Donald Trump

BLOG: 12 tweets der opsummerer Trumps 2017

BLOG: Det har været et hæsblæsende år med succeser, skuffelser, kontroverser, og ikke mindst massevis af tweets fra præsident Trump.

Vi nærmer os udgangen af 2017 og dermed også afslutningen på Donald Trumps første år som præsident.

Det er derfor tid til den 'trumpske årskavalkade' – selvfølgelig med udgangspunkt i nogle af de flere end 2400 tweets, USA's 45. præsident har udsendt fra sin private twitterkonto i dette år.

Årets billede: Indsættelsen

Ud over at Donald Trump valgte at holde en indsættelsestale, der til forveksling mindede om en vælgermødetale, blev indsættelsen overskygget af den efterfølgende diskussion om antallet af fremmødte. En diskussion, som Trump sjovt nok aldrig kommenterede på Twitter. Præsidenten valgte dog at dele dette billede, han havde fået af fotografen Abbas Shirmohammad. At Trump efter indsættelsen også valgte at lyve om, hvorvidt det var holdt op med at regne i det øjeblik, han gik i gang med at holde indsættelsestalen, er en anden bizar detalje, der allerede er gået i glemmebogen.

Årets skuffelse: ObamaCare

Republikanerne brugte næsten syv år på at kritisere og prøve at tilbagerulle sundhedsreformen ObamaCare. Under valgkampen havde Trump lovet et opgør med sundhedsreformen. Men da det kom til stykket, kunne partiet ikke samles omkring et alternativ. Trump stod sammen med flertalslederne Paul Ryan og Mitch McConnell tilbage som den store taber. Der gik ikke lang tid, før præsidenten luftede sin frustration over årets store politiske skuffelse på Twitter. Nu prøver republikanerne med Trump i spidsen at sabotere ObamaCare ved hjælp af skattereformen. Fortsættelse følger.

Årets succes: Skattereformen

Mens udnævnelsen af den konservative højesteretsdommer Neil Gorsuch står tilbage som Donald Trumps mest langvarige politiske fingeraftryk hidtil, er det gennemførelsen af en skattereform, der tager prisen som årets største politiske succes. Gennemførelsen af den største skattereform i mere end 25 år er et formidabelt stykke politisk arbejde, der lægger sig blandt de allerstørste politiske bedrifter i nyere amerikansk historie. En tiltrængt succes for præsident Trump, der havde få lovgivningsmæssige succeser i sidst første kalenderår. Hvorvidt det også bliver en politisk vindersag til midtvejsvalget er til gengæld langt mere usikkert.

Årets hovedpine: Ruslands-undersøgelsen

Ifølge Trump er Ruslandsundersøgelsen en heksejagt. For Trumps politiske modstandere er Ruslandsundersøgelsen håbet om en proces, der skal afsløre præsidentens samarbejde med russerne under valgkampen og fjerne ham fra embedet. En efterspørgsel - eller ønsketænkning – der har været der, lige siden Trump blev indsat den 20. januar. 2018 vil være fortsættelsen på det, der ligner en langvarig (rets)proces udført af den særlige anklager Robert Mueller. En proces, der vil ligge som en tung sky over Trumps politiske handlerum. Og en sag, der kan blive endnu mere betændt, hvis demokraterne skulle genvinde flertallet i Kongressen ved næste års midtvejsvalg.

Årets udtryk: Alternative fakta

At Donald Trump har et meget anstrengt forhold til fakta er efterhånden veldokumenteret. I den sammenhæng er det ikke præsidenten selv, men en af hans betroede rådgiver, Kellyanne Conway, der står bag årets udtryk. Conway valgte at affeje kritikken af Det Hvide Hus` løgne om antallet af fremmødte til præsidentens indsættelse ved at henvise til ”alternative fakta”. Eller med andre ord: den postfaktuelle verdens synonym for løgn. Conway satte da også verdens digitale opslagsværk-udbydere på overarbejde i kølvandet på udtalelsen.

Årets værste Trumpforside: Der Spiegel

Der har været mange at tage af. Men det er det tyske ugemagasin Der Spiegels groteske sammenligning af Donald Trump og Islamisk Stats bødler, der løber med den tvivlsomme ære. At afbilde Donald Trump med sabel og en halshugget frihedsgudinde på baggrund af Trumps bebudede indrejseforbud missede enhver form for proportion og skabte en falsk form for moralsk ækvivalens mellem Trump og terrororganisationen Islamisk Stat (som Trump har været med til at knægte) var trist at være vidne til.

