Peter Jackson bekræfter: Weinstein saboterede Oscar-vinders karriere

Den sexanklagede filmproducer Harvey Weinstein beskyldes nu også for at have ødelagt en lovende karriere. Instruktør Peter Jackson bekræfter rygtet.

Mens tårerne trillende ned ad kinderne fremførte skuespillerinden Mira Sorvino sin takketale til Oscar-uddelingen i 1996.

Hun havde vundet prisen som bedste birolle. Det var hendes store gennembrud. Men på trods af en lovende karriere, fik lykken en brat ende, da Mira Sorvino efterfølgende afviste den omtalte filmmogul Harvey Weinsteins tilnærmelser.

- Der er måske også andet, der har spillet ind, men jeg følte mig helt sikkert frosset ude, og at min afvisning af Harvey Weinstein havde noget med det at gøre, sagde Mira Sorvino til The New Yorker i oktober.

Og den fornemmelse bekræfter en fremtrædende instruktør nu.

Andet end blot rygter

Siden de første anklager om sexchikane blev rejst mod filmmogulen Harvey Weinstein i starten af oktober, er der kun kommet flere til.

I alt er mere end 100 kvinder stået frem med beskyldninger om, at produceren skulle have inviteret dem op på et hotelværelse eller lignende, hvorefter han har overfaldet eller chikaneret dem på forskellig vis. 

Flere af kvinderne fortalte også, hvordan de ikke turde afvise filmmogulen, som Mira Sorvino, af frygt for deres karriere.

Weinsteins smædekampagne

Det viser sig nu, at det var en begrundet frygt. For instruktøren Peter Jackson har fortalt, hvordan Harvey Weinstein sørgede for, at han ikke castede Mira Sorvino og en anden skuespillerinde til blockbusteren 'Ringenes Herre'.

- Jeg kan huske, at Miramax fortalte os, at de var forfærdelige at arbejde sammen med, og at vi skulle undgå dem for en hver pris, siger Peter Jackson.

Miramax er det filmselskab, som Harvey Weinstein i sin tid startede med sin bror, og Peter Jackson havde på daværende tidspunkt ingen grund til at stille spørgsmålstegn ved intentionerne bag.

-  Med i bagklogskabens lys, kan jeg godt se, at det højst sandsynligt var Miramax smædekampagne, der var i fuld gang, siger instruktøren.

En erkendelse, der ramte Mira Sorvino dybt.

- Bare at se det, fik mig til at bryde ud i gråd. Det er en bekræftelse af, at Harvey Weinstein afsporede min karriere – noget jeg havde mistanke om, men ikke var sikker på, skrev hun efterfølgende på Twitter.

- Tak, fordi du er ærlig, Peter Jackson.

Smidt på porten

Det er ikke kun andres karrierer, Harvey Weinstein har belastet med sine uønskede tilnærmelser.

I kølvandet på alle anklagerne, er han gået fra Hollywood-boss til forhadt krænker. Først forlod hans kone ham, og så valgte Oscar-academiet at bortvise ham. Senest smed hans egen bror ham ud af deres fælles virksomhed.