1433 ord sluttede med budskabet, millioner af vælgere havde ventet på

Hele verden så på, da Donald J. Trump for første gang officielt trådte på scenen som landets 45. præsident. Vi skruer tiden præcis et år tilbage.

- Med Guds hjælp.

- Tillykke hr. præsident.

Den venstre hånd løftede sig fra de to bibler, den højre søgte mod et fast håndtryk, mens smilene fortonede sig i de øredøvende klapsalver.

Donald John Trump var taget i ed, han var nu USA’s nye præsident.

Foran ham lå et langt program med vigtige taler, parader og til sidst tre baller, hvor han skulle danse med sin kone, der nu var førstedame for hele USA.

Præsidentens kone og fem børn krammede ham på skift, mens tilskuerne jublede over deres nye øverstbefalende.

Om lidt skulle han holde sin første store tale som nationens leder.

Men allerede inden eds-afsværgelsen havde byggematadoren og tv-stjernen haft en begivenhedsrig dag med protester og øjeblikke, der havde optaget pressen.

Det her er historien om dagen, der forandrede USA for altid.

Donald og Melania Trump ankommer til Det Hvide Hus. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

Da bildøren på den massive sorte Chevrolet gik op foran Det Hvide Hus havde mange i både ind- og udland indtil få måneder før forventet, at det ville være den tidligere førstedame og udenrigsminister Hillary Clinton, der trådte ud og trykkede hånd med den afgående præsident, Barack Obama.

Hun havde ført i meningsmålingerne hele vejen op til valgdagen den 8. november 2016, og i ugen op til valget beskrev internationale medier over en bred kam, hvordan den demokratiske kandidat havde mellem 90-99 procents chance for at vinde over Donald Trump.

Efter en lang og rodet valgkamp, der var præget af en uforsonlig tone, overraskede det amerikanske folk verdens medier og analytikere, da de gav den republikanske tv-stjerne 306 valgmænd.

Derfor var det Donald Trump, der med bestemte skridt vandrede op ad de brede trappetrin og hilste på Obama-parret.

- Den nyvalgte præsident. Goddag. Det er godt at se dig, bød Barack Obama velkommen.

Det korte øjeblik, hvor Michelle Obama kiggede ind i kameraet med et betuttet ansigtsudtryk, blev lynhurtigt delt på de sociale medier.
Det korte øjeblik, hvor Michelle Obama kiggede ind i kameraet med et betuttet ansigtsudtryk, blev lynhurtigt delt på de sociale medier. Foto: TV 2

Efter ham kom den kommende førstedame Melania Trump med en gave i en turkis æske med hvidt papir. Og den gave blev hurtigt et samtaleemne på de sociale medier.

For mens Barack Obama fik parrene arrangeret til et officielt fællesfoto, forsøgte hans kone at få gaven overleveret til en assistent.

Mens Michelle Obama ledte efter hjælp, kiggede hun et øjeblik ind kameralinsen med et forvildet og efter manges mening mindre end imponeret blik.

Blikket blev lynhurtigt fanget af de amerikanske medier, der blandt andet beskrev, at mange brugere på sociale medier lavede sjov med, at hendes blik sagde alt om den følelse, mange amerikanere sad med på indsættelsesdagen.

´Det var det største publikum, der nogensinde har overværet en indsættelse.´

square to 16x9
Donald Trump under indsættelsesceremonien. Foto: Scanpix

Efter et kort møde i Det Hvide Hus tog Trump- og Obama-parret mod The Mall – den centrale plads i Washington D.C. –  hvor flere hundredtusinder amerikanere ventede på den storslåede indsættelsesceremoni.

Samtidig var der andre steder tumult.

For den dybe splittelse i den amerikanske befolkning efter valget var tydelig, og flere personer blev anholdt under demonstrationer mod den kommende præsident.

Trump-støtter har svært ved at komme ind til indsættelsen, fordi demonstranter blokerer gaden.

Ifølge Politiken var der planlagt 99 demonstrationer på indsættelsesdagen.

Nogle steder gik det så vidt, at modstandere af Trump forsøgte at forhindre folk i at komme frem til indsættelsen.

Og netop antallet af tilskuere til indsættelsen var noget, der de kommende dage skulle blive diskuteret heftigt – ikke mindst på grunde af dette billede:

Folkemængden ved Trumps indsættelse og Obamas indsættelse. Billederne er ikke taget nøjagtig samtidig. Til venstre er klokken 12.01 ved Trumps indsættelse. Til højre er klokken et sted mellem 12.07 og 12.26 ved Obamas indsættelse.
Folkemængden ved Trumps indsættelse og Obamas indsættelse. Billederne er ikke taget nøjagtig samtidig. Til venstre er klokken 12.01 ved Trumps indsættelse. Til højre er klokken et sted mellem 12.07 og 12.26 ved Obamas indsættelse. Foto: Scanpix

I ugerne op til indsættelsen havde Donald Trump til New York Times fortalt, at han forventede et stort fremmøde.

