Donald Trump

KOMMENTAR: Var Trumps tale et brud med 30 års udenrigspolitik?

Bag Trumps pessimistiske verdenssyn gemmer sig en overraskende stor udenrigspolitisk kontinuitet.

Man kan spørge sig selv, hvorfor det egentlig er værd at dvæle ved en amerikansk præsidents netop lancerede sikkerhedspolitiske strategi.

Svaret er ligetil:

Fordi den giver os et godt indtryk af den dominerende sikkerhedspolitiske tankegang i Trump-administrationen.

Donald Trumps første publicerede nationale sikkerhedsstrategi er et dokument, der på fin vis illustrerer den interne magtkamp om hans udenrigspolitiske kurs.

I det ene hjørne har vi den efterhånden decimerede fløj, man kan kalde ”nationalisterne” med præsidenten og hans nuværende og tidligere rådgivere Stephen Miller, Sebastian Gorka og Steve Bannon. I det andet hjørne har vi det republikanske establishment med forsvarsminister Mattis, stabschef Kelly, udenrigsminister Tillerson og sikkerhedsrådgiver McMaster.

Resultatet er en strategi, der bag sin pessimistiske facade illustrerer en større udenrigspolitisk kontinuitet, end mange observatører havde håbet/frygtet, da Trump trådte til som præsident.

Trumps pessimistiske verdenssyn

Det mest slående ved Trumps tankegang er fortsat et pessimistisk grundsyn på verdens gang, der i nyere amerikansk historie kun er blevet matchet af Ronald Reagan-administrationen i starten af 1980'erne og George W. Bushs første sikkerhedspolitiske strategi efter terrorangrebene den 11. september 2001.

For Trump er der tale om et verdenssyn, der ligger i spænd med det, han fremlagde under republikanernes partikonvent i juli 2016 og sin indsættelsestale i januar 2017. Præsidenten er ikke en mand, der tager ja-hatten på, når det kommer til international politik. Tværtimod.

Ifølge Trump lever vi i en ”ekstraordinært farlig verden”, hvor USA's konkurrenter – særligt Kina og Rusland – ”aggressivt underminerer amerikanske interesserer rundt omkring i verden”.

Tidsalderen, hvor amerikanske præsidenter som George H. W. Bush, Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama argumenterede for, at det ville være en gevinst at få Kina og Rusland indlemmet i den liberale verdensorden og få dem til at tage mere ansvar, er forbi.

Præsident Trump har ganske rigtigt observeret, at USA's konkurrenter ikke er interesserede i at blive en del af den amerikanske verdensorden, men i at udfordre selvsamme. Som Trump bemærkede, så "ønsker Kina og Rusland at forme en verden, der står i kontrast til amerikanske værdier og interesser".

Politik er et nulsumsspil

Ja, ikke overraskende sætter Kina og Rusland China first og Russia first, ligesom præsident Trump agter at gøre det med USA. Det understreger bare atter, hvor retorisk stærk, men substantielt intetsigende America first er som udenrigspolitisk mantra. For selvfølgelig sætter alle nationer som udgangspunkt deres egne – og ikke andre landes – interesser først. Alt andet ville selvsagt være helt gakkelak.

Inden for Trumps verdenssyn findes der grundlæggende kun to kategorier: Vindere og tabere.

Trumps udenrigspolitiske tilgang minder meget om det, man inden for spilteori kalder et nulsumsspil: En nation kan med andre ord kun vinde på bekostning af andre.

Et scenarie, hvor begge lande kan drage fordel af for eksempel øget samhandel eller samarbejde, findes altså ikke set med den amerikanske præsidents øjne.

Ordensmagten USA

Man burde altså tro, at Trumps sikkerhedspolitiske strategi er én, hvor den lokumskolde analyse er dominerende, og hvor værdier, idealer og fællesskabets interesser ikke er noget, der skal veje tungt i beslutningsprocessen. En stærkt nationalistisk dagsorden med andre ord.

Og så alligevel ikke.

For præsident Trump er også af den overbevisning, at USA på verdensplan er ”en positiv indflydelse, der kan hjælpe med at sætte rammerne for fred og velstand og for at udvikle succesfulde samfund".

Dette er en indstilling, der – hvis man sætter sig op i den historiske helikopter og ser på de lange linjer i amerikansk udenrigspolitik – ligger dybt forankret i det amerikanske dna. For som den amerikanske historiker Jeremi Suri engang bemærkede:

- Amerikanerne har kæmpet flere krige end mange andre, men de har oftere end nogen andre forsøgt at genopbygge nationer efter krigen. Derfor kalder jeg amerikanerne "et folk af nationsbyggere". Det er derfor, amerikanere kontinuerligt forsøger at ændre samfund. Det er derfor, den amerikanske fremgangsmåde er så unik, så interessant, og nogle gange så forbløffende.

Med andre ord skal man ikke forvente, at præsident Trump nødvendigvis kommer til at efterleve de ord, han prædikede søndag.

Også Trumps forgængere Bill Clinton og George W. Bush kom ind i embedet med en målsætning om en mere afmålt udenrigspolitisk kurs, men endte med at føre en aktivistisk udenrigspolitik.

Det kan heller ikke udelukkes, at dette bliver tilfældet med Trump.