Udland

Det seneste skud på Kennedy-stammen vil udfordre Trump

Demokraterne har valgt et ungt medlem af Kennedy-klanen til at give et modsvar på præsident Trumps State of the Union-tale.

Det bliver højdepunktet i hans politiske karriere, når den 37-årige Joe Kennedy i nat skal holde demokraternes traditionelle modtale på præsidentens årlige tale til Kongressen om nationens tilstand.

Joe Kennedy blev i sidste uge udpeget af lederen af det demokratiske mindretal i Kongressen, Nancy Pelosi, til det ærefulde hverv at komme med oppositionens bud på en tale om nationens tilstand. I hendes begrundelse for at udnævne ham til at holde modtalen, lød det blandt andet:

- Han kæmper ubarmhjertigt for den amerikanske arbejder.

Joe Kennedy holder sin modtale kort efter, at Trump har holdt sin State of the Union-tale. Normalt får oppositionens modtale ikke den store opmærksomhed, men i år er det anderledes.

Joe Kennedy har nemlig et efternavn, der forpligtiger. Som barnebarn af landets tidligere justitsminister Robert Kennedy, grandnevø til den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy og med en far, Joseph Patrick Kennedy, der sad i Kongressen i 12 år, har Joe Kennedy fået politik ind med modermælken.

Joe Kennedy, som officielt hedder Joseph Patrick Kennedy III efter både sin far og oldefar, er udset som den kommende stjerne på den demokratiske himmel. Joe Kennedy blev valgt til Repræsentanternes Hus for staten Massachusetts i 2013, men har indtil nu holdt lav profil.

Han er kendt for at kæmpe for social og økonomisk retfærdighed. Og så er han ikke bange for at komme i verbale slagsmål. I marts sidste år kom han således i clinch med den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, i debatten om sundhedsreformer.

Det fik den tidligere formand for Demokraternes Nationale Komite Howard Dean til tasterne, og han skrev på Twitter:

- Wow. Dette er en Kennedy, som kunne blive præsident. 

Også forfatteren Robert Schlesinger, som har skrevet bogen White House Ghosts, spår Joe Kennedy en lovende fremtid.

- Joe Kennedy er afgjort en af de mest lysende stjerner i partiet, og han vil højst sandsynligt udnytte denne mulighed så godt som muligt, siger Schlesinger til det amerikanske politiske magasin Politico.

Bliver næppe Trumps modkandidat

Med sine kun 37 år er det næppe sandsynligt, at han stiller op som Demokraternes præsidentkandidat, når præsident Trump om tre år, efter alt at dømme, går efter at blive genvalgt.

Men Joe Kennedy har appetit på mere end 'blot' at være medlem af Repræsentanternes Hus. Inden en mulig præsidentvalgkamp går han efter en post som senator.

- Hvis der med tiden bliver et sæde ledigt i Senatet, så ja, det er bestemt noget, jeg vil overveje. Men det skal være det rigtige tidspunkt for mig og min familie, sagde Joe Kennedy i september sidste år til det politiske medie The Hill.

Vil provokere Trump

Joe Kennedy har tilsyneladende planer om at provokere Trump i aften. Ifølge The Hill vil det ske allerede under præsident Trumps tale til Kongressen. Joe Kennedy vil nemlig udnytte sin mulighed for som kongresmedlem at invitere en gæst til at overvære Trumps State of the Union.

Hans gæst bliver den transkønnede soldat sergent Patricia King. Sidste år meddelte Trump, at han ville forbyde transkønnede personer i at tjene i den amerikanske hær.

- Jeg ønsker, at hun (Patricia King, red.) skal være her i kød og blod og være ansigtet på denne inhumane politik, siger Joe Kennedy.

Udfyldte stort tomrum

Da Joe Kennedy i 2013 kunne indtage et sæde i Repræsentanternes Hus, udfyldte han et stort tomrum. I 2011 trak et andet medlem af Kennedy-klanen, Patrick Joseph Kennedy, sig fra sin politiske post som repræsentant i Kongressen for Rhode Island som følge af psykiske problemer og stofmisbrug. For første gang siden 1947 var der ikke længere en Kennedy i Kongressen.

Familie med stærke politiske traditioner

Kennedy-familien kom til USA i 1849, da Patrick Kennedy, der var bødker, og hans kone, Bridget Murphy, udvandrede fra Irland. Deres søn Patrick Joseph Kennedy blev den første til at gå ind i politik, da han i 1884 blev Massachusetts' repræsentant i Kongressen og i 1889 senator for Massachusetts.

Hans søn Joseph Patrick Kennedy blev i 1938 amerikansk ambassadør i Storbritannien. Sammen med hustruen Rose Fitzgerald, der var datter af borgmesteren i Boston, fik han ni børn. De fire fulgte i hans fodspor og gik ind i politik. Datteren Jean Kennedy blev ambassadør i Irland. Men det var især brødrene John og Robert, der satte deres aftryk på amerikansk politik.

John F. Kennedy blev USA's præsident i 1961. Han blev dræbt af skud i 1963. Hans bror Robert Kennedy blev justitsminister ligeledes i 1961. Også han blev dræbt af skud, da en palæstinenser skød ham i 1968. Deres lillebror, Ted Kennedy, blev i 1962 valgt til senator for Massachusetts. En post, han bestred indtil 2009, hvor han døde af kræft.

Stamtræ over de medlemmer af Kennedy-familien, som har haft politiske poster:

Det er således en familie med stærke politiske traditioner, som Joe Kennedy kommer fra. Men ifølge flere politiske iagttagere har han sin helt egen stil og måde at holde taler på. 

I videoklippet herunder kan du høre en bid fra Joe Kennedys seneste tale for 10 dage siden i forbindelse med den såkaldte government shutdown, hvor det amerikanske statsapparat lukkede ned.

Demokraten Joe Kennedy holder tale i forbindelse med "shut down". Han er udset til at blive den nye stjerne på den demokratiske himmel.

Barns fødsel vigtigere end Trumps skattereform

Joe Kennedy er godt klædt på til sin politiske karriere. Han er således uddannet på både Stanford og Havard universiteterne, og han arbejdede som offentlig anklager, indtil han blev valgt ind i Kongressen.

Han bliver af venner og kollegaer kaldt for mælkemanden, da han ikke nyder spiritus. Han er velhavende, taler flydende spansk og sætter sin familie meget højt. Således var han ikke til stede i Kongressen, da der i december sidste år skulle stemmes om Trumps skattereform.

Han valgte i stedet at deltage, da hans kone fødte deres andet barn.