Donald Trump

BLOG: Omstridt FBI-notat er et gigantisk selvmål for Trump og republikanerne

Det politiske partsindlæg undergraver præsidentens konstante affejning af Ruslandsundersøgelsen.

Efter en uge, der er blev domineret af spekulationer om indholdet af det hemmelig FBI-notat, blåstemplede præsident Trump fredag offentliggørelsen af de fire sider.

Hele processen omkring offentliggørelsen har været en farce. Trump og republikanerne påstod, at de offentliggjorde notatet i en bestræbelse på transparens og gennemsigtighed. Men republikanerne brugte samtidig deres flertal i efterretningsudvalget til at forhindre offentliggørelsen af demokraternes modsvar til republikanernes notat. Ligeledes har republikanerne valgt ikke at offentliggøre andre dokumenter af interesse i sagen - for eksempel den omdiskuterede dommerkendelse eller anden relevant dokumentation, der unægtelig må foreligge.

Det eneste, der er blevet forelagt af republikanerne indtil videre, er deres egen udlægning i form af notatet. At kalde det for transparens eller gennemsigtighed svarer til at påstå, at Rolf er ren.

Lægger man oveni, at notatets kerneudsagn blev lækket til konservative medier som Fox News og Washington Examiner godt en halv time inden, notatet blev offentligt tilgængeligt på Kongressens hjemmeside, står man snarere tilbage med indtrykket af et orkestreret politisk partsindlæg.

Og ironisk nok ét, der skyder præsidentens evige beskyldninger om en politisk heksejagt i form af Ruslandsundersøgelsen i sænk. Mere om det til allersidst.

Notatets indhold

Først: Hvad står der i notatet, vi har ventet på i en uge? Ikke meget mere end det vi allerede havde fået at vide i ugens løb.

Republikanernes kritik i notatet går primært på to ting.

For det første, at det famøse Steele-dossier – forfattet af den tidligere britiske efterretningsagent Christopher Steele - angiveligt udgjorde en ”essentiel del” i FISA-ansøgningen om en dommerkendelse til at overvåge Trumps rådgiver Carter Paige i oktober 2016.

Her går republikanernes anke især på, at baggrunden for Steeles bestillingsarbejde angiveligt ikke fremgik i ansøgningen. Steeles arbejde på bestilling af først en republikansk publikation under primærvalgene og blev derefter betalt af demokraterne. I notatet hører vi dog kun om den demokratiske del, ikke den republikanske oprindelse.

At inddrage Steeles arbejde i en angivelig betydelig grad er ifølge republikanerne kritisabelt, da Steele eftersigende ikke er en troværdig agent. Tværtimod lækkede han konsekvent til medierne, mens han var en FBI-kilde, og i samtaler med en ansat i justitsministeriet havde han udtrykt et håb om, at Trump ikke ville vinde præsidentvalget.

Det er især den sidste del, som republikanerne hæfter sig ved og postulerer, FISA-domstolen ikke blev orienteret om. For Steele og med andre enkelteksempler udgør kernen bag notatets grundlæggende tese, at der hersker et udpræget Trump-bias i FBI, og at stærke kræfter i FBI prøvede at forhindre Trump valgsejr.

 (I den sammenhæng ville det i øvrigt være interessant at høre republikanernes udlægning af, hvorfor FBI så to uger inden valget genåbnede Hillary Clintons e-mail sag, hvilket var medvirkende til, at Trump kunne vinde præsidentvalget. En håndtering, som ifølge præsident Trump åbenbart var så katastrofal, at det kostede FBI-chef James Comey jobbet)

Nå, tilbage til notatet. Den sidste del er værd at gentage: Notatet insinuerer, at FBI forsøgte at forhindre, at Trump blev USA's næste præsident!

Eller som den republikanske formand af efterretningsudvalget, Devin Nunes, har formuleret det: ”Udvalget har opdaget alvorlige brud på offentlighedens tillid, og det amerikanske folk har ret til at vide, når embedsfolk i helt afgørende institutioner misbruger deres magt med et politisk mål for øje”.

Det er en voldsom anklage. En anklage som FBI i øvrigt ikke kan kommentere på i detaljer, da der er tale om hemmeligstemplet materiale og igangværende undersøgelser, mens demokraternes modnotat nægtes offentliggørelsen af det republikanske flertal i efterretningsudvalget.

Det er næsten for belejligt til at være sandt, ikke?

Republikanerne skyder budbringeren

Atter tilbage til notatet. Her er problemet med notatets anklager, eller rettere sagt konspirationsteori.

