Udland

Ingen aftale om finanslov - USA’s statsapparat lukker ned

Deadlinen for at vedtage en finanslov i USA er overskredet. Senatet kunne ikke opnå enighed.

USA’s nationalparker lukker ned. Det samme gør mange museer og zoologiske haver. Og flere hundredetusinde offentlige ansatte bliver sendt hjem uden løn.

Det står klart, efter det ikke lykkedes Senatet at nå til enighed om en midlertidig finanslov.

Parterne havde indtil midnat i Washington D.C. – klokken 06 lørdag morgen dansk tid – til at forlænge det føderale budget midlertidigt frem til den 16. februar.

Men det lykkedes ikke. Og det betyder, at USAs føderale statsapparat går helt i stå.

Direkte tv-billeder fra Senatet i USA viste, at politikerne umiddelbart efter deadline stadig stod i grupper og forhandlede på gulvet, men der var ikke præsenteret en aftale, da tidsfristen udløb.

Trump: Demokraterne ønsker nedlukning

Republikanerne forsøgte til det sidste at få et forslag stemt igennem. Partiet har flertal i Senatet med 51 pladser mod Demokraternes 49. Men amerikansk lov kræver, at budgettet skal vedtages med et flertal på 60 procent.

Kort før midnat i USA udsendte pressesekretær i Det Hvide Hus Sarah Huckabee Sanders en pressemeddelelse, hvor demokraterne bebrejdes for nedlukningen, som hun kalder "The Schumer Shutdown" efter Chuck Schumer, der er demokraternes leder i Senatet.

- Senatets demokrater står bag ’The Schumer Shutdown’ i aften. I aften har de sat politik over vores nationale sikkerhed, militærfamilier, sårbare børn og vores lands mulighed for at servicere alle amerikanere, står der i meddelelsen.

USA’s præsident, Donald Trump, kommenterede forhandlingerne på Twitter klokken 3.28 dansk tid, to en halv time før deadline. Ikke overraskende giver han også skylden til det demokratiske parti.

- Det ser ikke godt ud for vores fantastiske militær eller vores sikkerhed ved den meget farlige sydlige grænse. Demokraterne ønsker en nedlukning i forsøget på at reducere skattereformens store succes og det, den gør for vores boomende økonomi, skriver han.

Forslaget til at forlænge budgettet blev vedtaget i Repræsentanternes Hus natten til fredag dansk tid. Men her skulle republikanerne blot bruge et simpelt flertal.

Det er sket før

I Senatet skulle republikaneren overbevise mindst ni demokrater om at stemme for forslaget, hvis det skulle vedtages.

Mens Det Hvide Hus skyder på demokraterne i Senatet og deres leder, Chuck Schumer, så skyder Schumer på præsidenten. Han mener, at republikanerne undlod at give sig, fordi Trump ikke tilskyndede det.

- Hvad blev der af den præsident Trump, der bad os om at finde en aftale? Og som lovede, at han ville kæmpe for den? Hvor blev den præsident af? Han veg tilbage ved første tegn på pres, siger Chuck Schumer.

Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer, bebrejder Trump for nedlukning af statsapparatet.

Demokraterne har hele tiden været utilfredse med det forslag, republikanerne havde lagt frem. De har krævet, at finansloven skal omfatte børn født i USA af illegale indvandrere. De var før beskyttet af den såkaldt Daca-ordning, som Trump har besluttet at afskaffe.

Fjerde gang på 25 år

Uden en finanslov er der ingen penge til drift, og landets offentligt ansatte bliver sendt hjem uden løn. 

Det er ikke første gang, at det amerikanske statsapparatet lukker ned. Det er sket fire gange de seneste 25 år, sidst i 2013, da Barack Obama var præsident. Det er dog første gang nogensinde, at det sker, mens et parti har flertal i begge Kongressens kamre og sidder på præsidentposten.

I 2013 måtte cirka 800.000 offentligt ansatte gå på orlov i over to uger uden løn. 

Det er dog ikke alle statslige aktiviteter, der lukker helt ned. Fængsler og visse sundhedsområder er eksempelvis undtaget ligesom militæroperationer i udlandet.