Udland

Se billederne: Nytåret skudt ind verden rundt

Stillehavsøerne tog som de første fat på 2018, fyrværkeriet var spetakulært i Hong Kong, mens nytåret blev fejret med lysshow i Dubai.

Hvide palmestrande oplyst af en regn af raketter på stillehavshimlen. Øboere på den anden side af kloden har som de første vinket farvel til 2017 - og taget hul på 2018. 

Mens det nye år nærmer sig de danske kyster, har det allerede været forbi Australien, bevæget sig videre over Asien og er lige nu over Rusland. 

Herunder kan du se billeder og videoer fra de steder i verden, hvor de er hoppet ind i det nye år - og nogle af de steder, hvor de stadig venter i spænding. 

Klokken 11: Øboere var de første til at fejre 2018

2018 var allerede en realitet i ørigerne Samoa og Kiribati klokken 11 dansk tid.

Er du vild med nytår, er det godt at bo i Samoa, der ligger mellem Hawaii og New Zealand. Flyver du en time mod vest, kan du knap et døgn senere fejre nytåret igen i Amerikansk Samoa.

Stillehavslandet skiftede nemlig plads på datolinjen tilbage i 2011. Før det sprang Samoa 30. december over og var derfor nogle af de sidste til at fejre nytåret. 

Klokken 12: Titusindvis samlet i New Zealands største by

I New Zealand sprang de ind i det nye år klokken 12 dansk tid.

I landets største by, Auckland, var titusindvis af folk samlet omkring observationstårnet Sky Tower, som er 220 meter højt. Her skød et fem minutter langt fyrværkerishow det nye år i gang.

Flere end en million mennesker var samlet i Sydney i Australien for at fejre nytåret.
Også i Melbourne i Australien er raketterne sendt i luften.

Helt så festligt var det dog ikke på øen Waiheke, der ligger cirka 30 kilometer fra Auckland. Her måtte myndighederne aflyse det planlagte fyrværkerishow på grund af tørke.          

Klokken 14: Jubelbrøl over Sydney

Traditionen tro blev nytåret i den australske storby Sydney indledt med et stort fyrværkerishow fra Sydney Harbour Bridge. En million mennesker var til stede. Og selvom sikkerheden ifølge nyhedsbureauet AP ikke var helt i top, forløb fejringen uden meldinger om uro. 

I år blev introduktionen af en ny lov i Australien, der muliggør ægteskab mellem to personer af samme køn, samtidig markeret med fyrværkeri i regnbuens farver.

Hollywood-skuespiller Hugh Jackman har været med til at designe en mindre del af fyrværkerishowet.

Samtidig var den australske skuespiller Hugh Jackman en del af festlighederne, da han har været med til at designe en mindre del af fyrværkerishowet. 

Klokken 16: Asien imponerer med flere fyrværkerishow

Søndag eftermiddag sprang store dele af Asien - heriblandt Japan, Korea og Kina - også ind i det nye år. 

Klokken 16.30 dansk tid fyrede Nordkorea op for et gevaldigt fyrværkerishow. Landets leder Kim Jong-un deltog i festlighederne i hovedstaden Pyongyang, hvor de fremmødte borgere filmede den oplyste himmel med smartphones, krammede deres kære og brød ud i jubel under det 30 minutter lange nytårsshow. 

Stor jubel under fyrværkerishow i Nordkorea Video: Maria Runøe Møller

Festlighederne fløj herefter videre over til Singapore og Hong Kong klokken 17 dansk tid. 

Og her kunne også Hong Kong imponere med et gevaldigt fyrværkerishow for fuld musik, der oplyste Victoria Harbour i mere end ti minutter - og til stor jubel for de fremmødte. 

Ifølge turistbureauet Discover Hong Kong var showet det største nogensinde. 

Hong Kong imponerer med stort fyrværkerishow, nytår 2017 Video: Maria Runøe Møller

Klokken 21: Ingen krudt i Dubai

Flere steder i Mellemøsten har de åbnet døren til 2018 først på aftenen dansk tid. Det gælder blandt andre de Afghanistan, Iran og Forenede Arabiske Emirater,.

Dubai har tidligere været ramt af brande i forbindelse med affyringen af hovedbyens imponerende nytårskrudt. Nytårsaften i 2015 stod et højhus på 63 etager pludselig  i flammer - og måske er det netop én af grundene til, at myndighederne i Dubai i år har nedlagt et forbud mod at tænde nytårslunterne og i stedet valgte fremførte et stort laser- og lysshow. 

Dubai fejrer nytår uden krudt og raketter Video: Maria Runøe Møller

Klokken 22: Rusland hopper ind i det nye år

Som de næste i rækken hoppede Rusland ind i 2018 klokken 22 dansk tid. 

I anledning af nytåret holdt landets præsident, Vladimir Putin, også sin årlige tale, hvor han blandt andet lagde vægt på, at Rusland fortsat støtter Syriens suverænitet med præsident Bashar al-Assad i spidsen. 

Nytårsaften holdt Ruslands Præsident, Vladimir Putin, sin årlige tale. Han markerede dog allerede nytåret i Moskva i onsdags, hvor den officielle "nytårsferie" gik i gang i Rusland.

Klokken 23: Nytåret er kommet til Europa

Herefter bevægede nytåret sig mod Europa, hvor Grækenland som det første land satte fut i sine raketter klokken 23 dansk tid.

En time efter fejrede hundredtusindvis af mennesker det nye år i Paris' ikoniske gade Champs Elysee, hvor de kunne se fyrværkeriet over Triumfbuen. Knap 2000 sikkerhedsstyrker var på gaden i den franske hovedstad for at beskytte de store folkemængder mod eventuelle angreb.

Fyrværkeriet ved Triumfbuen i Paris.

Ved midnat blev det selvfølgelig også Danmarks tur.

Klokken 01: London Eye med koordineret fyrværkerishow

I mere end 10 minutter fyrede man i London et større fyrværkerishow af foran de tusindvis af fremmødte.

Omkring 100.000 havde købt billet til at se fyrværkeriet fra kanten af Themsen, inden de brød ud i fællessang til tonerne af 'Auld Lang Syne'. Traditionen tro fik Big Bens klokke lov til at ringe det britiske nytår ind, selv om det berømte klokketårn ellers har været ude af drift i forbindelse med en stor renovering.

London byder 2018 velkommen Video: Martin Skajaa Wøldike

Klokken 04: 

I Brasilien samledes tusindvis af mennesker på den ikoniske strand Copacabana for at ønske hinanden godt nytår.

De bevidnede et spektakulært fyrværkerishow, som blev affyret ude fra vandet.

Rio fejrer det nye år med spektakulært fyrværkeri Video: Esther Margrethe Lynard

Her venter de stadig

I New York forventes tusindvis af mennesker at dukke op på det berømte Times Square for at tælle ned til det nye år - blandt andre i selskab med sangerinden Mariah Carey. 

Det er til trods for, at nytåret her bliver et af de koldeste i nyere tid med temperaturer langt under frysepunktet. 

Selvom nytåret stadig er mange timer væk i New York er flere allerede begyndt at stimle sammen ved Times Square for at fejre nytåret.

Imens må en række små, amerikanske øer vente helt til klokken 13 mandag - nytårsdag - med at gå ind i 2018.