BLOG: Ingen kan stoppe Trump, hvis han trykker pĂĄ atomknappen
Det amerikanske senat har for første gang i 40 år holdt en høring om, hvorvidt USA's præsident skal have uhindret adgang til at udløse et atomangreb.
I 1973 deltog en helt særlig gruppe af officerer fra det amerikanske flyvevåben i et træningskursus på Vandenberg Air Force Base.
De var alle operatører af det ultimative atomvåben, USA rådede over – Minuteman.
Blandt deltagerne i kurset var major Harold L. Hering, 37 ĂĄr gammel og far til til fem.
Han havde gennemført fem ture som soldat i Vietnam - blandt andet som helikopterpilot - og var blevet belønnet med Distinguished Flying Cross for hans rolle i flere livsfarlige redningsaktioner af sårede amerikanske soldater.
Major Hering var tæt på at blive udnævnt til oberstløjtnant og havde en flot militærkarriere bag sig efter sine fem ture til Vietnam.
Hans rolle dybt nede under jorden i en missilsilo på Vandenberg var, sammen med en kollega, at udføre den sidste del af kommandokæden, hvis USA's præsident havde beordret et atomangreb.
Manden med nøglen
Hvis den ordre kom, ville den hurtigt bevæge sig ned gennem kommandosystemet.
Hele atomplanen byggede på, at hvis præsidenten havde udstedt sådan en ordre, kunne officererne længere nede i kommandokæde ikke stille spørgsmålstegn ved den. Præsidenten havde og har National Command Authority – han er øverstkommanderende for USA's væbnede styrker.
Helt enkelt foregår det ved, at præsidenten er i besiddelse af nogle koder, som han alene har adgang til.
En kopi af disse koder ligger et i pengeskab hos missiloperatørerne dybt under jorden for eksempel på Vandenberg-basen.
Den såkaldte Two Man Rule betyder, at to officerer modtager de afgørende koder fra præsidenten, åbner pengeskabet og sikrer sig, at de to kodesæt er ens. Er dette tilfældet, skal de affyre atomvåbnene.
De to officerer er begge bevæbnede. Hvis den ene officer vurderer, at den anden er ude af stand til at gennemføre proceduren eller er blevet sindssyg, kan han i yderste tilfælde skyde vedkommende.
Det fatale spørgsmål
Kurset på Vandenberg foregik i 1973, hvor præsident Richard Nixon havde store problemer. Pressen skrev uafladeligt om en stærkt presset præsident og om, at Nixon var deprimeret og ude af balance på grund af undersøgelserne af hans egen rolle i indbruddet i Demokraternes hovedkvarter i Watergate.
Det var i denne tid, Harold Hering fik nogle nærmest kætterske overvejelser.
Efter en overstået kursustime dengang i 1973 var hans militære kolleger på vej ud af lokalet på Vandenberg basen.
Han blev tilbage, og - uden for hørevidde af sine klassekammerater - stillede ifølge mediet Slate et spørgsmål til deres fælles underviser.
Det er vigtigt at understrege, at han dengang sammen med sine klassekammerater var én af de helt afgørende personer, som i givet fald skulle udføre ordren fra præsidenten om at udløse et omfattende atomangreb på Sovjetunionen. Han besad bogstaveligt talt nøglerne til at udløse sådan et angreb.
Derfor var hans spørgsmål temmelig kontroversielt.
- Hvordan kan jeg vide, at den ordre jeg modtager, om at jeg skal affyre mine missiler, kommer fra en mentalt sund person?
- Jeg tænkte, at der måtte være et system sat i værk, som forhindrede at én enkelt mand - blot fordi han nu fandt det betimeligt - ikke kunne beordre affyringen af atomvåben, sagde Hering under et interview for nylig med Radiolab.
Det tilsyneladende helt relevante og uskyldige spørgsmål skulle komme til at koste ham hans karriere.
To-mand-reglen
Det er alene præsidenten, der kan beordre atomvåbnene affyret på et hvilket som helst tidspunkt og af hvilken som helst grund.
Hvis præsidenten er død, overtages hans rolle af vicepræsidenten, som har sin egen "fodbold".
