Udland

Hun var 15, da hun stak af hjemmefra - nu sidder hun fængslet i Irak

17-årige Linda efter hun er blevet taget til fange. TV 2

Hun rejste til Irak for at starte et nyt liv hos Islamisk Stat. Nu sidder hun fængslet i Bagdad, efter at de irakiske myndigheder har vundet kampen.

Billederne af hendes anholdelse gik verden rundt. En ung kvinde med tjavset rødligt hår og markerede øjenbryn bliver bliver ført gennem Mosuls gader af bevæbnede mænd.

Er tilbage igen på søndag hen mod klokken 16.

Linda W., skoleelev

De irakiske specialstyrker havde netop taget kontrollen med byen, der i to år havde været terrormilitsen Islamisk Stats hænder, og nu var de i gang med at opspore mulige milits-tilhængere og IS-håndlangere.

Hundredevis af udlændinge blev anholdt, deriblandt den unge kvinde. Nogle mente, hun havde tilhørt terrormilitsens religiøse politi, andre, at hun var en finskytte, der havde deltaget i slaget om byen, andre igen, at hun havde været gift med terrorlederen, den selvudråbte kalif Abu Bakr al-Bagdadi.

Men ingen af delene viste sig at holde stik. Den anholdte blev identificeret som Linda W. fra byen Pulsnitz ved Dresden i det sydøstlige Tyskland.

Hun var stukket af hjemmefra et år tidligere. Det var i sommeren 2016. Den dengang 15-årige Linda W. havde efterladt en seddel til sine forældre med ordlyden: ”Er tilbage igen på søndag hen mod klokken 16”.

Et billede af Linda W. fra en af hendes profiler på sociale medier.

Der skulle gå næsten halvandet år, før moderen Katrin W. igen fik hende at se.

Det var i en retsbygning i Bagdad, hvor Katrin W. for nogle uger siden fik lov at komme på besøg i selskab med tyske journalister og tv-hold.

- Hej, lyder det afmålt fra den nærmest sky 17-årige Linda, da hun får øje på moderen og søsteren.

- Er det i orden?, spørger Kathrin W. inden hun grådkvalt giver sin datter et knus.

Linda W. virker tilbageholdende og mistroisk, noterer journalisten fra Süddeutsche Zeitung:

- Det er, som om der ligger en ørken imellem dem.

Slipper for dødsstraf

Islamisk Stat er besejret, men lever kalifatet videre i hovederne på de mennesker, der som Linda W. frivilligt har tilsluttet sig terrorregimet? Og hvad skal man stille op med de mange kvinder og børn, som er blevet anholdt i de tidligere Islamisk Stat-områder?

Det er et af de problemer, sagen om Linda W. stiller de tyske myndigheder over for. Udover pigen fra Pulsnitz sidder tre andre kvinder lige nu fængslet i Bagdad, mistænkt for at være IS-medlemmer. Er Linda W. blot en teenager, der er kommet på afveje og har brug for beskyttelse, eller er hun en potentiel terrorist?

De irakiske myndigheder har offentliggjort dette forbryderbillede af pigen.

Selv siger hun, at hun aldrig har rørt et våben og ”ikke aner, hvordan sådan en tingest fungerer”. Den irakiske undersøgelsesdommer har ladet forstå, at hun ikke bare risikerer at blive anklaget for ulovlig indrejse i landet, men også for medlemskab af en terrorgruppe - noget, der kan medføre dødsstraf.

Linda W. behøver dog ikke frygte for sit liv, og det kan hun takke sin unge alder for. Ifølge irakisk lov kan mindreårige ikke dømmes til døden.

Drømmen om at stikke af

Måske var det ungdommeligt trods, måske var det bare ønsket om at komme væk fra provinsbyen Pulsnitz, der fik Linda W. til at stikke af. I skolen gik hun for at være en lovende elev, god til matematik, kemi og fysik. Islam begyndte hun at interessere sig for efter en hidsig debat i skolen om kvinder og burka.

Hun besluttede sig for selv at sætte sig ind i tingene. Hun gik på nettet, blev Facebook-veninde med en muslimsk kvinde og besluttede sig for at konvertere.

Der vil komme mange, mange flere anslag.

Linda W., skoleelev

Det var en beslutning, som moderen og veninderne aldrig rigtigt accepterede, og nu var Linda W. for alvor alene i Pulsnitz. Hun drømte om et bedre liv, så videoer fra Islamisk Stat, hvor alt var rosenrødt, ”hvor mændene gik tur i parken med deres koner og børn … og hvor de bagte brød”, som hun forklarer.

Da en tjetjensk mand fra Østrig på Facebook spurgte, om hun havde lyst til at stikke af fra Tyskland, så lød det enkle svar ”ja!”.

