Udland

Kæmpede for elefanterne i årtier - myrdet i sit soveværelse

Den verdenskendte miljøforekæmper Esmond Bradley Martin er død. Han kæmpede for at standse illegal handel med elfenben.

I søndags mistede Afrikas elefanter en af deres bedste venner.

Han hed Esmond Bradley Martin, arbejdede tit undercover og var en af verdens førende i kampen mod handel med elfenben og horn fra næsehorn.

Esmond Bradley Martin var en verdenskendt ildsjæl og en korsfarer i sin kamp mod krybskytter og ulovlig handel. Kampen sluttede brat. Hans kone fandt ham død i soveværelset søndag aften, stukket i halsen. Parret boede i bydelen Karen i Nairobi (opkaldt efter Karen Blixen, der boede der).

Den 75-årige Martin var lige hjemvendt fra en researchtur til Myanmar, og var ved at sammenfatte en rapport om sine opdagelser.

Martins seneste rapport skrev han fra Laos, der er et af verdens største markeder for ulovlig handel med elfenben.

BBC skriver om hans tur til Laos, at han og en kollega boede på et kasino fyldt med kinesere og andre handlende i den lukrative branche. Som undercover-aktivist lykkedes det ham vinde deres fortrolighed og dermed afsløre ulovlige markeder og priserne på varerne.

Han satte tit livet på spil

Og afsløringer lavede han mange af. Ofte på farlige missioner over hele verden, hvor han udgav sig for at være opkøber og infiltrerede de ulovlige netværk. Han satte livet på spil, når han fotograferede og dokumenterede den lyssky handel.

Politiet vil ikke fastslå motivet endnu. Der kan, siger de til avisen The Nation, være tale om et røveri, der endte tragisk, men det kan også have været bagmænd bag den ulovlige handel, der havde fået nok af Martins afsløringer.

Martins indsamlede data har været uvurderlige i kampen mod den ulovlige handel, der truer både elefanter og næsehorn med udryddelse.

Han har en stor del af æren for, at Kina forbød handel med horn fra næsehorn i 90'erne og handel med elfenben for ikke så længe siden.

FN-ambassadør for næsehornene

Esmond Bradley Martin var amerikaner men kom til Kenya i 70'erne. På det tidspunkt var krybskytteri på elefanter meget omfattende i Afrika. I 80'erne blev det næsehornenes tur.

Han har været speciel FN-ambassadør med den ene opgave at redde næsehornene. De sidste 18 år arbejdede han for organisationen Safe the Elephants i Kenya.

Han var meget genkendelig med sit store hvide hår og sine habitter med charmeklud i brystlommen.

Den amerikanske regering har ifølge The Nation sagt, at Esmond Bradley Martins død er en tragedie for Kenya og for Verden.