Prinsesse undskylder - smykke var ikke en hån mod Meghan Markle

16x9
Prinsesse Michael af Kent er kommet i folkelig modvind efter at have båret en broche, som mange anser som racistisk. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA / Scanpix Denmark

Britisk adelig er enten åbenlyst racistisk eller helt uden situationsfornemmelse, mener kritikere.

Efter at have båret en kontroversiel broche til en frokost med prins Harrys forlovede, Meghan Markle, undskylder Storbritanniens prinsesse Michael af Kent nu for sin påklædning.

Det skriver CNN.

Brochen forestiller en buste af en sort person i stilarten blackamoor – en kolonialistisk stil, der ifølge kritikere er stærk racistisk, fordi den fremstiller afrikanere som eksotiske objekter.

Prinsesse Michael af Kent med den omtalte blackamoor-broche.
Prinsesse Michael af Kent med den omtalte blackamoor-broche. Foto: ©Francis Dias / NEWSPIX INTERNATIONAL / NEWSPIX / Scanpix Denmark

Den politisk ukorrekte gestus forværres endvidere af det faktum, at Meghan Markle tidligere har udtalt sig om sine vanskeligheder ved at være af delvist afrikansk afstamning.

Undskyldning og skepsis

Efter et folkeligt stormvejr på de sociale medier undskyldte prinsesse Michael fredag sit smykkevalg via en repræsentant.

- Brochen var en gave, og havde været båret mange gange tidligere. Prinsesse Michael er meget ked og pint af, at den har fornærmet nogen, lød meldingen.

Ikke alle køber dog den forklaring, og på internettet beskyldes hun for enten at være åbenlyst racistisk eller i bedste fald totalt uden situationsfornemmelse.

Blandt andet fordi, prinsesse Michael af Kent ifølge det britiske kongehus arbejder som international anerkendt underviser i emner som historie og kunst og har skrevet flere historiske bøger.

Desuden er det blevet kendt, at hendes far, baron Gunther von Reibnitz, var major i det nazistiske soldaterkorps SS under anden verdenskrig.

Afstemning

Kritisk kok

En af kritikerne er den tidligere kongelige kok Darren McGrady, der i et tweet kalder udsmykningen et ”forfærdeligt udtryk for foragt og jalousi”.

Han mener, at smykkevalget skyldes prinsesse Michaels følelse af som udlænding aldrig at være blevet budt ordentligt velkommen i det britiske kongehus – modsat Meghan Markle.

Prinsesse Michael er oprindeligt født som tjekkisk baronesse, døbt Marie-Christine von Reibnitz og gift med dronning Elizabeths fætter, prins Michael af Kent.