Årets bedste Trumpforside: The Economist

Det britiske magasin formåede på formidabel vis at illustrere Trumps tilgang til politik. Som Trumps rådgiver Richard LeFrak tidligere har udtalt om Trump, kan USA's 45. præsident "godt lide at kaste en håndgranat ind i rummet og se, hvad der sker." Man må sige, at den selverklærede outsider Trump har formået at kaste adskillige håndgranater og molotovcocktails ind i det politiske system i det forgange år på trods af, at hans politik på lange stræk er klassisk republikansk metervare. At Der Spiegels og The Economists forsider udkom i samme uge illustrerer i øvrigt på fineste vis, hvor langt der ofte er imellem vurderingerne af præsident Trump.

Årets fjende nummer 1: Medierne

At amerikanske præsidenter føler sig uretfærdigt behandlet af medierne indgår nærmest i jobbeskrivelsen. Men de allerfærreste vil gå så langt som at erklære dele af den amerikanske presse som ”det amerikanske folks fjende” eller offentligt kræve journalister fyret. Denne kedelige tendens er blevet hverdag med præsident Trump. Det nedenstående tweet var kun den tidlige, midlertidige kulmination, men næppe afslutningen på had-kærligheds-forholdet mellem Trump og dele af den amerikanske presse.

Årets spøgelse fra fortiden: Hillary Clinton

Udover medierne tweeter USA's nuværende præsident næsten lige så ofte om kvinden, han slog til præsidentvalget. Hillary Clinton er kvinden, der bliver ved med at hjemsøge Trump. Mere end 50 gange tweetede Trump om Clinton, som fortsat er præsidentens favoriserede boksebold og nok også politiske yndlingsmodstander. Det er trods alt ikke hverdagskost, at man vinder et præsidentvalg med næsten tre millioner færre stemmer end modkandidaten. Trump skal dog næppe sætte sin lid til, at demokraterne atter gør ham tjenesten og nominerer Clinton ved det næste præsidentvalg i 2020 uagtet hans twitterønske.

Årets perlevenner: Trump og Fox News

At amerikanske præsidenter har foretrukne medier, er der heller ikke noget nyt i. Men de færreste præsidenter agerer jubelkor for et enkelt medie eller endda én udsendelse. Præsident Trumps bedste ven i mediebranchen er Fox News og særligt programmet Fox and Friends. Mere end 160 gange (re-)tweetede Trump om kanalen og morgenfladeprogrammet. En sikker vinder i kategorien årets perlevenner.

Årets (sidste) alternative Trump fact: Mr. 46 procent

At Donald Trump går meget op i meningsmålinger – særligt de for ham favorable – er velkendt.

Her på falderebet tweetede præsidenten så, at hans approval rating nærmest er identiske med Barack Obamas på dette tidspunkt (47 procent opbakning) - men at de løgnerske mainstreamedier hellere vil tale om hans lave approval ratings og modarbejde ham.

For at understøtte præsidentens kritik – i øvrigt artikuleret af vennerne fra Fox and Friends – blev tv-stationen og Trump dog nødsaget til selektivt at referere til den suverænt bedste meningsmåling fra Rasmussen, der gav Trump 46 procents opbakning. En meningsmåling, som Trump havde tweetet til sine følgere et halvt døgn tidligere. Og en meningsmåling, der vel og mærke var den eneste meningsmåling, der var blevet foretaget inden for det seneste halve år (!), der gav Trump mere end 45 procents opbakning.

Uden for de alternative faktas verden ligger Donald Trumps approval rating 10 procentpoint under Obamas på dette tidspunkt i embedsperioden (Trumps 39 procent over for Obamas 49 procent).

Årets sidste alternative Trump fact illustrerer dermed også paradokset i den trumpske verden, vi har levet i det sidste år. På den ene side kan man i disse moderne tider ved hjælp af en internetforbindelse og basale researchevner hurtigt læse sig frem til, at præsidenten har valgt at videreformidle en meningsmåling, der formidler et fuldstændig forkert billede af hans opbakning. Men man kan også vælge at lade være med det sidste og udelukkende få sine nyheder om præsidentens gøren og laden fra hans twitterkonto. Der er plads til begge virkeligheder.

Mon ikke præsident Trump også holder gryden i kog i de to virkeligheder i det nye år?

Eller som præsidenten selv udtrykker det: