Finanslov skal godkendes inden midnat - ellers risikerer USA at 'lukke'
Senatet har frem til midnat lokal tid til at godkende en forlængelse af en midlertidig finanslov - ellers lukker USA ned.
Det er ikke første gang, at man hører om et USA, der står på vippen til at lukke og slukke.
Men denne gang er truslen "reel nok".
Det vurderer Anders Agner, der er redaktør på Kongressen.com, et onlinemedie om amerikansk politik.
- Vi kan ikke 100 procent afvise, at det ender med, at USA lukker i morgen. Det er dog mere usandsynligt end sandsynligt, siger han til TV 2.
Natten til fredag vedtog Repræsentanternes Hus et forslag, som vil forlænge en midlertidig finanslov frem til den 16. februar. Senatet har nu frem til midnat lokal tid til at stemme forslaget igennem – og ellers lukker langt de fleste føderale myndigheder i USA.
Uden en finanslov – populært sagt statens husholdningsbudget – er der ingen penge til drift, og landets offentligt ansatte bliver sendt hjem uden løn.
USA ender i et vakuum, der kun kan opløses, når politikerne igen bliver enige.
'Shutdown' under Obama
Tiden skal blot spoles fem år tilbage for at finde et såkaldt ’shutdown’. I oktober 2013 'lukkede' USA ned med daværende præsident Barak Obama i spidsen.
- De gjorde det rent faktisk. En gruppe af republikanere har lige tvunget en lukning igennem, skrev Obama dengang på Twitter.
Et shutdown er alt andet end populært, og det er ikke noget, man som politiker ønsker sig, forklarer Anders Agner.
- Aben endte med at sidde på Republikanernes skuldre. Og det kan mange af dem, som sidder i ledelsen lige nu, godt huske. Det har de ikke lyst til igen, siger han.
100.000 for at være gæst hos Trump
Den tilspidsede situation i amerikansk politik kommer på et tidspunkt, hvor opbakningen til Donald Trump er historisk lav. Selvom det går godt i amerikansk økonomi, afspejles det ikke i meningsmålingerne.
Og så kommer den potentielle shutdown på dagen, hvor præsidenten kan fejre etårsdag på jobbet.
Årsdagen skal lørdag fejres på Donald Trumps luksushotel Mar-a-Lago i Palm Beach i den amerikanske delstat Florida. Stedet kaldes for ’Det Hvide Vinterhus’, selvom murens farve er rosa, og bruges flittigt af præsidenten selv.
Efter Donald Trumps første 100 dage viste en opgørelse fra New York Times, at præsidenten havde brugt 25 procent af tiden på Mar-a-Lago – hvert besøg koster mellem én og tre millioner dollars.
Og lørdagens fest er heller ingen billig affære.
For at komme med til festen skal deltagerne betale 100.000 dollars, men så får de også et billede med præsidenten, forklarer redaktøren på Kongressen.com.
”Kolossalt bagslag”
Vedtager Senatet ikke den forlængelse af en midlertidig finanslov, der fredag skal til afstemning, bliver der dog ikke meget at fejre for Donald Trump.
Ved sidste shutdown var der et republikansk flertal i Repræsentanternes Hus, mens Demokraterne sad på Senatet.
I dag er der dog republikansk flertal begge steder, og hvis USA lukker ned ved midnat, vil det give ”kolossalt bagslag” for netop Republikanerne.
- Det er sværere denne her gang at sælge overfor vælgerne, at det måske er nogle af de andres skyld. Det kan man ikke rigtig, siger Anders Agner.