Steinmetz og det vilde vejr: I år har jeg stået i vand til halsen og været omgivet af flammer
TV 2s USA-korrespondent Jesper Steinmetz fortæller her om nogle af de store begivenheder, som han har dækket i 2017.
Det ene øjeblik stod jeg i vand til halsen. Det næste var jeg ved at blive slynget omkuld i orkanen eller blive omkranset af flammer. 2017 var i sandhed et år med vildt vejr her i USA.
Det begyndte i Houston i Texas i slutningen af august med orkanen Harvey. Gader og huse stod allerede under vand, da fotograf Anders Bach og jeg ankom. Vi kunne af samme grund ikke flyve til Houston, fordi lufthavnen var lukket, så vi fløj til Dallas og kørte sydpå i tre-fire timer med kurs mod ødelæggelserne.
Allerede en time nord for Houston stod det klart, hvor hårdt ramt millionbyen var. Den store hovedvej mellem Dallas og Houston, I-45, var oversvømmet og spærret af. Forladte biler flød rundt på en nærliggende parkeringsplads udenfor et supermarked. De eneste, der kunne komme frem, var de heldige, der havde en gummibåd.
Det var også her nord for byen, at vi lavede de første live-reportager til TV 2, fordi jeg helt konkret kunne demonstrere, hvordan vandet allerede gik mig til over knæet. Indrømmet: Jeg var en anelse bekymret for, om jeg mellem grenene og konservesdåserne i vandet også lige pludselig skulle møde en slange. For alle byens mennesker og dyr befandt sig i disse dage tæt på eller under vand. Mine bekymringer blev dog gjort til skamme. Til gengæld skulle det vise sig, at oversvømmelserne blev endnu værre, jo tættere vi kom på centrum af Houston.
Svømning i gaderne
Vi fik kontakt til den danske forretningsmand Thomas Damsgaard, der bor og arbejder i Houston. Han og hans kone måtte nogle dage tidligere evakuere deres hus i en af byens forstæder. Nu boede de på hotel og havde kun de allermest nødvendige fornødenheder med sig. Naturligt nok var de stærkt bekymrede for, hvad der var sket med deres hus.
Danskeren besluttede sig en tidlig morgen for at tage tilbage til huset og bese skaderne. Vi fulgte med. Allerede ved indgangen til det pæne villakvarter stod det klart, at vejen tilbage til Thomas Damsgaards hus ville blive besværlig. For hver meter vi bevægede os, steg vandstanden, og da det var dybest, kunne ingen af os bunde, men måtte svømme videre.
Villavejene var ganske enkelt forvandlet til en gigantisk swimmingpool. Til alt held fik vi fat i en gummibåd, så vi kunne transportere kamera og andet teknisk udstyr, uden at det blev vådt. Da vi nåede frem til danskerens hus, forsøgte han at svømme over vejen for at nå frem til sit hjem, men måtte opgive. Strømmen var så kraftig, at selv en nærliggende legeplads var blevet revet op og nu drev ned ad villavejen med strømmen.
Thomas Damsgaard kunne fra 20 meters afstand konstatere, at naturkatastrofen totalt havde oversvømmet hans hjem. Det var ikke så meget de materielle skader, han bekymrede sig om, for møbler og ting kunne han købe igen. Det var mere alle minderne fra hjemlandet, billeder og breve, som nu sandsynligvis lå under vand.
På vores vej tilbage gennem vandmasserne mødte vi flere ældre ægtepar, der havde trodset myndighedernes advarsler og var blevet i deres hus. Det skulle de aldrig have gjort, erkendte de nu. Thomas Damsgaard tilbød gummibåden til en ældre, svagelig dame, der bestemt ikke kunne gå gennem vandet, og som trods flere opkald til alarmcentralen stadig ikke havde fået hjælp. Hun og hendes mand blev reddet i sikkerhed og måtte nu i en rum tid bo på enten et af evakueringscentrene eller hos familie andre steder i Texas.
Alene i flyet til Florida
Der gik blot en uge, så var den gal igen. Denne gang i Florida. Vi fløj fra New York til Miami på en af de allersidste afgange, inden lufthavnen blev lukket, mens alle ventede på orkanen Irma. Jeg tror aldrig, jeg har været på så tomt et fly. Ingen – udover mediefolk – havde lyst til at tage til Florida. Alle ville den anden vej. Væk fra den orkan, som om få døgn ville hærge staten.
Da vi ankom, måtte vi i første omgang bruge krudt på at sikre os selv for de kommende dage. Det hotel, vi havde bestilt værelser på, var ved at blive evakueret, så vi måtte finde andet husly. Det lykkedes efter et stykke tid, og vi kunne indkvartere os på et af de få stormsikrede hoteller, som var bygget til at kunne modstå selv de værste orkaner. Den garanti skulle stå sin prøve to dage senere.
De første live-reportager fra Miami lavede vi nede ved stranden, hvor de lokale i hobevis holdt i kø for at fylde sække, poser, dynebetræk og så videre med sand. De havde ganske enkelt besluttet at blive i deres hjem og med sandsække forsøge at modstå de oversvømmelser, der som regel følger med en orkan. Alle butikker, alle barer og restauranter var her dagen før orkanen ved at blive blændet med krydsfinerplader. Gaderne lå øde hen i den populære Miami Beach. Nu var der kun tilbage at vente.