- Vi kommer til at have et utroligt, måske rekordstort fremmøde. Alle kjolebutikkerne har udsolgt i Washington.

Billedet viste noget helt andet, og selvom der ikke findes officielle tal for antallet af fremmødte, var de fleste amerikanske medier enige om, at der var væsentlig færre tilskuere til Trumps indsættelse, end da Barack Obama blev indsat i 2009.

Der var bare et problem – Det Hvide Hus var ikke enige.

Allerede dagen efter indsættelsen sagde en talsmand for Det Hvide Hus, at fremmødet var det største nogensinde.

Til sidst var der så meget fokus på historien, at fotoredaktøren bag billedet gik ud på Facebook for at opklare, at de to billeder var taget på næsten samme tid:

I am seeing a lot of inaccurate talk and allegations online about the crowd photos from Friday's Trump inauguration that...

Posted by Jim Bourg on Sunday, January 22, 2017

I ugerne op til indsættelsesceremonien havde arrangørerne også haft problemer med at få programmet lagt fast, fordi mange kendte og kunstnere takkede nej til at optræde ved indsættelsen.

Både Gene Simmons, Elton John og country-stjernen Garth Brooks meldte afbud.

Til sammenligning optrådte superstjerner som Aretha Franklin, Bruce Springsteen, U2, Stevie Wonder og Beyoncé til Barack Obamas indsættelser. 

Det var derfor en noget mindre stjernebesat indsættelsesceremoni, der ventede Donald Trump, da han ankom til tribunen foran kongresbygningen.

Blandt tilskuerne på tribunen sad en kvinde, der havde en ’ud-af-kroppen-oplevelse’.

Kvinden, der til manges overraskelse havde tabt valget til Trump og nu var til en helt anden indsættelse, end hun havde håbet på – Hillary Clinton.

- Jeg prøvede virkelig at slippe for at deltage, har hun senere udtalt i The Graham Norton Show.

Hun skulle deltage, ikke som kandidat eller modstander, men som tidligere førstedame. Det er der tradition for i amerikansk politik for at vise stabilitet og forening på tværs af de politiske skel.

Men Hillary havde virkelig ikke lyst. Og det havde hendes mand Bill Clinton heller ikke.  

- Vi tænkte: Okay, måske er der andre, der ikke tager til det. Så vi ringede til Bush-parret og til Carter-parret (tidligere præsidenter i USA George W. Bush og Jimmy Carter, red.), og de sagde ’ja, vi tager til det´, så Bill og jeg kiggede på hinanden og sagde, nå, vi er nødt til at tage med.

Flere end 60 demokratiske politikere fulgte ikke Clinton-parrets eksempel, men havde i stedet valgt at boykotte indsættelsen, fordi de mente, Donald Trump var uværdig til at bestride posten som præsident.

Derfor pegede alle kameraerne også på Hillary Clinton og hendes mand, da de gjorde deres entré ved indsættelsen.

Hillary Clinton har senere fortalt, at hun gjorde sit bedst for at undgå at deltage i Trumps indsættelse.
Hillary Clinton har senere fortalt, at hun gjorde sit bedst for at undgå at deltage i Trumps indsættelse. Foto: POOL / Scanpix Denmark

Klædt i hvidt og med en hånd på Bills arm bevægede hun sig ned til sin plads, der var tæt på det podie, hun gerne selv ville have stået på.

Der sad hun og gjorde sit bedste for ikke at lade sig bemærke med de spredte stemmer fra tilskuerpladsen, der råbte de ord, hun så tit før havde hørt gennem præsidentvalgkamp: ’Lock her up!’ (spær hende inde!).

På tribunen kunne hun følge med, mens hendes republikanske modkandidat tog eden og blev USA’s næste præsident.

USA's 45. præsident
USA's 45. præsident Foto: Scanpix

På tilskuerpladserne bag hovedpersonerne foregik et helt andet drama, der hurtigt blev centrum for meget af opmærksomheden.

Mens ceremonien fandt sted, begyndte det at dryppe.

Da dråberne begyndte at falde let, fandt tilskuerne paraplyer og ponchoer frem til at skærme for regnen.

Men for én person gik det ikke så glat.

Det var USA’s 43. præsident, George W. Bush, og han havde en kamp med sin plastikponcho – en kamp han i sidste ende tabte.

I næsten et minut kæmpede den tidligere præsident med det gennemsigtige stykke plastik, inden han til sidst med et lidt betuttet smil gav op og blev siddende med regnslaget halvt over sig.

