Skovbrande i Californien spreder sig med fatale konsekvenser
Alvorlige skovbrande plager Californien. Tusindvis af hjem er truet, mens brandene nærmer sig større byer.
De alvorlige skovbrande i Californien fortsætter med at sprede sig.
Fredag fik brandmyndighederne grundet rolige vindforhold en chance for at få mere kontrol over brandene. Men vinden forventes at tage til over weekenden, hvor tusindvis af hjem er truet.
Indtil nu har brandene ødelagt mere end tusind bygninger, heriblandt over 700 hjem. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har brandene tvunget mere end 94.000 mennesker fra deres hjem.
Torsdag tog en af skovbrandene livet af en 32-årig amerikansk brandmand.
Ifølge nyhedsbureauet AP var 35 procent af den største brand, der går under navnet Thomas, under kontrol fredag. Det er den fjerdestørste skovbrand i Californiens historie.
Storbyer kan komme i farezonen
De amerikanske brandmænd forsøger at stoppe brandene fra at sprede sig til de større byer i Californien. Der er blandt andet tale om, at storbyen Santa Barbara kan komme i farezonen.
Ligeledes er byer som Carpinteria, Summerland og Montecito i risiko for at blive berørt af brandene. Brandvæsnet oplyser, at man er klar til at evakuere områderne, hvis ilden kommer for tæt på.
Omkring 8000 brandmænd kæmper mod ilden, og der er taget 32 helikoptere og 78 bulldozere i brug.
De voldsomme skovbrande brød ud 4. december, og siden har brandvæsnet kæmpet for at holde dem fra at sprede sig. Men tørre forhold og blæst har gjort, at ilden har kunnet fortsætte med at tage fat.
Ifølge AP nærmer omkostningerne for skovbrandene sig 89 millioner dollar - omkring 560 millioner kroner.
Der er hvert efterår risiko for voldsomme skovbrande i Californien. Det skyldes vejrfænomenet Santa Ana, hvor tørre vinde blæser ind over delstaten.
/ritzau/AP