Strømsvigt i et svajende højhus
Irma ramte med orkanstyrke natten til søndag. Det var tydeligt at mærke på selv et stormsikret hotel. TV2s hold boede på 31. etage, og bygningen svajede bogstaveligt talt. En kollega fra nyhedsbureauet Associated Press havde fyldt vand i badekarret, og det stod og skvulpede fra side til side. Flere gange, mens orkanen rasede, gik strømmen på hotellet, og det er næsten det værste, der kan ske, når vi laver tv. For vi har konstant brug for at få opladet de store batterier, vi bruger til kamera og lys.
Flere politifolk var indkvarteret på vores hotel og spurgte os, om vi havde i sinde at bevæge os ud i orkanen. Det kunne vi fortælle, at vi bestemt ikke agtede, for det ville have været livsfarligt. ”Godt så bliver vi også her”, sagde politimanden. Men vi skulle jo vise de danske tv-seere, hvordan orkanen så ud, og hvor meget tryk der var på blæsten. Så vi stillede os i læ af hotellet, og selv der var det svært at stå oprejst.
Grene blev revet af træerne, og selv de normalt hårdføre palmetræer var flere steder blæst omkuld, da Irma gik i land. Vejskilte lå spredt på gaderne. Glasrælingen var smadret langs havnefronten, men samtlige højhuse stod helt intakte dagen derpå. Et imponerende vidnesbyrd om god ingeniørkunst!
Kvarterer omdannet til bøjet metal og knækket træ
Seks millioner indbyggere var blevet evakueret overalt i Florida, og der var erklæret undtagelsestilstand. Skaderne var især enorme syd for Miami langs den ø-tange, der kaldes Florida Keys. Vi forsøgte dagen derpå at komme derned, men måtte opgive, fordi alle broer og tilkørselsveje var spærret af politiet. De lod kun hjælpekøretøjer, politi, ambulancer og reparationsfolk komme igennem afspærringen. Ikke engang de lokale, der bor i Key West og omegn, fik lov at komme hjem og bese skaderne.
Så vi producerede i stedet en reportage om netop disse mennesker, der utålmodigt ventede på at se, om de overhovedet havde et hjem at vende tilbage til. Samtidig viste vi, hvordan orkanen havde omdannet kvarter efter kvarter til bøjet metal og knækket træ. På grund af Irmas styrke var også mobiltelefonnettet ødelagt flere steder. Derfor var det på et hængende hår, at vi fik sendt vores reportage hjem. Hver gang vi troede, at vi havde signal og kunne sende fra computeren, faldt hastigheden til næsten ingenting. Vi måtte endda køre ud i nødsporet og stoppe bilen for at få sendt reportagen hjem. Ret ulovligt, men vi ræsonnerede, at politiet nok havde vigtigere ting at tage sig til her dagen derpå. Indslaget kom hjem, efter 22 Nyhederne var gået i luften, og blev sendt, uden at seerne opdagede, hvor tæt vi havde været på slet ikke at komme igennem.
Tusinder flygtede fra flammerne i Californien
Årets sidste naturkatastrofe indtraf i Californien få uger før jul. Et område på størrelse med Falster stod i flammer i det, der ser ud til at være de værste og mest omfattende naturbrande nogensinde i staten. Tusindvis af familier måtte flygte fra deres hjem, og da de kunne vende tilbage, var alt udslettet.
Det var en tragisk situation for de to danske søstre Emma og Olivia Jacobson. De bor med deres far i Ventura nord for Los Angeles i et hus, der blev ramt af flammerne. De nåede at flygte i tide og havde egentlig forestillet sig, at de blot skulle være hos nogle veninder en dag eller to, inden de kunne vende tilbage. Men deres hus stod ikke til at redde.
Vinden havde sendt en glød fra naturbrandene ind over deres hus, og da de vendte tilbage, stod det fortsat i flammer. Alle minderne, alle billeder og breve fra deres mor, som bor i Danmark, var blevet taget i branden. Andre i området stod på samme måde opgivende udenfor resterne af deres huse, der var brændt ned til ukendelighed. Man kunne lige ane konturerne af det, der engang var en vaskemaskine, og det, der engang havde været familiens bil.
Klimaændringer kan være en del af forklaringen
Det usædvanlige med brandene i Californien og for orkanerne i Texas og Florida er ikke, at det sker. For den slags naturkatastrofer er indbyggerne i de pågældende stater vant til. Det usædvanlige er, at det oftere end tidligere brænder på Vestkysten, og at staterne sydpå bliver oversvømmet i et omfang, der synes voldsommere end tidligere. Flere klimaeksperter her i USA mener da også, at klimaforandringerne er en del af forklaringen.
Californiens guvernør, Jerry Brown, har sagt til sine borgere, at de skal indstille sig på, at dette vil ske cirka hvert andet år i fremtiden med direkte reference til klimaforandringerne.
Eneste formildende omstændighed er, at indbyggerne og myndighederne, for hver gang katastrofen rammer, bliver endnu bedre, endnu dygtigere til at få benene på nakken og sikre sig, så man undgår store tab af menneskeliv.