Der er en fast procedure under to-mands-reglen. Den betyder, at en sådan ordre fra præsidenten skal bekræftes af forsvarsministeren. Han har ikke veto over en atombeslutning. Hvis han eller hun ikke er enig, kan præsidenten afskedige forsvarsministeren.
Herefter skal præsidenten have bekræftet ordren af en viceforsvarsminister.
Atomfodbolden
Så længe præsidenten befinder sig i Det Hvide Hus, ombord på Air Force One eller tæt på en af de utallige baser i landet, kan han søge derhen for at udstede sin ordre.
Men for at være helt sikker på han har mulighed for at reagere hurtigt på et muligt atomangreb mod USA, følges han døgnet rundt af en officer, der bærer ’atomfodbolden’.
Det er øgenavnet for et sæt af kommunikationsudstyr, koder og anden teknologi, der traditionelt bæres i en stor lædertaske - deraf øgenavnet.
Fodbolden vil især komme i spil, når præsidenten er fysisk væk fra forsvarsministeren, som kan kontaktes umiddelbart ved hjælp af det topsikrede kommunikationsudstyr, der er i tasken.
Der er også computere, flere radioer, mobil- og satellittelefoner og sågar en instruktionsbog – men ingen ’atomknap’.
Tasken indeholder også et overblik over, hvilke atomvåben der er til rådighed, og ifølge hjemmesiden Defenceone.com et særligt kort med koderne, som skal sikre, at præsidentens ordre er ægte.
Han bærer selv et særligt kort på sig med øgenavnet ’the biscuit’ – kiksen – fordi hans personlige koder ligger i et plastiketui, som skal knækkes midt over, før man kan få koderne ud og bekræfte, at det rent faktisk er præsidenten.
Trump har bolden
I dag er det præsident Donald Trump, der har atomkoderne.
Det er som udgangspunkt hemmeligt, hvad der foregår, når en nyvalgt præsident får koderne, ’kiksen’ og råderet over fodbolden. Men Bill Clintons rådgiver George Stephanopoulos og William Arkin har ifølge NBC News tidligere fortalt om det meget højtidelige øjeblik, da Bill Clinton fik kommandoen.
- Kort før præsidenten aflagde sin ed foran en højesteretsdommer, mødtes han med de øverste militære chefer, som har den daglige kommando over USA’s store forsvar og får ’The Briefing’ – orienteringen.
Ifølge de to mænd var stemningen både skræmmende og højtidelig.
Den kommende præsident bliver orienteret om, hvordan han kan beordre et atomangreb og om de værktøjer, han har til rådighed.
Han bliver ogsĂĄ orienteret om indholdet af den 23 kilo tunge atomfodbold.
Præsidentens personlige kodekort aktiveres elektronisk, umiddelbart efter han er blevet svoret ind som den nye præsident.
Bill Clinton var meget pĂĄvirket af situationen:
- Clinton kom ind i lokalet. Manden, som kort tid efter ville have kommandoen over verdens mægtigste militær. Han var stille og nærmest dyster, jeg havde aldrig set ham sådan før, lyder det fra Stephanopoulos.
Frygt for Trump og atomvĂĄben
Det var netop den stort set uindskrænkede magt, præsidenten har over USA’s atomvåben, som for første gang i 40 år fik senatets udenrigskomité til at indkalde til en helt særlig høring forleden.
Mødet skyldtes en stigende bekymring både blandt præsident Trumps egne republikanske senatorer, men også de demokratiske senatorer, over at det lige præcis er Trump, der nu har atomfodbolden.
- Der er en stigende frygt i begge partier over Trumps impulsive temperament, og det har rejst spørgsmålet om, hvorvidt han er egnet til at have denne nærmest absolutte magt, uden at nogen andre stort set kan holde styr på ham - endsige opfordre til tilbageholdenhed, skriver Foreign Policy.
Frist: 6 minutter
Der var en gang, hvor det var tæt på at gå galt og hvor atomvåbnene, ifølge nukewatch.com, var ved at blive udløst. Et skræmmende eksempel på, hvor få minutter der er for præsidenten og hans folk til at reagere.
Dybt nede i den strategiske kommandobunker i Cheyenne-bjergene i Colorado lyste en særlig konsol op i 1979 med varsel om, at et fuldskala sovjetisk atomangreb var i gang. Den fortalte, at adskillige sovjetiske atommissiler var blevet affyret med kurs mod USA.
