Udland

Året der gik: Sandheden kan ses i Mona Lisas blik

TV 2s korrespondent Lotte Mejlhede fortæller her om nogle af de menneskeskæbner, som har gjort indtryk på hende i 2017.

Hun kommer ud til os fra mørket bag et gardin med antydningen af et smil og lidt generte øjne. Zahra Teimour er 15 år og født i Iran. Nu venter hun i en serbisk opsamlingslejr en halv times kørsel fra det ungarske grænsehegn.

- Vi har ventet i ni måneder her. Min mor, min bror, min søster - og så min far. Han er derinde og har det ikke godt, siger hun undskyldende og peger ind bag gardinet, hvor 15-20 mennesker sover og lever deres liv i køjesenge, mens de venter.

- Han vil ikke ud, i dag er det slemt, hvisker hun, og i de mørke øjne kæmper et tappert smil for at fortrænge tårerne, der langsomt bygger op.

Korrespondenter - året der gik 2017

I forbindelse med årets udgang har vi bedt TV 2's korrespondenter og udsendte reportere fortælle om de store begivenheder, som de har været med til at dække i 2017.

Den luft, der siver ud indefra sovesalen er tyk af skæbner, hvis liv er sat på stand by. En lugt af tilværelser, der ikke kan pakkes ud. En lugt af bristede forhåbninger med mindre man tror på mirakler. For det er nærmest mirakler, der skal til, hvis drømmen om en tilværelse i Ungarn skal gå i opfyldelse, efter at landet har lukket for strømmen af flygtninge og migranter med et flere hundrede kilometer langt og varmefølsomt dobbelt grænsehegn. Hegnet blev bygget, efter et totalt kaos ramte Ungarn i sommeren 2015, hvor over 10.000 mennesker om dagen væltede ind i landet via Serbien.

Sådan har Ungarn lukket grænsen for flygtninge og migranter Video: Lotte Mejlhede

Drømmer om lykken i Ungarn

Zahra Teimour fortæller, at hendes mor og far oprindeligt er fra Afghanistan, men at de flygtede til Iran, fordi moderens familie ikke ville anerkende giftermålet med Zahras far. I Iran levede de i flere år og fik tre børn. Men for to år siden opsøgte moderens brødre og fætre dem igen og truede dem på livet. Deres rejse er gået via Tyrkiet, Grækenland og Makedonien, og nu er de så havnet i Serbien og håber, at Ungarn kan blive lykkens land.

- I Europa er der lykke, tror jeg. Måske. I hvert fald har jeg lært mig selv ungarsk på min telefon, fortæller hun stolt.

Da jeg roser hende for den indsats (ungarsk er et svært sprog, skulle jeg hilse og sige), får hun lyst til at vise mig mere. I en af sine tasker under køjesengen bag gardinet har hun en tegneblok. Hun er en sand mester med en blyant. Fantastiske portrætter af popidoler og postkort-motiver fylder side efter side. Madonna, Michael Jackson, Akropolis….

Her ses ungarske fanger i færd med at forstærke grænsen mod Serbien med et ekstra grænsehegn.

- Hvilket kan du bedst selv li´?, spørger jeg hende. Og udtrykket, da hun svarer, er årsagen til, at jeg for evigt vil huske hende blandt de mange menneskeskæbner, man møder som korrespondent.

- Mona Lisa. For nok smiler hun med munden, men der er tristhed i hendes øjne. Det er i hendes blik, man kan se sandheden… måske lidt som hos mig selv.

NATOs kattepine

Der er dog også andre blikke, jeg stadig husker. Et af dem er fra januar 2017. Blikket i øjnene på en tyrkisk officer, som på en hemmelig adresse læste en engelsk oversættelse af en artikel, jeg havde skrevet til TV2.dk om hans og andre tyrkiske NATO-familiers liv ”under jorden” i Belgien.

Tyrkiske Nato-officerer søger asyl i Belgien Video: Lotte Mejlhede

De var blevet kaldt hjem til Tyrkiet efter militærkuppet i sommeren 2016, men de turde ikke vende tilbage, fordi stort set alle militærfolk, der fulgte ordren fra Erdogan-styret, blev fængslet ved ankomsten. Mistænkt for at være i ledtog med kupmagerne uden nogen form for dokumentation. Officerens i forvejen sorte øjne blev endnu mørkere, da han læste om en af militærkonerne, som sad alene tilbage i Belgien, efter at hendes mand var blevet fængslet i Tyrkiet. Hvad skulle hun sige til sin lille datter på 7 år, som spurgte efter sin far? Indtil videre fortalte hun, at han var på mission. Men hvad skulle hun svare på spørgsmålet om, hvornår han kom hjem?

Deres situation er den samme her ved årsskiftet. Et limbo-liv i Belgien. Ingen job, ingen løn og mistænkt for forræderi mod det fædreland, de har tjent hele deres voksenliv. Den efterladte kone er her stadig, og hendes mand sidder fortsat fængslet, og har endnu ikke modtaget en dom. Sagen er en kattepine for NATO. En man kun taler om uofficielt. For det er jo tidligere NATO-ansatte, der opholder sig skjult i NATO-landet Belgien, mens NATO-landet Tyrkiet ønsker, at de skal retsforfølges.

Et tungt suk for verdenshistorien

Den tyrkiske præsident Erdogan og hans styre endte i endnu en diplomatisk krise i marts i år, da den hollandske og tyske regering nægtede at lade tyrkiske ministre føre valgkamp i de to lande forud for en folkeafstemning, der skulle give Erdogan mere magt. Den tyrkiske familieminister blev tilbageholdt og fulgt til det tyrkiske konsulat i Rotterdam, hvilket forårsagede voldsomme gade-sammenstød i Rotterdam mellem Erdogan- støtter og det hollandske politi.

- Det er et levn fra Nazi-tiden. De er fascister, tordnede Erdogan mod tyskerne og hollænderne.

Det er ikke noget, man siger upåagtet – og slet ikke i Rotterdam, som blev sønderbombet af nazisterne i 1940.

8-900 mennesker mistede livet, 80.000 blev hjemløse, og stort set hele den indre by blev jævnet med jorden. Jeg mødte en gammel mand fra Rotterdam, som kiggede sørgmodigt på mig, da jeg spurgte til den diplomatiske krise. Han sukkede så tungt, som man nu kan, når det er verdenshistorien, man skal forholde sig til. Han behøvede ikke ord. Blikket og sukket sagde det hele.

Fra en sorg til en anden

Senere den måned var der nye øjeblikke. Den 22. marts 2017 var det etårsdagen for det store terrorangreb i Bruxelles mod lufthavnen og en metrostation. 32 dræbte og flere hundrede sårede skulle mindes fra morgenstunden. En enkemand læste et digt op til sin afdøde kone. Der var sørgemusik i den gennemtrængende kulde, og sårede i kørestole kiggede tomt op mod himlen. Et klart symbol på, at der var eet liv før og eet liv efter terrorangrebet.

Borgere på gaden i Bruxelles på årsdagen for terrorangrebet den 22. marts.

Alligevel er det hundredvis af udvekslede blikke på Børs-pladsen i Bruxelles om eftermiddagen, hvor der var mindekoncert for terrorofrene, som jeg vil dvæle ved. For netop som vi stod der, tikkede telegrammer ind om et nyt terrorangreb. Ikke i Bruxelles, men på Westminster Brigde i London. ”Ikke igen”, sagde blikkene, alt imens mine kolleger og jeg stille pakkede sammen og forlod én sorg for at drage mod en ny.

Ofrene for terroren i London bliver mindet med blomster.

Et stift blik fra Stoltenberg

De triste øjne husker man måske bedst. Men der har også været glade.

Både hos højre-nationalisterne fra Jörg Haiders gamle Frihedsparti, der fik et kanonvalg i Østrig, og i den modsatte ende af skalaen hos Emmanuel Macrons unge ”En marche- støtter” på en bar i Bruxelles, da deres leder vandt præsidentposten og vandrede ind til EU-hymnen for at holde sin sejrstale i Paris.

Frihedspartiet i Østrig ønsker stort set et indvandrerfrit land, og derfor var det paradoksalt at opleve en kvindelig vælger af udenlandsk afstamning, hvis øjne lyste af begejstring, da hun efter timers venten endelig kunne få lov til at røre ved Frihedspartiets frontfiugur, Strache. Hun aede ham på kinden, mens hun fortalte, at hun var enig i, at der var ”nok af hendes slags” i Østrig. Selvsamme Strache sidder nu i regeringen som vicekansler.

Frihedspartiets leder Heinz-Christian Strache fører her valgkamp.

Jeg husker også øjenkontakten med en fisker i Cornwall i det sydvestlige hjørne af England, der alt imens Atlanterhavs-tidevandet omringede os, stolt og urokkeligt fortalte, at trods EU's mange støttekroner til netop hans region, så skal og vil briterne nu selv. Han fortrød ikke Brexit.

Når man husker blikke, er det sjældent fra politikere, fordi de ofte er for garvede til at lade sig overvælde af en stemning, når der er medier til stede. Men hvis et stift blik kunne tale, så var det, da NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, stod ved siden af USA's præsident, Donald Trump, på NATOs topmøde i Bruxelles i maj måned.

Trump ved NATO-topmødet i Bruxelles. I baggrunden ses NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg.

Her foran resterne af World Trade Center havde både Stoltenberg og de øvrige stats- og regeringsledere, nok forventet, at Trump ville forsikre dem om, at musketer-eden i NATO: ”En for alle, alle for en” er noget amerikanerne selvfølgelig står bag. Angrebet på World Trade Center er nemlig den eneste gang i NATOs historie, at den famøse artikel 5 (musketer-eden) er blevet aktiveret. Men nej, Trump valgte i stedet at tordne imod Europa for ikke at leve op til forpligtelsen om at bruge to procent af BNP på forsvaret. Noget han under den senere middag i øvrigt foreslog, også kunne være tre procent. Hvordan blikkene hos Europas ledere har set ud, da den bemærkning faldt, kan vi kun gisne om.

Ingen kontakt til Zahra Teimours telefon

Men blikket jeg altid vil huske, er altså Zahra Teimours. Hende fra opsamlingslejren i Serbien tæt ved den ungarske grænse. Hende med tegningen af Mona Lisa.

Da jeg og fotograf Andes Albjerg besøgte mødte Zahra i foråret, lukkede ungarerne kun omkring ti asylansøgere ind hver dag, og efter mange uger i en indhegnet transitlejr, blev de fleste alligevel afvist, fordi de ikke kunne dokumentere, at de var personligt forfulgt eller flygtet fra en hverdag med krig.

Jeg ved ikke, hvor Zahra Teimour er i dag. Hendes telefonnummer virker ikke. Men hendes budskab vil bestå: Sandheden kan ses i Mona Lisas blik.