Udland

Skuespiller, der kastede håndgranater fra helikopter, dræbt af nationalgarde

Lige til det sidste var Oscar Perez aktiv på de sociale medier. Omringet af regeringsstyrker fortalte han, at han vidste, at han ville blive dræbt.

Den flamboyante rebel fra Venezuela Oscar Perez blev mandag dræbt af landets regeringsstyrker sammen med seks af sine tilhængere.

Den stærkt eftersøgte Oscar Perez og hans tilhængere blev fundet af soldater fra Nationalgarden i en beboelsesejendom i udkanten af hovedstaden Caracas, som derefter blev beskudt med granatkastere.

Under belejringen udsendte Perez flere beskeder via sociale medier, hvor han med blodet løbende ned ad ansigtet fortalte, at han havde forsøgt at overgive sig, men at Nationalgarden ikke ville tage imod hans overgivelse, men kun ønskede at slå ham ihjel.

Reaktionerne på hans død er vidt forskellige i det splittede Venezuela.

Mens præsident Nicolas Maduros regering kalder Oscar Perez for en "fanatisk, ekstrem terrorist" og hylder nationalgardens indsats, så kalder oppositionen hans død for en ’"henrettelse af civile", der må undersøges af en kongreskommission.

- Vi så en gruppe civile, der overgav sig, men som alligevel blev massakreret, siger Delsa Solorzano, der er medlem af kongressen for oppositionen, til Reuters.

Oscar Perez trådte frem i juli i forbindelse med en mindehøjtidelighed for dræbte demonstranter. Allerede dengang var han stærkt eftersøgt af myndighederne efter helikopterangrebet måneden før.

Den meget fotogene tidligere politimand, filmskuespiller, helikopterpilot og hundetræner blev kendt verden over i juni sidste år, da han, midt i de omfattende protester mod præsident Maduro, kaprede en politihelikopter og fløj ind over centrum af Caracas.

Fra helikopteren, der var udsmykket med et oprørsslogan, affyrede han skud mod Indenrigsministeriet og kastede granater mod Højesteret. Ingen kom til skade ved angrebet, men angrebet gjorde Perez beundret af oppositionstilhængere og gjorde ham til Venezuelas måske mest eftersøgte mand.

Stjal våben

Han dukkede op et par gange i løbet af det næste halve år.

Først i juli, da han deltog i en mindehøjtidelighed for de omkring 90 demonstranter, der var blevet dræbt under sommerens demonstrationer mod regeringen. Her gav han interviews til pressen i menneskemængden uden at blive anholdt.

I december dukkede han så op igen, da han sammen med tilhængere overfaldt en af Nationalgardens kontrolposter, bagbandt mandskabet og stjal alle deres våben.

Sociale medier

Men det var først og fremmest på de sociale medier, han talte sin sag. Det er uklart, præcis hvilken oppositionsgruppe eller oprørsgruppe, Perez og hans tilhængere tilhørte, hvis nogen overhovedet, men Perez kaldte konstant til oprør mod præsident Maduro.

Oscar Perez i den video, hvor han forklarede baggrunden for sit spektakulære helikopterangreb på Højesteret.

Den 36-årige Perez var en smuk og semikendt mand med en kort skuespillerkarriere bag sig. I videoerne iscenesatte han sig som politikaptajn, helikopterpilot, skarpskytte, frømand, hundetræner og børneven. Men først og fremmest som en glødende modstander af den siddende præsident.

Gemmested afsløret

Hans sidste fremtræden, både i Venezuelas offentlighed og på de sociale medier, blev altså mandag. Det var lykkedes myndighederne at opsnuse gruppens tilholdssted, og Nationalgarden fik omringet bygningen, hvor Perez, seks tilhængere - fem mænd og en kvinde – og en familie på fire, der boede i huset, opholdt sig.

Her blev Oscar Perez dræbt. Rækken af politibiler og andre køretøjer holder foran bygningen (bagerst) hvor Perez og hans tilhængere blev dræbt.

Perez selv lagde flere videoer ud på de sociale medier, hvor han fortalte, at han ønskede at redde livet for sine seks tilhængere og den uskyldige familie, der boede i huset.

Men forsøget på at overgive sig mislykkedes.

Ved daggry mandag indledte Nationalgarden et heftigt angreb og beskød bygningen med granater og tunge rifler.

Resultatet var ifølge indenrigsminister Nestor Reverol, at de syv "terrorister" og to medlemmer af Nationalgarden blev dræbt.

Det er endnu uklart, hvad der skete med den familie, der boede i huset.