Udland

Dansk FN-ansat troede han skulle gøre verden til et bedre sted, men så mødte han korruptionen

Dansk-amerikanske Michael Soussan blev whistleblower, da han afslørede omfattende korruption. Nu er hans historie blevet til en film.

Overvågning, indbrud i lejligheden og hackede e-mails.

Det lyder som scener fra en spionroman.  

Men det blev virkelighed for dansk-amerikanske Michael Soussan, da han besluttede sig for at blive whistleblower, en 'sladrehank', og afsløre sin viden om det, der senere blev en verdensomspændende korruptionsskandale.

- Min e-mail blev hacket, jeg havde indbrud i min lejlighed, jeg blev skygget og måtte ind og vidne i Kongressen i USA. Det var ikke sjovt, fortæller han, da TV 2 møder ham i hans hjem i Los Angeles i Californien forud for verdenspremieren på filmen Dobbeltspil, der er baseret på dansk-amerikanerens oplevelser.  

I den gode sags tjeneste

Det begyndte med et drømmejob.

I en alder af bare 24 år lykkedes det Michael Soussan at opnå en stilling hos FN’s højprofilerede humanitære program ’Oil for Food’ i Irak.  

Det var en kæmpe mulighed, og han kunne næsten ikke tro sit eget held.

- Det var mit første store job. Jeg havde fået meget ansvar, og jeg troede, at med hårdt arbejde kunne man gøre verden til et bedre sted, fortæller han. 

Jeg måtte hurtigt erkende, at det var et bundkorrupt system

Michael Soussan

Og det var netop det, den unge diplomat håbede, programmet i Irak ville. I slutningen af 1990’erne var der skrappe økonomiske sanktioner mod Saddam Husseins regime. Men lokalbefolkningen led under manglen på mad og medicin. Oil for Food-programmet tillod derfor Irak at sælge sin olie på verdensmarkedet til gengæld for mad, medicin og andre humanitære fornødenheder, der skulle gå direkte til den irakiske befolkning og undgå at falde i lommerne på diktatoren og dermed gavne hans militære opbygning. 

Gennemsyret af korruption

Men der gik ikke længe, før Soussan indså, at virkeligheden ikke altid var i tråd med de gode intentioner. På de hospitaler han besøgte i Irak, oplevede han, at medicinen var for gammel og sommetider slet ikke nåede frem.

Jeg var meget alene, da jeg begyndte at tale

Michael Soussan

Programmet var, ifølge Soussan, ganske enkelt bundkorrupt. En korruption, der blandt andet involverede bestikkelse og lukrative olie-kontrakter, og - skulle det vise sig - hans egen chef.

- Jeg kom til FN med alle de rigtige idealer men måtte hurtigt erkende, at det var et bundkorrupt system, fortæller han.

Hovedrolle i ny film

Da Michael Soussan gik ud med sin viden, kendte verden endnu ikke til berømte whistleblowere som Edward Snowden, der nærmest har opnået heltestatus i dele af verden.

- Jeg var meget alene, da jeg begyndte at tale, fortæller han.

Men til januar får danskerne indblik i Michael Soussans oplevelser, når den internationale thriller Dobbeltspil, instrueret af danske Per Fly, har verdenspremiere.

Der var mystiske dødsfald, trusler mod vores ansatte og biluheld

Michael Soussan

Filmen er baseret på Michael Soussans oplevelser før, under og efter, han valgte at tale, og følger de dilemmaer den unge diplomat stod overfor.

Selvom filmen både involverer mystiske biluheld, drab og trusler, mener Michael Soussan, at den er tæt på den virkelighed, han oplevede i Irak. Video: Michael Rathje

Og selvom filmen både involverer mystiske biluheld, drab og trusler, mener Michael Soussan, at den er tæt på den virkelighed, han oplevede i Irak.

Det var som om, at det forkerte var blevet normalt

Michael Soussan

 - Jeg synes, den er ret tæt på virkeligheden. Selvom man jo ikke kan koge flere års erfaring ned til halvanden time uden at bruge dramatiske virkemidler. Men der var mystiske dødsfald, trusler mod vores ansatte og biluheld, der var meget mistænkelige, siger han. 

Daglige panikanfald

Michael Soussan forsøgte i første omgang at være en loyal medarbejder. Han ville råbe FN-systemet op indefra. Men det gik ikke, som han håbede, og han blev mere og mere frustreret.

- Det var som om, at det forkerte var blevet normalt, og folk vidste ikke længere, hvor grænsen gik, siger han.

Til sidst - efter daglige panikanfald - så han ingen anden udvej end at dele sin viden og blive whistleblower.

- Det er rigtigt, når man ikke kan kigge sig selv i spejlet uden at føle, at man er med til noget, som er dybt forkert. Selvfølgelig skal man være loyal over for arbejdspladsen. Men når man ikke både kan være loyal over for sin arbejdsgiver og loyal over for sine egne principper, så skal man gøre noget. Det var det, jeg gjorde, siger han.

Livet som whistleblower

Det er nu over 10 år siden, Michael Soussan delte sin viden.

Siden har han skrevet bogen ’Backstabbing for Beginners’ om sine oplevelser. I dag bor han i Los Angeles med sin familie og har forladt diplomatiet for at arbejde i filmbranchen.

Der var flere, der mente, jeg var en forræder

Michael Soussan

’Oil for Food’ lukkede ned i 2003 efter USA’s invasion af Irak. Siden har en rapport fastslået, at mere end 2000 virksomheder havde foretaget ulovlige betalinger til Saddam-regimet, og at Michael Soussans chef havde modtaget bestikkelse.

Ikke glamourøst

I dag får Soussan stadig e-mails fra medarbejdere eller virksomheder fra hele verden, der gerne vil være whistleblowere. Han svarer dem altid, at det er vigtigt at få sandheden frem, men at de skal huske, at ’whistleblowing’ ikke er en karriere.

For på trods af den heltestatus som bliver tildelt moderne whistleblowere som Edward Snowden, er der intet glamourøst over at vende sig mod sin arbejdsplads, mener Michael Soussan. 

- Det var svært og hårdt at gå igennem. Der var flere, der mente, jeg var en forræder, indtil de læste min bog og forstod det lidt bedre, fortæller han.

Alligevel fortryder han ikke, at han åbnede munden. Og han håber, at fremtidens generationer, der er vokset op med sociale medier, vil have endnu nemmere ved at råbe op, hvis de ser noget forkert.

- Jeg er optimistisk, når det gælder de unge. Sociale medier har gjort det nemmere at få sandheden frem, og sværere for magthavere at fortsætte med at være korrupte, siger han.

Dobbeltspil har premiere den 18. januar 2018.