Steele-dossieret var åbenlyst ikke det eneste bevismateriale, som FBI havde forelagt FISA-domstolen for at få en dommerkendelse til at overvåge Carter Paige. En FISA-dommerkendelse får man ikke i den lokale købmand, men kræver tværtimod en masse forskelligartet bevismateriale. Ifølge tidligere efterforskere kræver de typisk efterretninger fra mere end et dusin forskellige kilder; ikke bare fra et dossier. Deraf nok notatets vage formulering om ”essentielle dele” – et postulat, der ikke kan verificeres, men lyder meget voldsomt.

Det fremgår heller ikke, hvorvidt Steeles materiale var afgørende for, at dommerkendelsen kom i hus. Et ellers ret centralt spørgsmål, som notatet vælger ikke at forholde sig til. Det er nok en af årsagerne til, at FBI ret så usædvanligt i onsdags gik ud og kritiserede notatet for værende unuanceret og misvisende, og derfor kraftigt advarede mod dets offentliggørelse.

Og sidst men ikke mindst kan man selvfølgelig ikke automatisk konkludere, at en kildes mulige bias automatisk også betyder, at vedkommendes efterretninger er ubrugbare. For domstolen skal selvfølgelig bedømme sagen ud fra kildematerialet, mens den kun skal være opmærksom på selve kilden.

Der er med andre ord tale om et notat, der har mere travlt med at kritisere, hvordan FBI angiveligt kom i besiddelse af nogle informationer, end hvad disse informationer afslørede, eller hvor værdifulde og afgørende de egentlig var for at få dommerkendelsen. Det er et klassisk eksempel på at skyde budbringeren i stedet for at forholde sig til substansen.

Det større perspektiv

Lad os til sidst tage en tur i helikopteren for at få det større perspektiv med.

Det forløb og offentlige slagsmål, vi har været vidne til mellem Det Hvide Hus og nogle republikanske kongresmedlemmer på den ene side og topfolk i FBI og justitsministeriet i denne uge, er ikke normalt.

Det, som præsident Trump fredag kaldte ”en skandale” er sandsynligvis et påskud for at rydde op i toppen af justitsministeriet og FBI og underminere den særlige anklager Robert Mueller. Det indikerede Trump mere end kraftigt tidligere i dag på Twitter. 

Så hvad betyder alt det her?

Det er som bekendt svært at spå, især om fremtiden. Men det ville være en overdrivelse at sige, at vicejustitsminister Rod Rosenstein - og dermed også Ruslandsundersøgelsen i sin nuværende form - sidder mere sikkert i sadlen efter offentliggørelsen af notatet.

For med notatet har republikanere i efterretningsudvalget nu givet præsident Trump et påskud på at fyre vicejustitsministeren og andre topfolk i FBI og justitsministeriet på baggrund af deres angivelige bias eller illoyalitet overfor præsidenten.

Notatets store ironi

Men paradoksalt nok gør notatet det også sværere for Trump at torpedere Ruslandsundersøgelsen, da det (nok ufrivilligt) er med til at skyde en central Trump-kritik i sænk.

Præsidenten og hans republikanske håndlangere plejer at postulere, at Ruslandsundersøgelsen er ”en heksejagt”, der blev startet med baggrund i en ulovlig overvågning, det utroværdige Steele-dossier, og en biased FBI-agent.

Det er som beskrevet også den overordnede kritik i notatet.

Men i selvsamme notat begår republikanerne den kolossale fejl at beskrive, hvordan FBI-undersøgelsen faktisk ikke startede med dommerkendelsen imod Carter Paige i oktober 2016, som notatet ellers prøver at insinuere. Undersøgelsen starter – som New York Times allerede afslørede i december 2017 - på baggrund af informationer fra en anden Trump-rådgiver George Papadopoulos adskillige måneder før Paige-kendelsen.

For at gøre det helt klart: notatet anerkender dermed, at FBI-undersøgelsen allerede var i gang, da dommerkendelsen mod Carter Paige blev godkendt og startede ikke på baggrund af den, som Trump og hans støtter gerne vil bilde offentligheden ind.

Vi står med andre ord i en situation, hvor republikanernes partsindlæg af et notat kan have vingeskudt præsidentens foretrukne argument for at diskreditere Ruslandsundersøgelsen.

Det er vist det, man kalder poetisk retfærdighed.

Eller som rapperen Jay-Z plejer at sige: “When the grass is cut the snakes will show.”