Udland

Obama forsøgte at lukke berygtet fængsel i otte år, men nu lover Trump at bevare det

Den amerikanske præsident mener, at fangerne i Guantánamo-fængslet udgør en særligt stor fare for USA.

Det var en af hans forgængers mærkesager at lukke det. Men i nat har USA's præsident Donald Trump underskrevet et dekret om at bevare det berygtede Guantánamo Bay-fængsel på Cuba.

Underskriften kom på papiret, få øjeblikke inden præsidenten afholdt sin første og længe ventede 'State of the Union'-tale om nationens tilstand.

Det Hvide Hus havde inden talen udsendt en pressemeddelelse om præsident Trumps dekret, og omtrent en time inde i talen bekræftede præsidenten så fra talerstolen.

Tilmed åbnede han for, at flere fanger kan blive sendt til Guantánamo-fængslet.

- Jeg vil bede Kongressen om at sikre, at vi i kampen mod ISIS (terrorgruppen Islamisk Stat, red.) og al-Qaeda fortsætter med at have al den tilstrækkelige magt til at tilbageholde terrorister, hvorend vi jagter dem, hvorend vi finder dem. Og i mange tilfælde vil det nu blive i Guantánamo Bay, sagde præsident Trump i sin tale.

I dekretet, som Trump nu har underskrevet, står der, at "USA må transportere flere fanger til den amerikanske flådebase Guantánamo Bay, når det skønnes i overensstemmelse med loven og nødvendigt for at beskytte nationen", skriver CNN.

Yderligere står der, at forholdende i fængslet er "legale, sikre, humane og udført i henhold til amerikansk og international lov".

Slemme fyre

Allerede under præsidentvalgkampen i 2016 gjorde Donald Trump det klart, at han havde til hensigt at holde fængslet åbent som et led i sin anti-terrorpolitik.

- Lad os fylde det med nogle slemme fyre, har han blandt andet sagt.

Det løfte har han nu ført ud i livet, ligesom han også på andre punkter, blandt andet i forhold til Obamacare, har taget en u-vending i forhold til sin forgænger, Barack Obama.

Kort efter sin indsættelsestale i 2009 underskrev Obama således en ordre til at lukke fængslet indenfor et år. Det lykkedes ikke.

Under sine otte år i Det Hvide Hus kæmpede den demokratiske præsident til det sidste for at lukke det omdiskuterede Guantánamo-fængsel.

Selv i de sidste øjeblikke af Obamas embedsperiode blev 19 fanger i december 2016 flyttet fra fængslet til andre lande som Oman og Saudi-Arabien som et led i slutspurten for at minimere antallet af fanger inden Trumps indsættelse en måned senere. Ifølge CNN befinder 41 fanger sig fortsat i Guantánamo-fængslet.

Et slag i ansigtet på Obama

Jørgen Brøndal fra Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, som har fulgt med i nattens tale, kalder over for TV 2 Trumps forsikring om at holde Guantánamo-basen åben for "et slag i ansigtet på den tidligere præsident Obama".

Heller ikke David Miller, talsmand for Democrats Abroad, er begejstret for udmeldingen.

- Obama kunne ikke lukke den på grund af republikanerne og nogle demokrater, og han skulle have kongressen med. Vi har stadig Guantánamo, som er en skamplet på USA's retssystem, siger David Miller efter præsidentens tale.

Udgør stor fare

Ifølge dekretet udgør disse tilbageværende fanger en særligt stor fare:

- De repræsenterer de vanskeligste og farligste sager blandt dem, der historisk set er blevet tilbageholdt på stedet, lyder det.

Dette uddybede Trump i sin 'State of the Union'-tale.

- Tidligere har vi tåbeligt frigivet hundredevis af farlige terrorister, blot for at møde dem igen på slagmarken - herunder ISIS-lederen al-Baghdadi, lød det fra præsidenten med henvisning til, at Baghdadi blev tilbageholdt af amerikanske styrker, inden han blev leder af Islamisk Stat.

Massive protester

Det var efter terrorangrebet i USA den 11. september 2001, at præsident George W. Bush gav grønt lys for, at Guantánamo-basen blev brugt til blandt andet at afhøre personer, der var mistænkt for at tilhøre al-Qaeda-netværket, og holde dem varetægtsfængslet.

Og nattens tale fra Trump trækker også andre tråde til den tidligere republikanske præsident. Jørgen Brøndal fra Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet bed især mærke i én ting: 

- Han brugte et sprog, hvor han talte om fjendtlige ulovlige kombattanter. Det er det sprog, som George W. Bush i sin tid brugte, da han var præsident, siger han.

Antallet af fanger på Guantánamo kulminerede i løbet af George W. Bush' præsidentperiode (2001-2009), hvor der på et tidspunkt var cirka 700 fanger i fængslet på basen. Tallet var dog nede på cirka 220, da Obama overtog præsidentembedet.

Guantánamo-fængslet har siden mødt massive protester fra hele verden. Ifølge menneskerettighedsorganisationer fandt der tortur, mishandlinger og overgreb sted i lejren, ligesom fangernes juridiske status var tvivlsom.

Ifølge Washington Post er i alt 179 Guantanamo-fanger blevet flyttet til andre lokaliteter i løbet af Obamas præsidentperiode.