De vigtigste ting fra Trumps store tale til nationen
Et åbent Guantánamo, oprustning af atomarsenalet og en omfattende migrationsreform var blandt emnerne i Donald Trumps bud på ’rigets tilstand’.
Klokken tre onsdag i de tidlige danske morgentimer gik den amerikanske præsident Donald Trump på talerstolen foran medlemmerne af Kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus, for at holde årets største tale:
State of the Union.
Talen er en årlig begivenhed, hvor præsidenten giver en status på landets tilstand, deraf navnet, og samtidig kigger fremad og fremlægger sine ønsker og prioriteringer for det kommende år.
State of the Union-talen kan bedst sammenlignes med statsministerens nytårstale.
'En ny bølge af optimisme'
Det gennemgående tema i talen var klassiske konservative budskaber.
Under talen roste Trump blandt andet landets veteraner og helte, der trådte til under skudmassakren i Las Vegas og flere naturkatastrofer, der har ramt USA i det forgangne år.
Han lagde også vægt på betydningen af stærke familiebånd og evnen til ved egen vilje at opnå sine drømme.
Starten på talen var en sejrsrunde for præsidenten, hvor han fremlagde de økonomiske fremskridt, der er sket i USA det seneste år.
Han nævnte blandt andet republikanernes skattereform, der blev godkendt i Kongressen før jul.
Reformen betyder blandt andet, at selskabsskatten bliver sænket fra 35 procent til 21 - og at en stor andel af de amerikanske skatteydere får forhøjet deres skattefradrag.
Det tog heller ikke præsidenten mere end 60 sekunder, før han havde brugt sit slogan Make America Great Again.
Og kort efter kunne han slå fast, at:
- Unionens tilstand er stærk, fordi folket er stærkt.
Vi giver her et kort overblik over de vigtigste ting fra Donald Trumps første State of the Union-tale:
Beholder Guantánamo Bay-fængslet åbent
En af talens største overraskelser kom, da Donald Trump offentliggjorde, at han kort inden talen havde underskrevet et præsidentielt dekret om at bevare det berygtede Guantánamo Bay-fængsel på Cuba.
Kort inde i talen udsendte Det Hvide Hus meddelelsen om præsidentens dekret, og omtrent en time inde i talen bekræftede præsidenten så fra talerstolen.
Allerede under præsidentvalgkampen i 2016 gjorde Donald Trump det klart, at han havde til hensigt at holde fængslet åbent og "fylde det med slemme fyre".
Med dekretet går Donald Trump i modsat retning af den forhenværende præsident Barack Obama, der i alle sine otte år som præsident talte for og forsøgte at lukke Guantánamo Bay-fængslet.
Oprustning af atomarsenalet
Præsidenten gentog i State of the Union-talen, at der er behov for flere midler til det amerikanske forsvar.
Og en del af de midler skal ifølge Donald Trump bruges på at modernisere og genopbygge landets arsenal af atomvåben.
- Forhåbentligt kommer vi aldrig til at bruge det, men hvis vi gør det stærkt og kraftigt, vil det afholde enhver form for aggression, sagde han i talen.
Immigrationsreform i fire dele
Donald Trump brugte adskillige minutter i sin tale på problemerne med landets åbne grænser. Han harcelerede mod de åbne grænser, der "i årtier har tilladt stoffer og bander at flyde ind i vores allermest sårbare samfund".
- De (åbne grænser, red.) har tilladt millioner af lavtlønnede arbejdere at konkurrere om job og løn med de fattigste amerikanere. Og mest tragisk er det, at de har forårsaget tabet af mange liv, siger han.
I løbet af de næste uger skal Repræsentanternes Hus og Senatet stemme om en migrationsreform. Og under talen fremlagde Donald Trump de fire elementer i reformen.
Han talte blandt andet om mulighederne for statsborgerskab til 1,8 millioner unge immigranter, der opholder sig ulovligt i USA, efter de kom til landet som børn.
Men han gentog også behovet for øget grænsekontrol og en grænsemur mod Mexico.
Du kan læse hele talen (på engelsk) her.
State of the Union-talen har traditionelt stor betydning i amerikansk politik. Her er fem historiske citater fra disse taler: