Vejen til en fjerde periode som Ruslands præsident ser snorlige ud for Putin. Men hvem er modstanderne, der stort set er udraderet på forhånd?
I mere end 17 år har Vladimir Putin domineret russisk politik – 14 af dem som landets præsident.
Når han genopstiller ved præsidentvalget til marts næste år, lyder analytikernes vurdering, at modkandidaterne blot vil være symbolske navne på russernes stemmesedler.
De er ikke en gang reelle kandidater. De er en del af det politiske teater, man har opbygget i Kreml.
Journalist og forfatter Samuel Rachlin
- Det er omsonst at stille op mod Putin, siger TV 2-journalist og Rusland-kender Claus Borg Reinholdt.
Putin er storfavorit til at vinde valget. Opbakningen til ham ligger ifølge den russiske NGO Levada-Center lige nu på 81 procent.
Selv mener Putin, at hans modkandidater ikke er seriøse nok og mangler et ordentligt bud på et politisk program:
- De må tilbyde en reel, ikke en fiktiv eller klagende, men en reel dagsorden, som folk kan stole på, sagde den russiske præsident på sit årlige pressemøde midt i december.
På forhånd er den mest ihærdige oppositionskandidat Aleksej Navalnij blevet udelukket fra at stille op, officielt på grund af en række svindelsager.
- Navalnij ville heller aldrig have en chance for at blive præsident, men han er den eneste, der ville kunne give Putin bare en smule modspil, siger Claus Borg Reinholdt.
Tilbage står en broget flok, der ikke kan nå Putin til sokkeholderne, når det gælder popularitet og opbakning i den russiske befolkning. For Putin er den eneste, der bliver portrætteret positivt i medierne, lyder det fra Reinholdt:
- Der er ikke rigtigt nogen, der vil kunne give ham konkurrence. De er chanceløse, fordi Putin har magten over medierne, siger Claus Borg Reinholdt.
Marionetdukker for Kreml
Det er også budskabet fra Samuel Rachlin, journalist og forfatter til bogen "Jeg, Putin":
- De er ikke engang reelle kandidater. De er en del af det politiske teater, man har opbygget i Kreml, siger han.
- Men de er med til at skabe indtryk af et åbent, demokratisk valg, som i virkeligheden intet har at gøre med et demokratisk valg, siger Samuel Rachlin.
Her følger en liste med nogle af de mest seriøse modkandidater, der altså står til at blive taberne ved det russiske præsidentvalg 18. marts 2018:
Putins chanceløse modkandidater
Ksenia Sobchak - Kendissen
Tidligere TV-vært og journalist Ksenia Sobchak beskriver sig selv som "kandidaten mod alle". Foto: KIRILL KUDRYAVTSEV / Scanpix Denmark
Sobchak har blandt andet været TV-vært på flere russiske realityprogrammer. Hun har ingen politisk baggrund, men er datter af Putins politiske mentor Anatolij Sobtjak, den første demokratisk valgte borgmester i Skt. Petersborg.
- Sobchak er meget åbenmundet og ret kritisk overfor det eksisterende politiske system – en politisk maverick. Så når Kreml tillader hende at optræde, er det for at bringe liv og farve ind i valgkampen og opbygge historien om politisk mangfoldighed, siger Samuel Rachlin.
- Men overordnet har hun ikke engang teoretisk chance mod Putin. Hun får måske kun et par procent af stemmerne, siger han.
Vladimir Zhirinovsky - Klovnen
Vladimir Zhirinovsky stiller op til præsidentvalget for sjette gang. Foto: SERGEI ILNITSKY / Scanpix Denmark
Den nationalistiske leder af Det Liberaldemokratiske Parti (LDPR) er kendt for sine anti-vestlige sympatier og rabiate ytringer i det russiske parlament.
Mange anser Zhirinovsky som en klovnelignende figur, der får opmærksomhed med sine bramfrie og konfrontatoriske udtalelser.
- Han er en ren højrenational populist og har et politisk spillerum, hvor han for lov at drive gæk med det hele. Men han har ingen reel indflydelse, siger Samuel Rachlin.
- Zhirinovsky bliver brugt af Kreml til at komme med yderligtgående udtalelser og krav, der kan fungere som prøveballoner og signaler om, hvor slemt det kan blive uden Putin ved roret, siger han.
- Samtidig er han også med til at demonstrere, at det er et pluralistisk system, hvor mange kan komme til orde, selvom de reelt alle danser efter Putins pibe, siger Samuel Rachlin.
Pavel Grudinin - Kommunisten
Rusland Kommunistparti overraskede kort før jul med deres nye præsidentkandidat Pavel Grudinin. Foto: SERGEI ILNITSKY / Scanpix Denmark
Grudinin er en ukendt forretningsmand og maskiningeniør med en baggrund i landbrugssektoren.
Ved de seneste to præsidentvalg har kommunistpartiets tidligere kandidat Gennady Zyuganov sikret sig godt 17 procent af stemmerne.
- Kommunistpartiet har fået en ny frontfigur, men spillet er det samme. De ligger meget stabilt på en fast procentdel af stemmerne ved de russiske valg, siger Samuel Rachlin.
- Men de er blevet reduceret i løbet af årene. Og efterhånden som de dør, så forsvinder tilslutningen til dem, siger han.