Udland

Svensk politi præciserer udtalelse: Advarer ikke kvinder mod at færdes ude om natten

Der har været tre voldtægter på kort tid i Malmø. Ingen af dem er endnu opklarede.

Politiet i Malmø trækker nu en udtalelse tilbage om, at de advarer kvinder mod at færdes alene i mørke områder om aftenen og natten.

Tidligere lød det ellers fra politiet, at byens kvindelige beboere skulle passe på.

- Det handler om sund fornuft. Vi advarer ikke mod at færdes ude, men man skal tænke sig om og måske lade være med at gå alene om natten. I stedet kan man følges med andre eller tage en taxa, sagde Anders Nilsson fra Malmø Politi til Expressen.

Advarslen kom efter en gruppevoldtægt af en 17-årig pige på en legeplads lørdag nat. Ved voldtægten blev pigen også udsat for torturlignende mishandling, skriver avisen.

Men nu præciserer politiet altså. Ifølge den fungerende politiområdechef i Malmø, Mats Karlsson, råder politiet ikke kvinder til at blive væk fra gaderne efter mørkets frembrud.

- Det var en uheldig og uklar udtalelse, siger han på et pressemøde.

Flere voldtægter på kort tid

Voldtægten er den tredje i Malmø på lidt over en måned. I november blev to andre kvinder også voldtaget i byen. Den ene i boligområdet Södervärn, og den anden i bydelen Segevång.

Alle tre forbrydelser blev begået udendørs mellem midnat og klokken 3 om natten, og alle ofrene var kvinder, der gik alene.

Efterlyser vidner

Indtil videre er ingen af voldtægterne blevet opklaret. Politiet er netop nu i gang med at gennemse overvågningsvideoer fra gerningsstederne. Desuden efterlyser politiet vidner.

- Jeg opfordrer alle, der ved noget, til at gå til politiet, så vi kan anholde gerningsmændene, siger Andy Roberts, som er chef for politiområde Norr i Malmø.

Statsminister Stefan Löfven fordømte søndag voldtægtsbølgen i Malmø:

- Det er uacceptabelt, at folk ikke tør gå ud. Politiet skal og vil få flere ressourcer, og vi tilfører nu endnu flere ressourcer til myndighederne, end de har bedt om, sagde han til SVT.