Udland

Trump tavs efter historisk aktiefald i USA

Det amerikanske aktiemarked tog mandag det største dyk i årevis.

USA's præsident har ofte taget æren for aktiekursernes stigning, men har ikke kommenteret stort fald mandag.

Når kursen går op, plejer de rosende ord fra den amerikanske præsident, Donald Trump, at følge med. 

Men nu hvor det går ned, er der stilhed. 

Mere end syv timer efter aktiemarkedet lukkede, har præsidenten stadig ikke kommenteret det historiske aktiefald i USA, som fandt sted mandag.

Fra Det Hvide Hus lyder det, at præsident Trump er fokuseret på de "længerevarende økonomiske grundpiller, der stadig er exceptionelt stærke".

Det siger talskvinde for Det Hvide Hus Sarah Huckabee Sanders.

- Vi har sørget for en stærk økonomisk vækst i USA, historisk lav arbejdsløshed og stigende lønninger for amerikanske arbejdere, siger hun.

Største fald på én dag nogensinde

Kommentaren kommer, efter at det amerikanske aktiemarked mandag tog det største dyk i årevis.

Dow Jones-indekset endte med et fald på 4,6 procent ved børsens lukning i New York. Det er - målt i procenter - det største fald siden august 2011.

Ved lukningen på Wall Street var Dow Jones styrtdykket 1175 point. Målt på point oplevede indekset det største fald nogensinde på én enkelt dag.

Dermed var Dow Jones-indekset igen nede under de 25.000 point, nærmere betegnet 24.345,75 point, ved lukketid mandag. Det er samme niveau som i slutningen af december.

- Aktiemarkedet har skabt gigantiske fordele

Donald Trump har ellers ikke været bleg for at tage æren for de gange, aktiemarkedet er steget i USA.

Den 7. januar i år skrev han eksempelvis på Twitter, at aktiemarkedet "har skabt gigantiske fordele for vores land, ikke bare med rekordhøje kurser, men i form af job, job, job. Syv billioner dollar i værdi siden vores store valgsejr".

Mens markedet faldt mandag, talte præsidenten foran en forsamling i Ohio, og Trump nævnte ikke sin rolle i aktiekursernes stigning, hvilket han ellers har for vane.

Top ti største prisfald i Dow Jones-indekset 5. februar

-5,7 % - Boeing Co

-5,7 % - Exxon Mobil Corporation

-5,6 % - 3M Company

-5,6 % - Home Depot

-5,5 % - United Technologies Corporation

-5,4 % - Cisco Systems, Inc.

-5,3 % - Pfizer Inc

5,3 % - Johnson & Johnson

-5,1 % - UnitedHealth Group Inc.

-5,0 % - Chevron Corporation

Kilde: MarketWatch

Løn satte gang i styrtdyk

Nedgangen for aktierne begyndte i sidste uge, hvor et større kursfald fredag gjorde ugen til den værste på børsen i to år.

Henrik Drusebjerg, der er chefstrateg i Carnegie Investment Bank, mener, at forklaringen er den arbejdsmarkedsrapport, der udkom fredag, og som viser en kraftig stigning i amerikanske lønninger.

- Det kan være det første tegn på, at inflationen er på vej op, og det betyder typisk, at centralbanken hæver renten. Begge dele er man bekymrede for, da det er med til at udhule virksomhedernes indtjening, siger Henrik Drusebjerg til TV 2.

- Derfor skiller man sig af med aktierne for at indkassere den gevinst, man trods alt har tjent, og for ej at tabe flere penge end højst nødvendigt, fortsætter han.

Kan påvirke dansk økonomi

De amerikanske aktiers styrtdyk kan også ramme den danske økonomi, mener Henrik Drusebjerg.

- Det er verdens største økonomi, og den er vi allesammen påvirkede af.

- Vi er super afhængige af, hvor stærk USA er, da mange danske virksomheder lever af at handle med amerikanske virksomheder. Derfor kan det her fald have en negativ indflydelse på dansk økonomi og arbejdspladser, siger han.

Henrik Drusebjerg forventer dog, at der er tale om en midlertidig nedgang, som ikke vil tage livet af fremgangen.

- Jeg forventer, at tingene normaliserer sig i løbet af nogle uger. Hvis man er dansker og har sin opsparing placeret i aktier, skal man i hvert fald lade være med at lade sig gribe af panik, siger chefstrategen i Carnegie Investment Bank.

Andre indekser falder også

En time inden Wall Streets lukning klokken 22 dansk tid var Dow Jones-indekset faldet med hele seks procent, men indhentede siden noget af tabet igen.

Også andre indeks faldt kraftigt.

Det bredt sammensatte S&P-indeks var nede med 3,2 procent ved lukketid.

Nasdaq, der er teknologiaktier, var faldet med omkring 2,6 procent.