Udland

Senatet i USA stemmer om finansiering af budget mandag

Mandag morgen dansk tid bliver der afholdt afstemning om finansiering af USA's statslige budget.

Den republikanske leder i Senatet i USA har sent lørdag fastsat tidspunktet for en afstemning om finansiering af landets statslige budget.

Afstemningen bliver afholdt senest klokken et natten til mandag lokal tid. Det svarer til klokken syv mandag morgen dansk tid. 

- Jeg garanterer jer, at vi kommer til at have afstemningen klokken et på mandag, medmindre der er et ønske om at holde afstemningen tidligere, siger Mitch McConnell, der er republikansk flertalsleder i Senatet.

Korrespondent: Der skal sluges kameler

Men det betyder ikke, at amerikanerne er garanteret en føderal finanslov.

- Vi må bare erkende, at der er nogen, der skal sluge nogle kameler. Der er nogen, der bliver nødt til at sælge ud af de stejle principper og komme modparten i møde, siger TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz.

Den vilje var der ikke megen af fredag aften, da senatorerne forhandlede frem mod deadline ved midnat natten til lørdag. Nu skal søndagen så vise, om der er en opblødning på vej.

- Der er ingen tvivl om, at søndagen vil blive brugt til at konsultere hinanden og finde ud af, om der er en form for kompromisvilje hos både republikanerne og demokraterne, siger han.

Store dele af USA går i stå

Senatet stemte ved midnat mellem fredag og lørdag amerikansk tid nej til et forslag om finansiering af det statslige budget.

Derfor lukkede det amerikanske statsapparat ned.

Det betyder, at store dele af den offentlige sektor i USA går i stå.

Ansatte sendes hjem på tvungen orlov

Uden et budget må den nemlig ikke foretage sig noget, medmindre der er tale om nødstilfælde. Nedlukningen betyder blandt andet, at flere tusinde offentligt ansatte vil blive sendt på tvungen orlov.

Nogle områder er dog undtaget. Det er for eksempel fængsler og visse sundhedsområder. Militæroperationer i udlandet lukker heller ikke ned.