Præsident Carters sikkerhedspolitiske rådgiver Zbigniew Brzezinski blev vækket og fik en direkte opringning fra NORAD. Beskeden var, at USA var tæt på at blive udslettet, fordi Sovjetunionen havde iværksat et omfattende atomangreb - missilerne var allerede affyret og var nu på vej mod det kontinentale USA.
Brzezinski var få sekunder fra at nå frem til Carters soveværelse i Det Hvide Hus for at fortælle ham den forfærdelige nyhed om angrebet - og for at overbevise ham om, at han burde iværksætte et modangreb uden forsinkelse. Tidsfristen var seks minutter. Brzezinski var sikker på, at nu var det slut, at enden var nær.
Sekunder før han tog fat i den interne telefon i Det Hvide Hus for at vække Carter, fik Brzezinski et tredje opkald på en anden telefon.
Afblæst alarm
Alarmen var udløst af en menneskelig og teknisk fejl. Det viste sig, at et kassettebånd, som blev brugt til træning af det atomare system, ved en fejl var blevet indlejret i det rigtige netværk, som skulle advare om et angreb i realtid. De forskellige signaler forvirrede de officerer, der var på vagt.
De blev i øvrigt afskediget, fordi de brugte otte minutter på at reagere på truslen i forhold til de krævede tre minutter, som de havde til at bekræfte, at der efter deres mening var tale om et rigtigt og ægte angreb mod USA.
Senatets bekymring
Det er netop risikoen for misforståelser eller forhastede beslutninger, som flere i senatet nu frygter, og som de udtrykte på mødet forleden.
- Vi er bekymrede for, at USA’s præsident er så ustabil, er så overfladisk, at han måske ville beordre et atomangreb mod Nordkorea, lød det fra den demokratiske senator Chris Murphy.
Republikaneren Marco Rubio ønskede ikke direkte at forsvare Trumps retorik om Nordkorea, men henviste til at vælgerne jo har valgt ham:
- Én af de ting vælgerne tænker over, når de skal vælge en person til at være præsident i USA, er blandt andet, om de vil tiltro ham med denne mulighed for at anvende atomvåben, var Rubios pointe.
Flere ekspertvidner var indkaldt til høringen - her iblandt den pensionerede general i flyvevåbnet C. Robert Kehler, som tidligere havde ansvaret for USA's atomarsenal, da han var den militære chef for USA’s strategiske kommando.
Han afviste, at præsidenten kunne udløse et atomangreb, hvis ikke det skete som et gensvar på, at USA var ved at blive angrebet.
- Atomberedskabet at bygget op omkring en hurtig udførelse af præsidentens ordre. Men det gælder kun, hvis USA er udsat for et atomangreb. Ikke for eksempel som et forebyggende angreb mod Nordkorea eller et hvilket som helst andet land, sagde Kehler på mødet.
- Dette er et system, der er kontrolleret af mennesker. Intet sker automatisk, betonede han.
Så blev general Kehler spurgt, hvad der ville ske, hvis USA’s præsident beordrede et atomangreb, uanset grunden, og den firestjernede general protesterede eller afviste at følge ordren, fordi han vurderede, at den var ulovlig.
Han havde ikke et direkte svar:
- Man ville befinde sig i en ganske interessant situation i forhold til forfatningen.
Høringen endte uden synlige resultater.
Generalen garanterer
På en anden høring i et sikkerhedspolitisk forum i Halifax for nylig forsikrede den nuværende chef for USA’s strategiske kommando John Hyten ifølge Realcleardefence.com, at han ikke ville udføre en ordre, som han betragtede som ’illegal’.
- Præsidenten og jeg har haft en samtale om dette. Hvis ordren er illegal, hvad tror I så der vil ske, spurgte han retorisk.
- Så vil jeg sige ’Hr. Præsident, ordren er ulovlig.’ Og hvad vil han så gøre? Han vil spørge: ’Hvad er så en legal ordre?', sagde generalen.
- Derefter vil vi drøfte, hvilke andre legale muligheder der er i forhold til situationen. Det er sådan, det fungerer, sagde Hyten.
