Udland

Den catalanske Khaleesi blev valgets vinder – og taber

Hun har sikret sit parti den største sejr nogensinde i Catalonien. Men det er usikkert, hvad hun kan bruge den til.

Inés Arrimadas havde egentlig troet, at det ville blive kedeligt, da hendes ven tog hende med til vælgermøde hos partiet Ciudadanos i 2010. I stedet blev det en oplevelse, der kom til at ændre hendes liv.

Partiets unge leder, Albert Rivera, gjorde indtryk på hende. Det, han sagde, gav mening.  

Her syv år efter står hun selv i spidsen for partiets catalanske del, som blandt andet står for, at Catalonien skal forblive en del af Spanien. Og i de samme syv år er partiet stormet frem i det catalanske parlament.

Ved valget i Catalonien torsdag blev Ciudadanos parlamentets største parti. Det fik mere end 25 procent af stemmerne og 37 pladser i den 135-mand store forsamling.

Dermed har partiet med dets liberalistiske pro-spanske linje fået flere stemmer end nogen andre - og flere end nogensinde før i partiets catalanske historie. 

Kommer fra Sydspanien – men har altid være Barca-fan

Inés Arrimadas kommer ikke oprindeligt fra Catalonien, men er født i Jerez de la Frontera i det sydlige Spanien.

- Jeg skjuler ikke mit ophav. Jeg er stolt af, hvor jeg kommer fra. Det er meget catalansk at have rødder andre steder i Spanien og i verden. Jeg føler mig catalansk, men mine forældre kommer fra et andet sted i Spanien. Og det er meget catalansk, har hun sagt om den sag.

Og selvom hun ikke er indfødt catalaner, har hun hele sit liv været fan af regionens vigtigste fodboldhold, F. C. Barcelona. Hun havde en plakat med spilleren Pep Guardiola, der varmt støtter de catalanske separatister, i sit barndomsværelse.

Pep Guardiola er nu træner for den engelske storklub Manchester City. Da holdet i oktober vandt over Napoli, dedikerede han sejren til fængslede catalanske seperatistledere.

Da hun flyttede til Catalonien, var F. C. Barcelonas hymne da også det første, hun lærte sig på det catalanske sprog.

Politisk kometkarriere

Da hun var lille, drømte Inés Arrimadas om at blive arkæolog, men hun endte med at uddanne sig til advokat. I 2006 flyttede hun til Cataloniens hovedstad, Barcelona. Og i 2010 tog hendes tilværelse en drejning.

- Hun bliver beskrevet som en lidt genert pige, der tilfældigvis tog med til et politisk møde, hvor Albert Rivera talte, og det var sådan, hun blev involveret i partiet, fortæller TV 2’s reporter i Catalonien, Jeppe Krogager.

Og det var partiformanden selv, der sørgede for, at hun steg i graderne.

- Hun var med på et partikursus, hvor man skulle lære at tale offentligt. Der underviste Rivera, og han så et talent i hende, siger Jeppe Krogager.

Siden da har hun haft en kometkarriere inden for catalansk politik. Hun kom i regionalparlamentet i 2015, og hun blev hurtigt partiets politiske ordfører.

Nu er hun i alder af 36 år leder af sit eget parti i Catalonien og den vigtigste pro-spanske politiker i regionen.

Mere Daenerys end Birgitte

Inés Arrimadas er kendt for at være en metodisk og ekstremt velforberedt politiker. Kolleger beskriver hende som en, der ikke lader sig gå på af personlige angreb. Men hvis der er én ting, der kan få hende op i det røde felt, så er det sexistiske kommentarer.

- For eksempel har partiformanden, Albert Rivera, ladet sig afbillede nøgen til en kampagne, og der var kommentarer om, at hun skulle gøre noget lignende. Det gjorde hende rasende, fortæller Jeppe Krogager.

- Vi går kun op i mennesker, står der på Albert Riveras plakat fra 2006

Hendes ry som en viljefast kvinde fik i dag den catalanske avis El Periodico til at døbe hende ”Den orange Khaleesi” efter den smukke, stærke og magtfulde dronning og dragebetvinger i tv-serien 'Game of Thrones', der også går under navnet Daenerys Targaryen. Orange er Ciudadanos' partifarve.

- Mens mange af de ledende kræfter i Ciudadanos elsker at sammenligne sig med karaktererne i Borgen – en tv-serie, hvor den moderate Birgitte Nyborg bliver statsminister i Danmark efter at have indgået en aftale med arbejderpartiet - har Arrimadas end ikke set serien. Hun er meget mere til 'Game Of Thrones'. Så meget, at hun har en orange trøje med Daenerys Targaryen (...) Dem, der kender hende, forklarer, at hun ligesom Khaleesi har meget klare ideer, og det er svært at få hende til at ændre mening, når hun først har sat sig et mål, skriver avisen.

Daenerys Targaryen i Game of Thrones sæson syv

Både vinder og taber af valget  

Det flotte resultat ved gårsdagens valg er indtil videre kulminationen på Inés Arrimadas' politiske karriere.

- Vi har vundet valget til det catalanske parlament!, bekendtgjorde hun, da resultatet blev kendt.

- Flertallet af catalanerne går ind for unionen med resten af spanierne og resten af europæerne. De nationalistiske partier vil aldrig kunne tale på vegne af hele Catalonien, sagde hun til sine begejstrede tilhængere.

Men begge dele er sandheder med modifikationer. For selvom det ser ud til, at de partier, der som Ciudadanos ønsker at forblive en del af Spanien, fik lidt flere stemmer end separatisterne, så har valgsystemet i Catalonien betydet, at separatisterne har fået flertal i det nyvalgte parlament.

Derfor er det også usikkert, hvad Inés Arrimadas kan bruge sit flotte resultat til. Forventningen er, at de tre seperatistpartier vil gå sammen og danne regering. Hun har da også afvist, at hun vil forsøge at køre sig selv i stilling som premierminister i denne omgang.

Arrimadas: Vi vil blive ved med at kæmpe mod seperatismen