Sejler i hjemmelavet båd blev reddet efter 100 dage til søs

16x9
Den 62-årig australier blev fundet seks kilometer ud fra Mauis kyst af en passagerbåd. (Arkivbillede) Foto: JEWEL SAMAD / Scanpix Denmark

En 62-årig mand blev fundet tæt på Hawaii efter 100 dage på Stillehavet.

En australsk mand var på vej hjem til Australien fra Panama i en hjemmelavet sejlbåd, da noget gik galt.

Vejret slog ham ud af kurs under den mere end 15.000 kilometer lange sejltur over Stillehavet, og han blev først fundet 100 dage senere seks kilometer ud fra Hawaiis kyst.

Det skriver The Guardian.

Den 62-årige mand blev opdaget af en passagerbåd ud fra den hawaiianske Maui søndag eftermiddag, fortæller den amerikanske kystvagt.

Desorienteret og uden motor

Besætningen, der fandt ham, har fortalt kystvagten, at manden virkede desorienteret, og at han havde problemer med at sejle i havn.

Den hjemmelavede sejlbåd var 30 fod – eller ni meter – lang og havde ikke motor eller kommunikationsudstyr. Tilmed var dens sejl ifølge kystvagten i dårlig stand.

Manden skal derfor prise sig lykkelig for, at det ikke gik værre til.

- At være desorienteret på havet i et fartøj uden kommunikationsudstyr ombord kan være dødeligt, hvis det ikke bliver håndteret hurtigt, sagde underofficer Jacob Schlereth fra den amerikanske kystvagt på Maui.

Manden er stadig ikke blevet identificeret, og han skal nu afhøres af den amerikanske grænsekontrol, før han kan fortsætte sin hjemrejse.