Udland

Våbenentusiast saver sin riffel over i protest mod massakre

En mand fra New York har taget en drastisk beslutning efter skudmassakren på en skole i Florida i sidste uge.

Scott Pappalardo er en af de mange amerikanere, der helt lovligt ejer et skydevåben. Nærmere præcist en AR-15-riffel.

Faktisk er han så stor tilhænger af retten til at bære våben, at han på sin arm har tatoveret det afsnit af den amerikanske forfatning, der beskriver netop denne ret.

- Mange har spurgt, hvad jeg skal med sådan et våben, som er beregnet til at dræbe med. Jeg siger det ligeud: Det er rigtig sjovt at skyde, siger Scott Pappalardo i en video på Facebook.

Men efter massakren på Marjory Stoneman Douglas High School i delstaten Florida har han ændret mening. 17 personer blev dræbt af den tidligere elev Nikolas Cruz, som brugte netop en AR-15-riffel i angrebet.

AR-15 blev også brugt ved blandt andet skoleskyderiet i Sandy Hook, ved masseskyderiet ved en country-koncert i Las Vegas, natklubskyderiet i Orlando og flere andre episoder af samme slags.

Og nu vil Scott Pappalardo ikke længere have sin AR-15.

- Folk kan skyde skylden på mange ting. Afstumpethed på grund af computerspil, internettet, opdragelse, psykiske lidelser. Men når alt kommer til alt, er det våben som det her, der slår folk ihjel, siger Scott Pappalardo, mens han holder sit våben i hånden.

Skiller sig af med våben

Våbenejeren har også besluttet, at det ikke er nok at skille sig af med våbnet ved at sælge det videre.

- Hvad hvis den, der køber mit våben, har et barn, der får fingre i det, tager det med i skole og skyder en masse mennesker? Kan jeg leve med det? Det kan jeg nok ikke, siger Scott Pappalardo.

For at sikre at hans våben aldrig bliver brugt til at tage et liv, har Scott Pappalardo nu savet sin riffel midt over.

- Folk går altid og siger, at der er så mange våben i omløb. Men nu er der et mindre, lyder det fra Scott Pappalardo.

En anden amerikaner, Ben Dickmann, har også valgt at droppe sin AR-15-riffel. Han har overleveret den til myndighederne i Broward County i Florida.

- Jeg kunne nemt have solgt denne riffel, men ingen har brug for den. Jeg vil være den forandring, jeg ønsker at se i denne verden, skriver Ben Dickmann på Facebook. 

Ros på de sociale medier

Både Ben Dickmann og Scott Pappalardo bliver hyldet for deres initiativ.

I skrivende stund har over en halv million reageret positivt på Ben Dickmanns opslag. Mere end 150.000 har liket videoen, hvor riflen bliver savet over. Scott Pappalardo håber, andre vil gøre det samme som ham og droppe våbnene. Dem, der ikke støtter ham, har han også en besked til:

- Jeg håber og beder til, at det ikke er nødvendigt, at jeres barn skal trues med sådan et våben, før I ændrer mening.

I forbindelse med at Scott Pappalardo lagde sin video på Facebook skrev han hashtagget #oneless med reference til, at der nu er et våben mindre i omløb. Netop det hashtag bliver nu flittigt brugt til at diskutere brugen af våben på de sociale medier.