Udland

Trump opfordrer Erdogan til at nedtrappe militær operation

Tre stormagter er til stede i en region i Syrien, hvor Tyrkiet bomber kurdisk milits, der bliver støttet af USA.

En militæroperation på syrisk jord har bragt Tyrkiet på kollisionskurs med USA. De tyrkiske bombninger af den kurdiske milits YPG risikerer at ramme amerikanske specialstyrker, da militsen er en af USA's allierede i konflikten i Syrien.

Den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, opfordrede allerede søndag Tyrkiet til mådehold. 

Men Tyrkiet har ufortrødent fortsat operationen - der bliver kaldt ’Olivengren’ - hvilket onsdag fik den amerikanske præsident Donald Trump til at ringe til sin ditto i Tyrkiet, Recep Tayyip Erdogan.

Donald Trump opfordrede således Tyrkiet til at indskrænke dets militære operationer i Syrien og undgå konflikt med amerikanske styrker. Det oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Præsident Trump videregav bekymringer om, at den stigende vold i Afrin i Syrien undergraver landenes fælles mål i Syrien, lød det fra Det Hvide Hus.

- Han opfordrer Tyrkiet til at nedtrappe og begrænse dets militære aktioner og undgå civile dødsfald, lød det videre i udtalelsen.

Tyrkiet bomber en kurdisk milits i det nordlige Syrien, men det har bragt landet på kollisionskurs med USA.

Recep Tayyip Erdogan kvitterede ifølge Reuters ved at kræve, at USA stopper med sin våbenstøtte til YPG. Samtidig truede den tyrkiske præsident tidligere på dagen med at udvide de militære operationer til andre områder.

USA, Tyrkiet og Rusland er alle til stede

Og det er storpolitik af dimensioner, der lige nu udspiller sig i Syrien, hvor flere stormagter er til stede.

Tyrkiet indledte søndag operationen mod den kurdiske YPG-gruppe i Afrin-regionen i det nordlige Syrien. Området er ikke kontrolleret af den syriske regering, men derimod af kurdiske styrker, der hjalp Vesten i kampen mod terrorgruppen Islamisk Stat.

Men set med tyrkiske øjne er kurdiske YPG i Syrien ligestillet med terrorgruppen PPK i Tyrkiet, som tyrkerne har bekæmpet i årtier. Og mens YPG-militsen støttes af amerikanske specialstyrker, støttes den tyrkiske operation af en del af Den Frie Syriske Hær, som Tyrkiet finansierer og har trænet.

Samtidig har russerne, der støtter den syriske præsident Bashar al-Assad, luftherredømmet over Afrin-regionen, der ligger isoleret fra resten af det kurdiske område.

Rusland har endnu ikke blandet sig i den verserende konflikt, men afholder i næste uge en fredskonference om Syrien, hvor både Iran og Tyrkiet deltager, mens USA ikke er inviteret.

Føler sig dårligt behandlet af USA og EU

Konflikten handler imidlertid ikke kun om Tyrkiets interne anliggender, men også om landets internationale rolle.

- Tyrkerne føler sig dårligt behandlet af både USA og EU, og derfor har de blikket rettet også i andre retninger: Hvis vi (Tyrkiet, red.) ikke kan blive en del af Vesten, så har vi (Tyrkiet, red.) også en masse følere ude i Østen, som vi også er en del af, siger TV 2s mellemøstkorrespondent, Steffen Jensen.

Han fortsætter:

- Ovenikøbet har den tyrkiske præsident en slags neo-osmannisk drøm. Tyrkiet er en stormagt og ser sig selv som en stormagt i Mellemøsten.

Med "en neo-osmannisk drøm" henviser Steffen Jensen til Det Osmanniske Rige, der i 1500-tallet strakte sig fra Wien over Mellemøsten til Iran og den Arabiske halvø og omfattede det meste af Nordafrika. Kun det nuværende Tyrkiet bestod efter 1. Verdenskrig.