land kan blive en generations løsning. Dette kan være generationen, der endelig lykkes med at bryde igennem med dette emne, siger Rodell Mollineau, strateg hos det Demokratiske parti.
Hos det Republikanske parti advarer man dog mod at tro, at de unges aktion vil medføre ændringer andre steder end i Florida, hvor statens republikanske guvernør på fredag vil fremlægge et lovforslag, som indebærer en strammere våbenlovgivning.
- Jeg ville være meget forsigtig med at udpege en national trend baseret på en uge, hvor følelserne har været i kog, siger Rory Cooper, strateg hos det Republikanske parti ifølge Reuters.
NRA har ikke reageret på et ønske fra Reuters om en kommentar.
Men de unge aktivister siger også, at de ikke vil associeres med noget parti og påpeger, at både republikanere og demokrater modtager penge fra NRA.
- Helt ærligt, så er begge sider temmelig korrupte, og jeg vil ikke vælge side, før jeg kender personen. De her politikere skal være bange, siger David Hogg.