Trump talte til nationen om skoleskyderi, men ikke et ord om vĂĄbenlovgivningen
Gerningsmanden bag skoleskyderiet i Florida var tilsyneladende "mentalt forstyrret", mener præsident Trump.
Hele USA beder "med et tungt hjerte" for ofrene for skoleskyderiet i Florida og deres familier.
Det siger den amerikanske præsident, Donald Trump, i en tale til nationen torsdag.
- I dag taler jeg til en nation i sorg, sagde Trump om tragedien i Florida, hvor 17 mennesker blev dræbt og mindst 14 andre såret.
- Vi er her for jer, hvad end I har brug for, hvad end vi kan gøre for at lindre jeres smerte, sagde Trump.
Trump nævnte ikke våbenlovgivning
Han tilføjede, at han vil besøge Parkland i Florida, hvor skoleskyderiet fandt sted.
Præsidenten nævnte ikke den amerikanske våbenlovgivning, som hans demokratiske forgænger, Barack Obama, flere gange ytrede ønske om at stramme op på.
Han lovede i stedet, at hans regering vil arbejde for at gøre skoler mere sikre.
Præsidenten sagde desuden, at hans regering vil "håndtere det vanskelige spørgsmål om mental sundhed".
Gerningsmand er 19-ĂĄrig tidligere elev
Efter skyderiet skrev præsident Trump på Twitter, at gerningsmanden bag skyderiet tilsyneladende var "mentalt forstyrret".
- Der er så mange tegn på, at gerningsmanden i Florida var mentalt forstyrret, han blev endda smidt ud af skolen for dårlig og utilregnelig opførsel, skrev Trump.
- Naboer og klassekammerater vidste, at han var et stort problem. Vi må altid indberette sådanne tilfælde til myndighederne, igen og igen!, fastslog præsidenten.
Gerningsmand er tidligere elev
Det var den 19-årige tidligere elev på skolen, Nikolas Cruz, der åbnede ild med et halvautomatisk gevær af typen AR-15.
- Hele vores område er lamslået af chok og sorg, sagde Robert Runcie, som er tilsynsførende for skoledistriktet i Parkland - en times kørsel nord for Miami.
Myndighederne har endnu ikke noget klart billede af, hvad der kan have været et motiv for Cruz, ud over at han var blevet bortvist fra skolen, som har omkring 3000 elever.
Studerende, som kendte ham, siger, at han var en meget svingende person, hvis sære adfærd fik andre til at opgive at have kontakt til ham.
Cruz gjorde ikke modstand, da politiet førte ham væk en times tid efter skyderiet.