Overlevende efter skoleskyderi demonstrerede mod politikere: - Skam jer
Fortvivlede skoleelever og forældre protesterede lørdag imod Trump og andre med bånd til USA's våbenlobby.
Masser af elever fra Marjory Stoneman Douglas High School i Florida var blandt demonstranterne, da tusindvis af mennesker lørdag samledes i en protest mod det seneste skoleskyderi i USA.
En 19-årig tidligere elev er varetægtsfængslet for at have dræbt 17 mennesker onsdag på skolen i Parkland, Florida.
Flere elever fra skolen holdt passionerede taler under demonstrationen i Fort Lauderdale lørdag. De bad indtrængende landets politikere om at ændre våbenlovene for at undgå en ny tragedie.
En af eleverne, Emma Gonzalez, rettede en vred kritik mod de politikere, der tager imod pengebidrag fra våbenlobbyisterne i National Rifle Association (NRA).
- Til alle politikere, der tager imod bidrag fra NRA: Skam jer!, sagde Emma Gonzalez, der fik menneskemængden til at gentage slagordet: "Skam jer!".
Teenageren sagde, at hvis hun er en af de elever, der møder præsident Donald Trump under hans besøg i Florida, vil hun "med glæde" spørge ham, hvor mange penge han har fået fra våbenlobbyen.
- Jeg ved det allerede. 30 millioner, sagde hun til de forsamlede medstuderende, forældre og lokale embedsmænd.
30 millioner dollar - svarende til omkring 180 millioner kroner - er det beløb, NRA gav Donald Trump i støtte under valgkampen op til præsidentvalget i november 2016.
Kritiserede Trumps tweets
Den unge kvindes tale blev omgående et af de store samtaleemner på de sociale medier.
Hun kritiserede også det tweet, hvor Trump skrev, at naboer og medstuderende i Florida ikke havde alarmeret myndighederne om den unge gerningsmand, selv om hans destruktive adfærd var tydelig.
- Det gjorde vi. Igen og igen. Lige siden de ældste klasser i grundskolen. Det var ingen overraskelse for nogen, der kendte ham, at høre, at han var gerningsmanden, sagde Emma Gonzalez.
Amerikanske myndigheder er kommet under kritik for ikke at have reageret på en række advarselssignaler.
Forbundspolitiet FBI erkendte fredag, at det i januar fik et tip fra en person, der advarede om, at den 19-årige planlagde et skoleskyderi. Men FBI fik ikke fulgt op på tippet.