Tjetjeneren, hvis efternavn hun aldrig rigtigt lærte at kende, skulle senere blive hendes ægtemand.

Truslen fra kalifatet

Linda W. kom aldrig hjem den søndag, sådan som hun lovede på sedlen. Hun ville væk, så langt væk som muligt, og tjetjeneren havde fortalt hvordan. Så den 1. juli 2016 rejste hun til Dresden, derfra til Frankfurt og satte sig på et fly til Istanbul.

Fra Istanbul tog hun sammen med andre ud til grænsen, gik over bjergene, svømmede over floder.

Først nåede hun frem til Raqqa i Syrien, derefter Mosul i Irak, begge byer, som på det tidspunkt var kontrolleret af Islamisk Stat. Det, hendes forældre havde frygtet allermest, var sket. Hun havde ladet sig lokke af kalifatet.

Til sine veninder derhjemme sendte hun beskeder om, at ”her er alt bedre”. Det var i dagene, hvor IS syntes usårlig, hvor kalifatet strakte sig over et kæmpeområde i Irak og ind i Syrien, og lokkede hundredevis af unge til at melde sig under de sorte faner.

Første besked til moderen sendte hun i januar i år: ”Min mand er blevet martyr på grund af jer”, lød det anklagende. Hun kaldte attentatmanden fra julemarkedet i Berlin, Anis Amri, for sin ”ædle bror”, den tyske efterretningstjenestes folk var derimod ”beskidte hunde”, og moderen - hele tiden omtalt som ”kære” mor - fik besked på ”ikke at hyle over mig. Jeg er i live”.

Linda W. sluttede sin besked af med det truende budskab:

- Der vil komme mange, mange flere anslag.

 Skuffelsen

Linda var stukket af, fordi hun havde drømt om det lykkelige Arabien. Men i stedet havnede hun i en virkelighed af bomber og hverdagstrummerum, som ikke levede op til teenagepigens forestillinger. Især ægteskabet var en stor skuffelse.

Ægteskabet blev indgivet over telefonen, der var ingen ceremoni eller fest, og hverdagen, når den tjetjenske mand endelig var hjemme og ikke ved fronten, var temmelig ensformig:

- Man taler ikke meget sammen. Han kom hjem, hvis man ellers kunne kalde boligen for et hjem, og så skulle der laves mad, laves mad og gøres rent.

Det meste af tiden var hun sammen med andre kvinder og børn.

Da de første bomber begyndte at falde i Syrien, var hendes første tanke: ”Hvordan du store idiot, er du havnet her?”

Kalifatets hjernevaskede børn

Indtil videre regner de tyske myndigheder med, at omkring 50 islamistiske kvinder vendt tilbage til Tyskland fra de områder i Syrien og Irak, som Islamisk Stat har kontrolleret. Kun i to tilfælde for medlemskab af en terrororganisation.

Også i tilfældet Linda W. er den tyske anklagemyndighed ved at undersøge, om der kan rejses sag for medlemskab af en terrorgruppe, men efter afhøringer i Bagdad melder Forbundskriminalpolitiet, at man nærmere betragter Linda W. og de tre øvrige kvinder som traumatiserede ofre.

Politisk er der dog stor betænkelighed i Tyskland ved at lade de hjemvendte kvinder slippe for videre tiltale, og også lederen af efterretningstjenesten har advaret mod faren fra de af Islamisk Stats kvinder og børn, som er blevet hjernevasket i terrormilitsens skoler.

Mit liv er ruineret

I tilfældet Linda W. har de tyske myndigheder ikke travlt med at lægge pres på de irakiske myndigheder for at få hende udleveret.

- Vi vil ikke rulle det røde tæppe ud for de her mennesker, som en medarbejder i den tyske efterretningstjeneste siger til avisen.

Selv mener Linda W., at hun er blevet rigeligt straffet:

- Mit liv er ruineret, min fremtid ødelagt, siger hun.

Süddeutsche Zeitung noterer sig, at jo længere samtalen varer, jo mere virker hun som det barn, hun er.

Et plysdyr, som moderen har taget med hjemmefra, ”din uadskillelige kammerat”, som hun kalder det, vil Linda W. dog ikke kendes ved: ”Den har jeg ikke brug for i fængslet”, lyder forklaringen.

Linda W., enspænderen fra Pulsnitz, der lod sig lokke af kalifatets propaganda-videoer, siger, hun har fået nok af Irak, nok af eventyr.

Da det er tid til afsked, og søsteren fortæller, at hun allerhelst ville tage Linda W. med i kufferten, lyder hendes kommentar:

- Jeg vil gerne med.