Baseball

Sportshold skifter indianer-logo ud efter protester

Cleveland Indians' logo af en indianer har eksisteret siden 1947. Holdet vil nu bruge C'et i dets navn som logo i stedet for indianeren.

Efter beskyldninger om racisme har det amerikanske baseballhold Cleveland Indians set sig nødsaget til at fjerne klubbens logo fra deres spillertrøjer og kasketter.

Beskyldningerne kommer fra flere indfødte amerikanere samt toppen af den amerikanske baseballliga, Major League Baseball, skriver The Guardian.

Logoet, som forestiller en storsmilende indianer med rødt ansigt også kaldet Chief Wahoo, vil blive fjernet, når baseballsæsonen 2019 starter.

Et "potentielt skråplan" mener USA-analytiker Mirco-Reimer Elster.

- Du kan selvfølgelig godt sige, at du mener, et logo, der er brugt siden 1947, er racistisk, men hvad opnår man med det, spørger han?

Bruger bogstav som logo

Afskaffelsen af Chief Wahoo-logoet kommer efter, at Cleveland Indians’ ejer, Paul Dolan, har måttet give efter for presset fra blandt andet Major League Baseball-chefen, Rob Manfred, der ville have holdets logo ændret.

- Major League Baseball vil bygge en mangfoldig kultur med inklusion hele vejen igennem. Logoet er ikke længere passende til offentlig brug, lyder det fra Rob Manfred. 

Udover pres fra Rob Manfred har holdet også modtaget klager fra indfødte amerikanske organisationer, der mener, at logoet er stødende.

Det har også ført til protester op til holdets kampe, hvor flere indfødte amerikanere har stået ude foran stadionet til Cleveland Indians' første kamp i sæsonen for at få holdet til at ændre både navn og logo.

Ifølge USA-analytiker Mirco Reimer-Elster tog diskussionerne om logoet for alvor til i 2016, da holdet var i finalen i amerikansk baseball.

- I starten af 2016 gik Cleveland Indians over til at bruge C’et i højere grad. Når Major League Baseballs chef går ud og siger, at det er en dårlig ide at bruge det her logo, så sætter det et massivt pres på klubben, fortæller han til TV 2.

Mange protester

Mange af holdets fans er stærkt utilfredse med afskaffelsen af det gamle logo, og det forstår Mirco Reimer-Elster på sin vis godt.

- Det er problematisk, at man kaster det 21. århundredes problem tilbage på et logo fra 1947, mener USA-analytikeren.

Også Twitter-brugere har udtrykt deres utilfredshed med afskaffelsen.

En bruger skriver blandt andet:

- Mand, det må være ærgerligt at få fjernet sin kulturarv på den måde.

Brian Canter har ikke rosende ord tilovers for ligachefen:

- Jeg har hadet Manfred i noget tid, og det her cementerer mit had.

NFL-holds navn og logo har også været udsat

Det er ikke første gang, at et sportshold i USA har måttet lægge øre til protester på grund af deres logo.

Det amerikanske fodboldhold Washington Redskins’ logo af en indianer og dets kaldenavn "Redskins" har også givet problemer. Kontroversen omkring holdets logo og navn nåede først en afgørelse, da den kom til høring i Højesteret i USA. Her blev aktivisters ønske om, at logo og navn skulle ændres, afvist.

Washington Redskins har indtil videre fået lov til at beholde begge dele i den amerikanske fodboldliga, NFL.

I kølvandet på sagen lavede Washington Post en undersøgelse blandt indfødte amerikanere og spurgte om deres holdning til NFL-holdets logo og navn.

Det viste sig, at 90 procent ikke følte sig stødt over nogen af delene.

Spillere knæler under nationalmelodi

I samme sportsgren er det ikke kun fansene, der gør oprør mod racisme. Flere NFL-spillere har protesteret mod det amerikanske politis behandling af sorte ved at knæle under nationalmelodien i stedet for at stå op.

Det fik Donald Trump til at kræve de knælende spillere fyret, da han mente, de ikke respekterede deres land.