Overlevende fra massakre beskyldes for at være skuespiller – nu fjerner Youtube video
Efter sidste uges masseskyderi på en skole i Parkland i Florida er flere af de overlevende trådt frem på nationalt tv. Men det kan have konsekvenser.
17-årige David Hogg oplevede for lidt over en uge siden enhver amerikansk skoleelevs mareridt. En tidligere elev gik amok med en riffel og dræbte 17 personer på David Hoggs skole, Marjory Stoneman Douglas High School.
Dagen efter skyderiet fortalte David Hogg i flere medier, hvordan han havde reddet sit liv ved at gemme sig i et klasseværelse. Allerede her havde han også et klart budskab:
- Der skal ikke være flere børn, der dør. Vi er nødt til at gøre noget, lød det fra den 17-årige dreng, da han talte med nyhedsbureauet AP.
Siden da er David Hogg blevet én ud af flere overlevende fra skolen, som har opfordret politikerne til at handle, så skoleskyderierne bliver stoppet.
Anklager om skuespil
Men det kan være farligt at blande sig i den amerikanske debat, også selvom man som David Hogg blot er et barn. For David Hogg skal ikke kun leve med, at flere at hans skolekammerater lige er blevet begravet, han skal også leve med konspiratorer, der ikke tror på hans historie.
På de sociale medier er David Hogg blevet beskyldt for at være en skuespiller, der er dukket op til lejligheden for at påvirke våbendebatten.
En video med titlen ”David Hogg The Actor” var onsdag en af de mest populære på Youtube, skriver CNN. Den eller dem, der havde lavet videoen, havde fundet et klip fra et gammelt nyhedsindslag sidste år, hvor David Hogg blev interviewet om et skænderi mellem sin ven og en livredder.
Ifølge konspiratorerne er videoen et bevis på, at David Hogg slet ikke er et offer, men i stedet en skuespiller, skriver mediet The Verge.
Videoen nåede at få mere end 200.000 visninger, inden den senere onsdag blev fjernet af Youtube, fordi den overtrådte deres regler for chikane og mobning.
Smædekampagnen mod David Hogg fik allerede tirsdag den 17-årige dreng til endnu engang at træde frem på nationalt tv. I et interview med CNN afviste han konspiratorernes anklager.
- Jeg spiller ikke skuespil på vegne af nogen, sagde David Hogg til CNN.
Facebook fjerner opslag
Også på Facebook har skuespillerteorien floreret. Et opslag der hævdede, at de overlevende fra skyderiet var skuespillere, nåede at blive delt 110.000 gange, inden det blev fjernet, skriver NBC News.
En af grundene til David Hogg er blevet offer for konspirationsteorier, kan være, at hans far er tidligere FBI-agent.
FBI har erkendt, at de var blevet advaret om den tidligere elev, Nikolas Cruz, der stod bag massakren på Marjory Stoneman Douglas High School. Præsident Donald Trump har på Twitter langet ud efter FBI, og det fik tidligere på ugen David Hogg til at kritisere Trump.
- Personligt synes jeg, det er modbydeligt, sagde David Hogg ifølge CNN om tweetet fra Trump.
På de sociale medier er David Hogg blevet anklaget for at være trænet af sin far til at kritisere Donald Trump. En anklage som præsidentens søn Donald Trump Jr. rent faktisk har liket via sin Twitter-profil, skriver New York Times.
Massakren i Parkland er ikke alene om at være udsat for konspirationsteorier, skriver CNN. Da den 20-årige Adam Lanza dræbte 26 elever og ansatte på skolen Sandy Hook i Newtown i 2012, hævdede flere, at massakren var iscenesat af den amerikanske regering.