Udland

Nye kemiske angreb - Damaskus-forstad ramt af klorgas tre gange

Oppositionen beskylder igen Assad-regimet for at bruge kemiske våben. 'Det lugtede som en swimmingpool, bare meget skarpere', fortæller øjenvidne.

En strøm af rapporter tyder på, at Syriens præsident, Bashar al-Assads regeringsstyrker har gennemført nye kemiske angreb på civilbefolkningen i oprørskontrollerede områder.

Lokale observatører i Damaskus-forstaden Ghouta med tilknytning til oprørerne beretter, at forstaden er blevet angrebet tre gange med klorgas i løbet af den seneste måned.

- Det første den 13. januar, det andet den 22. og det sidste skete den 1. februar. Alle tre var rettet mod civile boligområder. Der var mennesker, der blev kvalt i disse angreb. Jeg var der faktisk og mærkede lugten. Det lugter ligesom klor i en swimmingpool, bare skarpere. Det kradser i din hals, får dine øjne til at løbe i vand og gør ondt, fortæller den syriske aktivist Firas Mahmoud til TV 2 fra Ghouta, hvor han længe har arbejdet med at dokumentere angreb på civilbefolkningen.

Ghouta er det eneste område i nærheden af hovedstaden Damaskus, der stadig er kontrolleret af oprørsstyrker. I området, der er omringet af regeringsstyrker, bor der omkring 400.000 civile sammen med de tilbageværende oprørsstyrker.

Fordømmelse fra Vesten

Angrebene med kemiske våben har udløst fordømmelse fra Vestens side.

I mandags udsendte det amerikanske udenrigsministerium en erklæring, hvor man sagde, at USA er ’alvorligt bekymret over de fortsatte rapporter om det syriske regimes brug af klorgas’.

I dag har Sverige bedt om at få FN’s generalforsamling indkaldt for at diskutere sagen, men den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, slog fast, at ’der er alle indikationer på, at det syriske regime anvender klorgas lige nu’.

Det syriske Assad-regime har afvist anklagerne om brug af kemiske våben i Ghouta. Assads vigtigste allierede, Rusland, har ligeledes afvist beskyldningerne og har i FN kaldt det for ’bagvaskelse’ af Rusland at påstå, at Rusland har et ansvar i sagen.

'Den røde linje'

Ghouta er tidligere blevet ramt af kemiske våben. Det var et angreb på området i 2013, der overtrådte den daværende amerikanske præsident Barack Obamas berømte ’røde linje’ for, hvad USA ville tillade. Han truede dengang med en militær indgriben, men undlod i sidste ende at gøre alvor af det.

I stedet blev der indgået en international aftale, der skulle fjerne de kemiske våben fra Syrien – en aftalte, der faktisk fik fjernet en række af de farligste kemiske stoffer, blandt andet sarin.

Men den syriske regering havde stadig kemiske våben tilbage. I april sidste år brugte Assad-styret kemiske våben i byen Khan Sheikhun i det nordlige Syrien, hvilket fik USA til at gennemføre et angreb med krydsermissiler på en syrisk luftbase.

Mindst 194 angreb

The Syrien American Medical Society, der forsøger at holde tal på alle kemiske angreb i Syrien, har talt op, at der har været mindst 194 angreb siden 2012. De fleste med klorgas og færre med de mere dødelige giftgasser som sarin.

- Det er den samme håndfuld byer, der er centre for oppositionen og den væbnede modstand, der bliver ramt igen og igen. Assad-regimet bliver ved med at bruge klorgas, simpelthen fordi det er en billig og hurtig måde at føre krig mod civilbefolkningen. Mens USA sidste år endeligt valgte at håndhæve 'den røde linje', man har trukket over for den langt mere dødelige nervegas sarin, så har man ikke udstedt et ultimatum af den type over for klorgas, siger sikkerhedsanalytikeren Tobias Schneider, der følger brugen af kemiske våben i Syrien, til The Washington Post.

Ifølge den syriske aktivist Firas Mahmoud er de kemiske angreb, som senest fandt sted for en uge siden, blot en del af de voldsomme angreb, som Assad-styret hver eneste dag retter mod det oprørskontrollerede Ghouta.

- Der har været dusinvis af luftangreb, hundredvis af bomber og konstant beskydning med morterer og kanoner af forskellig type mod markeder, mod hospitaler og endda mod beskyttelsesrum. Folk ved ikke, om de vil vågne op næste dag eller ej, på grund af massive bombardementer fra Assads regimes styrker, siger Firas Mahmoud til TV 2.

Se Poul Erik Skammelsen forklare den aktuelle situation i Syrien:

Poul Erik Skammelsen om situationen i Syrien