Udland

Putin takker Trump for hjælp til at stoppe terrorangreb

Syv IS-sympatisører havde planlagt et angreb i Sankt Petersborg, men et tip fra CIA hjalp den russiske efterretningstjeneste til at stoppe det.

Den russiske præsident Putin ringede søndag til den amerikanske præsident Trump og takkede ham for et tip fra den amerikanske sikkerhedstjeneste, CIA. Det fremgår af en pressemeddelelse fra den russiske regering.

- Information fra CIA var tilstrækkeligt til at eftersøge og arrestere de kriminelle, står der blandt andet i pressemeddelelsen.

IS-sympatisører anholdt

Den russiske efterretningstjeneste, FSB, oplyste fredag, at den har tilbageholdt syv medlemmer af en terrorcelle, der støtter terrorgruppen Islamisk Stat. Og at den har konfiskeret betydelige mængder af sprængstoffer, våben og ekstremistisk litteratur.

Gruppen planlagde angiveligt et angreb i den russiske storby, Sankt Petersborg.

Et eksempel på godt samarbejde

Ifølge et såkaldt ”readout” fra Det Hvide Hus værdsatte Trump opkaldet og fortalte præsident Putin, at han og de amerikanske efterretningstjenester var glade for at have hjulpet med at redde så mange liv.

- Trump understregede vigtigheden af, at efterretningstjenester samarbejder for at besejre terrorister, hvor end de måtte være. Begge ledere var enige om, at dette er et eksempel på de positive ting, der kan ske, når vores lande arbejder sammen, står der.

Og når Putin på denne her måde ringer til Trump, er det for at markere, at relationen mellem de to lande er blevet en smule bedre, mener Jørgen Meedom Staun, der er Ruslandsekspert og lektor ved Forsvarsakademiet.

- Man kan se det som en slags public diplomacy, at han er ude og sige tak på denne her meget offentlige måde. Og det er for at markere, at der er kommet et lidt bedre forhold mellem Rusland og USA – et forhold, der har været anstrengt et godt stykke tid, siger han.

Søndagens telefonsamtale mellem Trump og Putin var den anden på bare tre dage. Torsdag talte de to ledere i telefon om forholdet mellem Rusland og USA og om den anspændte situation omkring Nordkorea.