Udland

Millionby løber tør for vand den 12. april

Der er lige nu indført vandrationering. Hver person må højst bruge 87 liter vand om dagen, og det falder 1. februar til 50 liter. NIC BOTHMA / Ritzau Scanpix

Cape Town i Sydafrika rammer "Dag Nul" 12. april. Så er det slut med vand i haner, brusere og toiletter.

En voldsom tørke får vandhanerne til at løbe tør præcis den 12. april, oplyser myndighederne i Cape Town i Sydafrika. 

Og der er ikke noget at rafle om. Det er helt bogstaveligt. Det rammer Cape Town og mindre byer i omegnen, rapporterer internationale medier. 

Flere end fire millioner mennesker vil være påvirket af vandmanglen. 

Hvis ikke det lykkes drastisk at sænke borgernes forbrug af vand inden "Dag Nul", så må de fra den 12. april stå i kø for at hente vand ved 200 standere rundt om i byen, der fyldes op af tankbiler.

Den daglige ration vil så være 25 liter vand per person.

Ramt af tørke siden 2015

Der er ikke nogen snuptagsløsninger, for Cape-regionen har været ramt af tørke siden 2015. Men mange spørger, hvorfor myndighederne ikke har udvist rettidig omhu for at afværge situationen.

Det kan blive en katastrofe for den lukrative turistindustri i Cape-regionen.

Flere medier skriver, at det ikke er gået op for alle byens borgere, hvad der er ved at ske. Men panikken er så småt ved at brede sig.

Der er lige nu indført vandrationering. Hver person må højst bruge 87 liter vand om dagen, og det falder 1. februar til 50 liter.

Det er forbundet med strafansvar at bruge mere. Men det ikke så let at kontrollere, at det overholdes, rapporterer BBC.

Reserver falder hurtigere end ventet

I en typisk bruser flyder der 15 liter vand ud i minuttet, og i et almindeligt toilet skylles der 15 liter ud ved hvert træk, oplyser Waterwise, en sydafrikansk organisation, der fører kampagne om vandforbruget. Det skriver AFP.

Indtil for få dage siden var "Dag Nul" sat til 21. april. Men de opdæmmede vandreserver falder hurtigere end ventet.

Derfor er det slut med vand i hanerne, bruserne og toiletterne fra den 12. april.

- På grund af et fald i dæmningerne på 1,4 procent, så er "Dag Nul" rykket frem til den 12. april, sagde viceborgmester Ian Neilson tirsdag.

- Det er muligt at skubbe "Dag Nul" længere frem i tiden, hvis vi alle står sammen og ændrer vores nuværende kurs, føjede han til.

Byens myndigheder er blevet kritiseret for ikke at have indført vandrestriktioner langt tidligere. Men også den sydafrikanske regering beskyldes for at have fejlet og ikke i tide at forberede sig på at omdirigere vandforsyningerne, rapporterer BBC onsdag.