Hvis han havde troet, at poncho-kampen ville blive forbigået uden stor opmærksomhed, blev han slemt skuffet.

George W. Bush kæmper med det genstridige regnslag.
George W. Bush kæmper med det genstridige regnslag. Foto: Rick Wilking / Reuters / Scanpix

For amerikanerne på de sociale medier var hurtige til at bemærke seancen, og billederne af poncho-besværlighederne spredte sig på nettet – endda så meget, at den tidligere præsident senere følte sig nødsaget til at kommentere det.

- Mine døtre var forfærdede. De sagde ’far, du er en landsdækkende tweet-sensation’ eller noget i den stil. ’Du trender’, eller hvad ordet nu er (…) da jeg så billedet, kunne jeg godt forstå, at jeg trendede, sagde George W. Bush til NPR.

’Et råb fra det hvide nationalistiske dyb’

Kameraet zoomede ind på hånden, der lå på to bibler. Den ene bibel var Trump-familiens egen, mens den anden havde tilhørt den tidligere præsident Abraham Lincoln.

En ro lagde sig over forsamlingen, da de to mænd på skift sagde de berømte sætninger.

- Jeg, Donald John Trump, sværger, at jeg trofast vil bestride posten som USA’s præsident. Og jeg vil efter bedste evne bevare, beskytte og forsvare USA’s forfatning. Med Guds hjælp.

Klapsalverne bragede mod Donald Trump. Nu var han præsident.

Donald Trump er USA's 45. præsident

Tiden var inde.

Foran familie, venner, politiske allierede og modstandere, de fremmødte amerikanere og tv-kameraer fra hele verden tog den nye præsident for første gang ordet.

- Den 20. januar 2017 vil blive husket som den dag, hvor folket atter blev denne nations regenter.

I løbet af den 16 minutter og 20 sekunder lange tale talte den nye præsident dunder mod det politiske etablissement i Washington og malede med sine ord samtidig et billede af USA som et land med store problemer.

- Mødre og børn fanget i fattigdom i vores storbyer. Udtjente fabrikker ligger som gravsten over vor nations landskab. Et uddannelsessystem med masser af penge, som dog efterlader vores unge og dejlige elever uden viden. Og kriminaliteten og banderne og stofferne som har stjålet alt for mange menneskeliv og berøvet vort land så meget uudnyttet potentiale. Denne massakre på USA stopper lige her og nu.

Og så kom de ord, mange millioner af hans vælgere havde hungret efter:

- Fra i dag vil en ny vision regere vores land. Fra i dag bliver det Amerika først, Amerika først.

Donald og Melania Trump ankommer til Det Hvide Hus. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

Talen og de 1.433 ord skabte et ramaskrig på de politiske chefkontorer i mange af de lande, der normalt arbejdede tæt sammen med USA.

På tilskuerrækkerne ved siden af Bush og ponchoen sad Hillary Clinton.  

Tv-billederne afslørede intet om hendes holdning til det, hun lige havde hørt. Men det gjorde hun til gengæld selv, da hun senere på året var på tur hos forskellige medier.

- Vi sad der og lyttede til den her virkelig dystre, splittende tale, som jeg beskriver som ’et råb fra det hvide nationalistiske dyb’, og jeg var så skuffet og så trist over, at det var en cementering af hans tidligere budskaber, har Hillary Clinton senere udtalt i The Graham Norton Show.

Farvel til Obama

square to 16x9
ja Foto: ROB CARR / Scanpix Denmark

Det var tid til afsked, det sidste farvel for Barack og Michelle Obama.

Mens vindstødene fra den store grønne helikopter uglede deres hår, udvekslede Barack Obama og Donald Trump nogle få sætninger.

Hånd i hånd gik parrene hen til helikopteren, hvor de med kram og faste håndtryk sagde farvel.

Barack Obama viste sine nu tidligere ansatte ved helikopteren en sidste ære ved at klappe dem på armen og skulderen gentagne gange.

Michelle og Barack Obama flyves væk i helikopter.

Så lettede den grønne kolos, og for rullende kamera blev helikopteren og Obama-parret en prik i horisonten.

Men det var ikke helt forbi endnu.

For helikopteren fløj parret til Joint Base Andrews, hvor Barack Obama havde nogle få sidste ord til sine tilhængere.

- Vores demokrati er ikke bygningerne eller monumenterne, det er jer, der er villige til at arbejde for at gøre ting bedre og er villige til at lytte til hinanden og diskutere med hinanden og samles og banke på dør og foretage opkald og behandle folk med respekt, sagde den nu tidligere præsident og fortsatte med at trøste de tilhængere, der var forfærdede over valget af Donald Trump som præsident:

- Og det stopper ikke nu. Det her er bare et lille pit-stop. Det er ikke et punktum, det er et komma i historien om udviklingen af USA.

