Nu kan det give tre års fængsel at kalde Auschwitz polsk

Auschwitz ligger i Polen, men polakkerne vil ikke sættes i forbindelse med den nazistiske koncentrationslejr.

Senatet i Polen har natten til torsdag vedtaget et kontroversielt lovforslag, der gør det strafbart at omtale koncentrationslejren Auschwitz som polsk.

Gør man det, kan det fremover give en bøde eller i værste fald koste op til tre års fængsel. Samme straf gør sig gældende for de, der beskylder Polen for medvirken til Det Tredje Riges forbrydelser.

Lovforslaget blev vedtaget med 57 stemmer for, 23 imod og to hverken for eller imod. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Kan ikke være polsk

Formålet med loven er at sikre, at skylden ikke placeres forkert, har Polens udenrigsminister, Jacek Czaputowicz, tidligere forklaret.

Ifølge ham skal loven sikre, at det ikke kommer til at fremstå, som om at den tyske koncentrationslejr i Polen blev bygget af Polen. Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Der blev dræbt over en million jøder fra 1940 til 1945 i Auschwitz og den nærliggende dødslejr Birkenau af de tyske nazister.

Det skete, mens Polen var besat af Nazityskland. Derfor kan Auschwitz og Birkenau ikke være polske, understreger polakkerne.

Israel er rasende

Lovforslaget har modtaget hård kritik fra blandt andet Israel, der inden afstemningen havde opfordret den polske regering til at droppe forslaget.

Kritikken går på, at loven kan bruges til at holde oplysninger om polsk medvirken til naziforbrydelser nede, ligesom at den vil begrænse ytringsfriheden.

Før den nye lov træder i kraft, skal den underskrives af Polens præsident, Andrzej Duda.

Han sagde mandag, at han var "lamslået" over Israels "voldelige og meget uheldige reaktion".

- Vi har ret til at forsvare den historiske sandhed, sagde han ifølge AFP.

Polen blev besat af Nazityskland under Anden Verdenskrig og mistede seks millioner borgere, herunder tre millioner jøder.

At hjælpe jøder selv blot ved at tilbyde dem et glas vand blev straffet med døden i det besatte Polen.