Donald Trump

BLOG: Trump fejrer etårsdag med nedlukning – men betyder det egentlig det store i det lange løb?

Nedlukningen vil nok primært bekræfte partierne og vælgerne i modpartens uduelighed.

Ironien er til at få øje på: præsident Trump fejrer senere i dag etårsdag som amerikansk præsident - samme dag det føderale statsapparat lige er blevet lukket ned. Godt nok kom Trump til Washington som en politisk disrupter, men det var næppe intentionen at etårsdagen skulle overskygges af en government shutdown.

Diskussionen har selvfølgelig været i gang længe: hvem er skyld i, at USA's føderale statsapparat nu midlertidigt bliver lukket?

Vi befinder os i ukendt terræn, da det er første gang, at vi i amerikansk historie oplever en government shutdown, hvor et parti har flertallet i begge Kongressens kamre og sidder på præsidentposten.

I meningsmålinger er det klart republikanerne, der får tildelt skylden af et stort relativt flertal af amerikanere. Men i realiteten er det mere indviklet end som så, og betyder næppe det store i det lange løb.

Demokraternes spin virker

Lad det være sagt som det første: den gængse sandhed på de sociale medier om, at republikanerne er til grin, fordi de på trods af at sidde på præsidentembedet og et flertal i begge Kongressens kamre ikke kunne forhindre lukningen af det føderale statsapparat, er mildest talt misvisende.

Ikke desto mindre er den derude og bliver delt flittigt af de demokratiske fodsoldater, som man kan se i dette meme, der p.t. flittig bliver delt online.

Republikanernes flertal i Senatet (51 mod 49) har aldrig været stort nok til at kunne trumfe demokraternes vetomagt. Der skal 60 stemmer til i Senatet – og dermed altså en del demokrater - for at forhindre en nedlukning, ikke et simpelt flertal. Så ideen om, at republikanerne sidder på magten og bare kunne have forhindret en nedlukning, har hele tiden været misvisende.

Hvem får skylden?

Så er det republikanerne og præsident Trump, der har flertallet i begge Kongressens kamre, der er skurkene i dette drama? Eller er det demokraterne, der valgte at bruge deres vetomagt i Senatet?

Det kedelige svar, at begge partier vurderede, at det var i deres interesse at bruge de millioner af føderalt ansatte amerikanere som gidsel til at gennemtvinge deres interesser. Og da ingen af partierne var villig til at gå på kompromis med deres mærkesager, endte vi med et lukket føderalt statsapparat.

Republikanerne vil nu prøve at italesætte nedlukningen som et eksempel på, at demokraterne holder de millioner af føderalt ansatte amerikanere som politisk gidsel i et desperat forsøg på at beskytte illegale immigranter. Vel og mærke halvanden måned inden man skal have fundet en løsning til de såkaldte dreamers (børn, der kom til USA illegalt via deres forældre).

Demokraterne vil italesætte nedlukningen som (endnu) et eksempel på præsident Trumps og republikanernes uduelighed og hetz mod immigranter, der bidrager til den amerikanske økonomi. Og selvfølgelig påpege, at republikanerne står tilbage med aben, da de sidder på flertallet.

At alle tre parter (Trump, republikanerne og demokraterne) i de forgangne måneder har gjort det klart, at de ønsker at finde en løsning til de såkaldte dreamers - ikke mindst fordi der er opbakning i befolkningen til at finde en løsning til disse unge mennesker både hos demokraternes og republikanernes vælgere - og det dermed primært er et spørgsmål om proces på dette stadie, er nærmest gået i glemmebogen.

Det samme gør sig i øvrigt gældende for demokraternes gamle mantra om, at man ikke skal bruge det føderale statsapparat og dets mange ansatte og funktioner som gidsel over politiske uenigheder. Det gælder åbenbart kun, når det er republikanerne, der truer med en nedlukning.

Nedlukningen bekræfter fodsoldaterne

Men betyder det egentlig det store i det lange løb? Det afhænger selvfølgelig i høj grad af, hvor længe det føderale statsapparat bliver tvunget til at stå stille. Sidste gang, vi stod i denne situation i 2013, gik der 16 dage. Det er sandsynligt, at der går kortere tid denne gang.

Personligt vurderer jeg ikke, at det vil få særlig stor betydning i længden.

Forløbet vil med stor sandsynlighed bekræfte begge sider i, at modparten er grødhoveder. Politikerleden vil nok stige yderligere. Og særligt den del af præsident Trumps base, der stemte på forretningsmanden i frustration over politikerne og dysfunktionen i Washington D.C., vil føle sig bekræftet.

Ydermere holder den konventionelle sandhed om, at det altid er partiet, der sidder ved magten, der bliver straffet af vælgerne, ikke ved nærmere eftersyn.

Under den seneste midlertidige nedlukning af det føderale statsapparat i oktober 2013 sad demokraterne på præsidentposten og flertallet i Senatet, mens republikanerne kun havde flertallet i repræsentanternes hus.

Ud fra den gængse logik burde det have været demokraterne, der mærkede folkets vrede. Men den varme politiske kartoffel, der fremtvang nedlukningen, var republikanernes modstand mod sundhedsreformen ObamaCare. Og tværtimod den konventionelle sandhed viste meningsmålinger gennemgående, at et relativt flertal af amerikanerne placerede skylden hos republikanerne, særligt Tea Party-republikanerne og Texas-senator Ted Cruz.

Og til sidst er det værd at minde om, at amerikanernes eksponering for den føderale stat ikke nødvendigvis er særlig udpræget. Da jeg boede i Ohio i efteråret 2013 under den sidste government shutdown, tog det min amerikanske roommate over en uge, at finde ud af, at store dele af den føderale regering var blevet lukket ned i Washington D.C.