Nu er Puigdemont landet i København
Den spanske statsanklager har nu bedt højesteret om at aktivere den europæiske arrestordre på den catalanske separatistleder.
Den afsatte catalanske præsident Carles Puigdemont er landet i København.
I ankomsthallen i Kastrup blev han mødt af utallige medier. Omringet af journalister og fotografer blev han fanget i svingdør på vej ud af lufthavnen.
Carles Puigdemont, hvordan er det at være i Danmark?
- Perfekt, svarer den catalanske separatistleder smilende.
Glæder du dig til dit besøg i Danmark? Har du overvejet, hvorvidt du bliver anholdt?
Carles Puigdemont svarede dog ikke på flere spørgsmål, men blev hurtigt ført ud til en privat bil og kørt væk.
Under besøget i København skal han blandt andet deltage i et debatarrangement på Københavns Universitet.
Bliver han anholdt?
Frem mod Carles Puigdemonts ankomst i København har der været ét stort spørgsmål:
Bliver han anholdt eller ej?
For Spanien har krævet, at Carles Puigdemont - der indtil mandag morgen har befundet sig i Bruxelles - bliver anholdt.
Hvis han rejser til København, vil den spanske anklagemyndighed bede en højesteretsdommer om at udstede en arrestordre og derefter anmode den danske regering om at få ham udleveret, lød det søndag.
Og ifølge flere spanske medier er den proces nu sat i gang:
Den spanske anklagemyndighed har bedt højesteret om at aktivere den europæiske arrestordre på Carles Puigdemont.
- Jeg tror først og fremmest, at det her er en mand, som den spanske statsanklager mener har forbrudt sig mod den spanske lovgivning. Derfor sidder man helt nøgternt og ser på, hvilke muligheder der er for at få ham udleveret og starte en retsproces, siger TV 2s Jeppe Krogager, der følger situationen i Spanien tæt.
TV 2 har været i kontakt med den spanske ambassade i København, som ikke ønsker at udtale sig om sagen. Også justitsminister Søren Pape Poulsen (K) forholder sig tavs og henviser i stedet til Rigsadvokaten.
- Vi siger ingenting. Vi har intet at sige lige nu, siger Mikkel Thastum, kommunikationschef hos Rigsadvokaten, der på nuværende tidspunkt hverken vil be- eller afkræfte en eventuel arrestordre på Carles Puigdemont.
Et uafhængigt Catalonien?
I oktober afgav under halvdelen af de stemmeberettigede catalanske vælgere deres stemme ved en forfatningsstridig folkeafstemning. 90 procent stemte for at løsrive sig fra det øvrige Spanien og skabe et selvstændigt Catalonien.
Carles Puigdemont stod i spidsen for afstemningen, der senere fik parlamentet i den spanske region til at erklære Catalonien for selvstændig. Samme dag som regeringen i Madrid opløste det regionale parlament og fyrede den lokale regering.
Carles Puigdemont har levet i eksil i Belgien siden oktober.
Vender han hjem til Spanien, vil han blive anholdt for sin rolle i Cataloniens folkeafstemning.
Skal møde danske politikere
Arrangementet, hvor Carles Puigdemont skal deltage, finder sted mandag klokken 14.00 på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.
- Sagen er, at han inviterede sig selv. Og så sagde vi ja tak. Vi vil gerne høre om de problemer, der udspiller sig i Catalonien og om politik, når det også handler om personlig frihed og en nations fremtid, siger arrangementets ordstyrer Mikkel Vedby Rasmussen, der er leder på Institut på Statskundskab ved Københavns Universitet.
- Vi uddanner problemløsere og vil gerne give dem mulighed for at møde problemet direkte.
Her skal han debattere med professor Marlene Wind og professor Christian F. Rosbøll, inden han tirsdag skal mødes med flere danske folketingspolitikere.