- Men det er som om, der er nogen, der anser os for at være dumme. Vi er ikke dumme. Vi tænker en hel del over disse udfordringer. Når man har sådan et vidtgående ansvar, hvordan kan man så undgå at tænke det virkelig godt igennem, spurgte generalen.
- Jeg ville aldrig adlyde en illegal ordre. Jeg ville jo risikere at komme i fængsel resten af mit liv.
Hering stod fast
To år efter major Hering havde stillet sit spørgsmål om, hvorvidt han kunne være sikker på, at præsidenten var ved sine fulde fem, stod han foran en undersøgelseskommission i det amerikanske luftvåben.
Han havde indtil da håbet på, at det amerikanske luftvåben ville være en livstidsstilling og han forventede, at han ville blive udnævnt til oberstløjtnant. Det var før, han stillede det forbudte spørgsmål.
Han stod fast.
- Min loyalitet overfor den ed, jeg har aflagt, kræver, at jeg kun udfører lovlige ordrer, forklarede han kommissionen.
Det amerikanske luftvåben fastholdte, at den viden han søgte om, hvorvidt en ordre om at affyre atomvåbnene, lå udenfor for hans ’need to know’ – altså at det var ikke en viden, han behøvede for at udføre sin ordre.
40 ĂĄr senere sagde Hering i et interview til radiostationen Radiolab:
- Jeg er nødt til at sige, at jeg havde brug for at vide det, fordi jeg er jo blot et menneske!
- Det ligger dybt i en officer, at han skal gøre, hvad der er rigtigt - også i forhold til hvad landet har brug for - uanset hvilke ordrer, der måske modsiger dette. Det øjeblik du drejer den nøgle, ved du faktisk ikke, om du lever op til den ed, du har svoret, sagde Hering.
Hering fik brat sin karriere i militæret stoppet. Han blev fyret. Fordi han havde stillet et spørgsmål.
Han mente og mener stadig, at han gjorde det rigtige.
Fra atommand til lastbilchauffør
Efter hans militære karriere blev stoppet, begyndte han at køre lastbiler og endte som misbrugskonsulent for hjemløse. Han er stadig bekymret.
- Det bekymrer mig stadig, at det eneste omrĂĄde, hvor der ikke er involveret flere personer, er det omrĂĄde, som bogstaveligt talt kan betyde udslettelsen af alt liv pĂĄ jorden, sagde han for nylig til Radiolab.
Om det forbudte spørgsmål svarede han, at det ikke alene var på sine egne vegne, han stillede det.
- Det spørgsmål blev stillet på vegne af os alle.
Generaler joker ikke
En højtstående dansk officer, som ønsker at være anonym, har et indgående kendskab til det amerikanske system.
- I forhold til det nukleare spørgsmål, så antager jeg, måske naivt, at der er oprettet systemer, som ikke gør det muligt for en siddende præsident at beordre et atomangreb over morgenkaffen.
- Min generelle vurdering er, at amerikanske top-officerer er særdeles velfunderede, begavede og selvstændige, siger han til TV 2.
- Men de er også særdeles loyale. Præsidenten ér Commander-in-Chief, uanset hvad han hedder. På de lavere niveauer er det muligt, at kritikken nogle steder er mere udtalt. På det niveau indgår der jo også personel i affyringssekvensen, siger officeren til TV 2.
- Her spiller den berømte ’failsafe’ præmis imidlertid ind. Det betyder, at alt er gjort for at forhindre fejl og misforståelser. Proceduren er, at missilmændene går rundt med våben, netop for at modvirke, at der er nogen, der får kolde fødder, siger officeren.
- I dag, som for 70 år siden er det således spørgsmålet om, hvor mange menneskeliv man "kan" have på samvittigheden. Narrativet dengang var principielt spørgsmålet om at bidrage til en afslutning på en Verdenskrig.
- Med den nuværende retorik kan der sagtens opstilles en lignende præmis, der dermed "legaliserer" at trykke på knappen. Jeg vurderer derfor, at det er naivt at satse på, at der er nogen i affyringssekvensen, som potentielt får kolde fødder. En reel adressering af problemstillingen bør findes i diplomati - og et passende beslutningshieraki, siger officeren til TV2.dk.
Det er stadig Trump der har fodbolden.