Udland

Putin-kritiker nægtes at stille op - nu opfordrer han til boykot

Oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj vil anke afgørelse, der forhindrer ham i at stille op til præsidentvalg.

Den russiske oppositionspolitiker Aleksej Navalnij får ikke lov at stille op til præsidentvalget i Rusland til foråret.

Det har Ruslands valgkommission afgjort ved en afstemning mandag. 12 stemte for at udelukke Navalnij fra valgkampen, mens ét medlem af kommissionen undlod at stemme.

Den 41-årige advokat er dømt for politisk motiveret bedrageri. På grund af denne dom må han ikke opstille, har valgkommissionen afgjort.

Opfordrer til boykot

Den betingede dom lød på fem års fængsel. Navalnij betegner selv sagen som politisk motiveret.

Han siger i en kommentar, at han vil anke afgørelsen.

Samtidig opfordrer han russerne til at boykotte valget.

- Vi erklærer strejke blandt vælgerne. Vi vil bede alle om at boykotte dette valg. Vi vil ikke anerkende resultatet af dette valg, siger Navalnij ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Den procedure, vi er inviteret til at deltage i, er ikke et valg. Kun Putin og de kandidater, han har håndplukket, deltager i det, siger Navalnij ifølge nyhedsbureauet AP.

Seriøs udfordrer til Putin

Han var selv til stede i valgkommissionens hovedkontor mandag for at høre afgørelsen.

I løbet af det seneste år har Navalnij stået i spidsen for en græsrodskampagne, der er nået helt ud i krogene af præsident Vladimir Putins sikreste valgkredse.

Navalnij er den mest seriøse politiske udfordrer, Putin har stået over for i alle sine år ved magten.

Oppositionsaktivisten har været fængslet tre gange i år. Han har været sigtet for at bryde loven flere gange, fordi han har organiseret offentlige politiske møder og demonstrationer.

Mange iagttagere ser disse sager som Putin-styrets forsøg på at forhindre Navalnij i at stille op som præsidentkandidat.

Det russiske præsidentvalg skal efter planen indledes med første valgrunde den 18. marts 2018.

Putin, der stiller op til sin fjerde embedsperiode, har en komfortabel føring i meningsmålingerne. Hvis han bliver genvalgt, kan han blive siddende på posten frem til 2024.