Udland

BLOG: Lortelande? Måske havde Trump fat i noget, da han sværtede Afrika

Mange afrikanere giver Donald Trump ret i, at Afrika på mange måder består af shithole countries – lortelande.

Først var der forargelsen og ophidselsen.

Hvor vovede han?

Hvad bildte Donald Trump sig ind, da han kaldte Haiti, El Salvador og afrikanske lande sådan generelt for shithole countries – lortelande?

Hvis man ikke får sin løn i månedsvis, hvis retssystemet er gennemkorrumperet, hvis der ikke er strøm det meste af tiden, og hvis folks liv konstant er i fare, så ER det et lorteland

MC Chaz

Så satte eftertanken ind, og nu kører der en ophidset debat over det hele. Trumps udtalelse har givet mange på tværs af hele kontinentet anledning til at se kritisk på ”the state of Africa” – Afrikas tilstand.

Nigeria ER er lorteland! Sådan siger den nigerianske skuespiller og komiker MC Chaz om sit land.

Den bastante melding har han affyret fra USA, hvor han bor nu. Han er en del af den såkaldte diaspora, altså folk, som har forladt deres oprindelige land.

- Hvis man ikke får sin løn i månedsvis, hvis retssystemet er gennemkorrumperet, hvis der ikke er strøm det meste af tiden, og hvis folks liv konstant er i fare, så ER det et lorteland, siger MC Chaz.

Afrika er lig med dårligdomme

Man kan se hans video på Youtube: Jeg forstår ikke, at folk er vrede på Trump over det, han siger, siger MC Chaz i sin bil, hvor den enkle video er optaget.

Han bakkes op af andre. I den kenyanske avis The Standard spørger korrespondent Alexander Chagema i dag: Hvad definerer Afrika i dag?

Er der snart andet end sygdomme, stammekrige, sult, fattigdom, slaveri, udryddelse af skovene, krybskytteri, dysfunktionelle regeringer, valgsvindel og massiv korruption?

Hvis der er, så har jeg misset det, skriver han. Og fortsætter: Verdens mest elendige ”velstand” findes i Afrika, og over en kam er der ingen politiske ledere, der gør noget ved det.

En spørger på Twitter: - Hvis de ikke var lortelande, hvorfor er der så så mange, der vil til Europa?

Andre siger, at Trump slet ikke var hård nok ved afrikanerne. Det har fået en anden klummeskriver, Charles Onyango-Obbo, i avisen The Nation til at bebrejde diasporaen, at den pisser i egen rede:

- Det hjælper dem med at udholde tanken om, at de har forladt deres eget land.

Han har også det overraskende synspunkt, at alle lande begynder som lortelande, og at de fleste lande for tre hundrede år siden var mere eller mere på lige fod. Det satte den industrielle revolution en stopper for.

De gamle magthavere fifler sig til magten

Her vil nogle læsere måske indvende, jamen, det går da fremad mange steder i Afrika. Man læser om en voksende mellemklasse, flere kommer i skole og, sygdomme udryddes.

Det er også rigtigt, men på en lang række afgørende områder går det desværre baglæns. På et tidspunkt så det ud til, at demokrati var svaret på Afrikas problemer.

Men de nyoplyste masser blev en trussel mod status quo, og den gamle orden blev genindført.

Vi ser det mange steder, hvor præsidenter fifler med både grundlove og domstole for at kunne klynge sig til magten. Så meget for demokratiet.

Nordmændene gider ikke USA

Læserbrevsskribenter føler sig krænkede af Trump og kræver en undskyldning.

Og vil Trump ikke også være så venlig at specificere, hvilke afrikanske lande han hentydede til, og hvilke kriterier han bedømmer ud fra?

En skribent trækker det altid sikre kort - kolonikortet:

- Sandheden er, at lortelandene, som Trump kalder dem, ikke er andet end et produkt af deres tidligere koloniherrer.

Trump vil hellere have nordmænd end afrikanere. Han havde lige haft besøg af Norges statsminister Erna Solberg, da han angivelige sagde ordene. Hun må have gjort et godt indtryk.

Men de har det for godt i Norge. De sidste ti år har den norske immigration til USA været på under 1000 personer.

Som nogle af nordmændene siger:

- Vi vil da ikke bo i det lorteland.