Barack Obama har henrykket mange med sine taler gennem de seneste otte år.

Efter de sidste ord i talen og et bragende bifald, fløj Obama-parret væk fra indsættelsesdagen på en tiltrængt ferie i Californien.

Men Barack Obama var ikke den eneste, der fik et stort bifald.

For mens han talte, var den politiske elite samlet til en ceremoniel frokost for at fejre den nye præsident.

Og her kom Hillary Clinton igen i fokus.

Under valgkampen havde Donald Trump igen og igen kaldt hende ’Korrupte Hillary’ og havde lovet sine tilhængere, at han ville få en specialundersøger til at efterforske hende for at få hende fængslet.

Men nu havde han vundet, og tonen havde i den grad fået en anden lyd.

- Jeg var dybt beæret, da jeg hørte, at ekspræsident Bill Clinton og forhenværende udenrigsminister Hillary Clinton kom i dag. Jeg vil gerne bede om at rejse jer op.

Hele lokalet rejste sig og gave stående bifald til Hillary, der med et smil takkede et par gange, inden hun hurtigt satte sig igen.

Trump hylder Hillary Clinton med stående klapsalve. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

Ved mikrofonen klappede Donald Trump med hænderne i hovedhøjde, så alle kunne høre det, inden han fortsatte.

- Andet kan jeg ikke sige, for jeg har stor respekt for de to, sagde han, mens han pegede på Clinton-parret.

'I did it my way'

square to 16x9
Flere kropssprogseksperter påpegede i tiden efter indsættelsesdagen, at Melania Trump flere gange med sit kropssprog lænede sig væk fra sin mand. Foto: Scanpix

Et af Donald Trump største valgløfter var at afskaffe den sundhedsreform, hans forgænger, Barack Obama, havde indført i USA.

Reformen med titlen ’Patient Protection and Affordable Care Act’ hed i folkemunde ’Obamacare’, og Trumps tilhængere hadede den.

Så Obamacare skulle væk – og det kunne kun gå for langsomt.

Få timer efter han var blevet indsat som præsident, og kort tid efter den storslåede parade var forbi, satte han sig derfor ned ved skrivebordet i Det Ovale Kontor og for at udstede sit første dekret.

Flankeret af vicepræsidenten Mike Pence og stabschef Reince Priebus underskrev Donald et dekret, der skulle være første skridt i afskaffelsen af Obamacare.

Den nye præsident underskriver det første dekret. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

Med det sendte den nyindsatte præsident et kraftigt signal om de ændringer, han ville gennemføre i USA.  

Men programmet var ikke slut for Donald Trump og hans kone.

Forude ventede dansen.

Klokken 01.00 om natten dansk tid begyndte det første af tre baller, som Trump og Melania skulle deltage i.

Og til tonerne af Frank Sinatras ’My Way’ dansede præsidenten og førstedamen badet i rødt lys langsomt rundt i Walter E. Washington Convention Center.

Trump-parret danser ved bal efter indsættelsen. Video: Lasse Pedersen Underbjerg

Hun var klædt i en elfenbensfarvet gallakjole designet af Hervé Pierre, han havde butterfly på.

Men dansen fik en hård medfart på de sociale medier.

Flere medier skrev dagen efter om den ’bizarre’ og ’akavede’ første dans.

Undervejs i sangen hævede Trump blandt andet en knyttet næve i en sejrsgestus, og han brød også ud i sang under et af omkvædene og sang ’I did it my way’ - jeg gjorde det på min måde oversat til dansk.

Donald Trump afbrød flere gange den langsomme dans for at gestikulere.
Donald Trump afbrød flere gange den langsomme dans for at gestikulere. Foto: Scanpix

Men det, flere medier og brugere på de sociale medier lagde mest mærke til, var, at Melania Trump flere gange undervejs i dansen tilsyneladende lænede sig væk fra sin mand.

Det fik flere kropsprogseksperter til at spekulere i parrets forhold.

Også valget af sang til den første dans fik kritik på nettet – og det var ikke fra hvem som helst.

Frank Sinatras datter Nancy Sinatra havde nemlig fået nys om sangvalget.

Og hun reagerede kritisk med tweetet:

- Bare husk den første linje i sangen.

Den første linje lyder: Og nu er enden nær, og jeg står ved det sidste tæppefald.

Efter endnu to baller kunne Donald Trump for første gang slukke natlampen som præsident for USA.

Men allerede dagen efter ventede en af de største demonstrationer mod en nyindsat amerikansk præsident nogensinde.