Udland

Detaljer afsløret om anklagerne mod forældrene til 13 børn, der var spærret inde i årevis

Et forældrepar fra Californien er sigtet for at holde deres børn indespærret.

Forældreparret 57-årige David Turpin og 49-årige Louise Turpin fra Californien står til 94 års fængsel, hvis de bliver dømt for anklagerne om tortur mod deres egne børn.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Parret er sigtet for at holde deres 13 børn i alderen fra 2 til 29 år indespærret i familiens hjem i Perris i det sydlige Californien. De nægter sig begge skyldige.

Flere skræmmende detaljer

Børnene er ifølge politiet blevet mishandlet og har ikke fået nok at spise. I hvor lang tid vides endnu ikke.

Ved dagens retsmøde kom der flere detaljer frem om, hvad forældrene er anklaget for at udsætte deres børn for. Børnene skulle kun have fået lov at bade en gang om året, de skulle være meget underernærede og skulle samtidig være blevet tvunget til at se forældrene spise.

De blev straffet med fysisk vold eller fastlåsning for småting som at vaske hænder over håndleddet. Det kom også frem, at børnene skulle holde underlige døgnrytmer, hvor de blev holdt vågne til klokken fire eller fem om natten og så sov hele dagen.

Yderligere blev det afsløret, at flere af børnene i årevis havde planlagt flugt fra hjemmet.

17-årig lykkedes med at flygte

Turpin-parret havde registreret deres hjem som en skole, men i stedet for undervisningsmaterialer har efterforskere under en ransagning af huset fundet tegn på, at der er foregået tortur.

Politiet fik nys om sagen, da det i weekenden lykkedes et af børnene - en 17-årig pige - at slippe ud og ringe efter hjælp. Hun var så udmagret, at politiet i første omgang troede, at hun kun var omkring ti år.

Da betjente ankom til huset søndag, fandt de ifølge politiet i Perris tre af børnene "lænket til deres senge med kæder og hængelåse i mørke og ildelugtende omgivelser".