Trump udnævner vinder af fake news i ’antiklimatisk’ annoncering
Donald Trump peger på New York Times som budbringer af den mest falske nyhed.
I en blog på partiets egen hjemmeside har Det Republikanske Parti offentliggjort en top10 over, hvilke nyheder – der ifølge den unavngivne forfatter – er mest falske.
Præsidenten selv retter mediers og følgeres opmærksomhed mod blogartiklen via det sociale medie Twitter med den, for den amerikanske præsident, karakteriske ordlyd: ”And the FAKE NEWS winners are…”
Trumps Tweet linker til en hjemmeside, hvor en top10 plus en bonusudnævnelse er listet op.
Nummer et på listen er en klumme fra 2016 skrevet af New York Times’ skribent Paul Krugman, der forudsagde, at det amerikanske aktiemarked ikke ville komme sig efter den nedtur, det fik, da Trump blev valgt. Det viste sig ikke at holde stik.
Washington Post kalder udnævnelsen ”mærkelig”, idet Krugman ikke er nyhedsjournalist, men skriver klummer og opinion.
Rusland-sammensværgelse med
På de næste pladser følger artikler fra ABC News, CNN, TIME og Washington Post.
Til allersidst, på 11.-pladsen, kommer sagen om, at Trump og hans administration skulle være involveret i en sammensværgelse med Rusland. ”DER ER INGEN SAMMENSVÆRGELSE”, står der.
Herefter følger en top 10 over, hvad Trump har opnået i sin embedsperiode.
Ventet med spænding
Overrækkelsen af Trumps fake news-pris har været ventet med en del spænding og nysgerrighed i de amerikanske medier, siden præsidenten første gang luftede idéen i november.
Siden da er datoen for annonceringen blevet udskudt flere gange, mens de amerikanske journalister har forsøgt at gennemskue, hvad de egentlig havde at se frem til.
- Emner vil dække uærlighed og dårlig journalistik i flere kategorier fra De Falske Nyhedsmedier. Bliv på kanalen!, skrev Trump den 3. januar, hvor han også lovede, at priserne ville blive annonceret den 8. januar.
Den 7. januar skrev præsidenten imidlertid, at ”The Fake News Awards” først ville blive offentliggjort den 17. januar. Trump skrev desuden, at ”Interessen i og vigtigheden af disse priser er langt større, end nogen kunne have forudset.”
Siden har offentliggørelsen været omgærdet af mystik. Tirsdag sagde hans pressechef, Sarah Huckabee Sanders, til reportere, der spurgte til annonceringen:
- Vi holder jer opdateret om eventuelle detaljer vedrørende den potentielle event, og hvordan det ville se ud. Det skriver Washington Post.
Trafik lagde siden ned
Undervejs i forløbet har der været gisninger om, hvorvidt der var et dommerpanel af en slags. Ville der være tale om et show måske? Prisoverrækkelser?
- Jeg vil i hvert fald ikke afsløre noget på forhånd, men mit gæt er, at der ikke er så få individer, der kunne være i spil til de priser… Vi vil helt sikkert holde jer opdateret. Det vil jo være svært for ham (Trump, red.) at overrække trofæer, hvis I ikke er der. Men jeg ved det ikke, vi må vente og se, hvad der sker, sagde Sarah Huckabee Sanders videre ifølge Washington Post.
Ifølge avisen så det mere og mere ud til, at Sanders ikke forsøgte at undgå at afsløre noget, men at der ikke var noget at afsløre.
Washington post kalder det hele ”antiklimatisk”.
Selve annonceringen fik et problematisk første forløb, da den hjemmeside, som Trump henviste til, var gået ned. Nysgerrige blev i stedet mødt af en fejlmeddelelse, hvori der stod, at sitet var offline.
Ifølge Det Republikanske Partis officielle Twitter-konto skyldtes fejlmeddelelsen, at der kom så store mængder trafik, at serverne – på trods af ekstra kapacitet – ikke kunne følge med.