Udland

Trump undskyldte i interview, men det var vandglasset, der stjal opmærksomheden

I Trumps første internationale interview stjal én bestemt genstand opmærksomheden - fremfor præsidentens undskyldning og slet skjulte trussel mod EU.

I sit første internationale interview, siden han indtog præsidentembedet i USA, gav Donald Trump et 30 minutter langt interview til Piers Morgan i det britiske tv-program ’Good Morning Britain’ på ITV.

De to personligheder kendte hinanden godt allerede inden interviewet, for Piers Morgan vandt for 10 år siden en sæson af Donald Trumps tv-show ’Celebrity Apprentice,' på dansk 'Hyret eller Fyret'.

Men denne gang var rollerne vendt om, og i det 30 minutter lange interview fik den tidligere lærling blandt andet sin tidligere mester til – delvist – at undskylde for at dele en stribe omdiskuterede tweets fra den højreorienterede gruppe Britain First.

Tror han, at Piers vil putte noget i hans drik?

Ben Glaze, politisk redaktør, Daily Mirror

Det er imidlertid ikke undskyldningen eller andet, som præsidenten sagde, der har fået mest omtale efter interviewet. Det var nemlig præsidentens vandglas, der til at starte med løb med opmærksomheden på Twitter.

Vandglasset med den "specielle hat"

Da interviewet blev sendt på den britiske tv-station ITV søndag aften, lagde mange tv-seere mærke til glasset på bordet til venstre for præsidenten – og at glasset var dækket af et hvidt papirlåg.

Således skrev den politiske redaktør på den britiske avis Daily Mirror under interviewet, at dét er "rigtig paranoia".

- Tror han, at Piers (tv-værten Morgan Piers, red.) vil putte noget i hans drik?, skrev Ben Glaze.

Den britiske tv-producer Christian Howes noterer blot, at ”Donalds vand har en speciel hat på,” mens indholdsredaktøren på den britiske radiostation Absolute Radio generelt bare var irriteret.

- Hvis der er én ting, der er mere irriterende end hele #TrumpMorgan-interviewet, så er det det skide låg på vandglasset. Drik det, dit p**hoved.

Kan sende beskyldninger retur

Papirlåget fik flere på Twitter til at beskylde den amerikanske præsident for at have en bakteriefobi, mens andre bare spurgte, om de var de eneste, der ikke kunne få øjnene fra vandglasset. Flere skrev desuden til Piers Morgan på Twitter under interviewet på ITV for at få ham til at svare på, hvad låget på vandglasset handlede om.

Mens mange har anklaget den amerikanske præsident for at være ignorant, kan Donald Trump nu med rette sende beskyldningen retur til for eksempel Ben Glaze fra Daily Mirrow.

Nogle gange tweeter jeg i sengen. Nogle gange til morgenmad eller frokost

Donald Trump, USAs præsident

Interviewet foregik i sidste uge i et mindre konferencelokale på et hotel i den schweiziske by Davos til det årlige møde i World Economic Forum. Og på mange lidt dyrere hoteller er det almindeligt, at man har sat et tyndt papirlåg over vandglas for at signalere, at glasset er blevet rengjort og ikke har været brugt. Ligesom det i øvrigt er tilfældet med toiletkrus på flere hoteller.

Roser britisk ditto – men ville have kørt en hårdere forhandling

Når det gælder selve interviewet, som – trods alt – var det mest interessante, kom det også frem, at den amerikanske præsident ikke hader kvinder, men samtidig heller ikke vil kalde sig feminist.

- Nej, jeg vil ikke sige, at jeg er en feminist. Jeg tror, at det måske ville være at gå for langt. Jeg er for kvinder. Jeg er for mænd. Jeg er for alle, lød det i interviewet.

Og apropos feminisme, så sagde præsidenten også, at mens han respekterer den britiske premierminister, Theresa May, så ville han personligt have forhandlet Brexit anderledes.

- Jeg ville ikke have forhandlet det (Brexit, red.), som det blev forhandlet, men jeg har meget respekt for den britiske premierminister – hun gør et godt stykke arbejde. Men jeg tror, at jeg ville have forhandlet anderledes.

- Jeg ville have sagt, at EU ikke er alt dét, som det er blæst op til at skulle være, og jeg ville have indtaget et hårdere standpunkt i forhold til at komme ud (af EU, red.).

Skjult trussel til EU: Det vil vise sig at skade dem meget

I forlængelse af hans udtalelser om Brexit kom den amerikanske præsident med dét, som flere tolker som en slet skjult trussel mod EU.

- Jeg har haft en masse problemer med Den Europæiske Union (EU, red.), og det kan komme til at udmunde sig i noget meget stort set fra dét synspunkt – fra et handelssynspunkt. EU har ikke behandlet USA fair, når det kommer til handel, lød det.

Donald Trump fortsatte:

- Men EU har været meget, meget unfair overfor USA. Og jeg tror, at det vil vise sig at skade dem meget.

Ja – præsidenten skriver selv mange af sine tweets

I interviewet fik Piers Morgan og Donald Trump også talt om præsidentens mange og efterhånden berømte tweets. Piers Morgan ville blandt andet vide, om præsidenten selv skriver sine tweets.

- Nogle gange tweeter jeg i sengen. Nogle gange til morgenmad eller frokost. Jeg kan generelt gøre det tidligt om morgenen eller om aftenen. Jeg har meget travlt om dagen og har lange dage. Så nogle gange dikterer jeg hurtigt noget, som de så giver til en af mine folk, som smider det på, lød det blandt andet fra den amerikanske præsident.

Han sagde videre:

- Hvis jeg ikke har den form for kommunikation, kan jeg ikke forsvare mig selv – ellers skulle jeg holde et pressemøde hvert 15. minut.

Den amerikanske præsident fik i interviewet ifølge mange på de sociale medier fremstillet sig selv i et langt pænere lys, end det er tilfældet i den omdiskuterede bog 'Fire and Fury', hvor præsidenten ifølge forfatteren eksempelvis ikke ved, hvad Brexit er. Derfor er den britiske tv-vært Piers Morgan efterfølgende blandt andet blevet beskyldt for at gå for blødt til "sin ven" den amerikanske præsident, mens andre roser interviewet med Donald Trump for at være nuanceret.

Hashtagget på Twitter #TrumpMorgan var under interviewet det næstmest brugte på verdensplan.