Merkel og EU-ledere finder ingen svar på flygtningesplid
EU's stats- og regeringschefer fik luftet holdninger til flygtningekvoter, men de kom ikke nærmere en løsning.
Torsdag blev til fredag, før en diskussion om migration og flygtningekvoter mellem EU's stats- og regeringschefer var slut - men lige lidt hjalp det.
Spørgsmålet, der groft sagt har delt unionen i øst og vest, fandt ikke noget svar, konstaterer den tyske forbundskansler, Angela Merkel, da hun forlader mødet.
- Der er ingen ændring i holdningerne, siger Merkel, som dog glæder sig over, at man har fået meget bedre styr på de ydre grænser.
Flygtningekvoter på dagsordenen
Drøftelserne om blandt andet flygtningekvoter har ikke været diskuteret af statslederne længe. Det har været for betændt.
I stedet har de fokuseret på det, som alle har været nogenlunde enige om: De ydre grænser skal sikres, og strømmen af migranter stoppes.
Men under en ny mødeform, hvor EU-præsident Donald Tusk skal sikre diskussioner af de største og vigtigste problemer i unionen, var spørgsmålet om flygtningekvoter og migration på mødets dagsorden.
Det blev en "ærlig og saglig" drøftelse, fortæller en embedsmand om mødet.
- Vi har stadig et stort stykke arbejde foran os, konstaterer Merkel.
Uenighed om omfordeling
Den svenske statsminister, Stefan Löfven, som før mødet var vred over EU-præsident Donald Tusks oplæg, hvori polakken indirekte lægger op til, at en kvotebaseret omfordeling af flygtninge skrottes, kunne heller ikke gå i seng med ro i hjertet.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har forskellige syn på eksempelvis omfordeling af flygtninge, siger Löfven.
Et lille lys i mørket var der dog på mødet, mener den socialdemokratiske minister.
- Det er svært og kompliceret, og der er forskellige perspektiver. Men der er en bevidsthed om, at løser vi det ikke, så står vi også med store problemer.
- Alle kan se behovet for at se på helheden. Det bliver let sådan, at man kommer til at fokusere på en enkelt ting, som er kontroversiel, siger Löfven.
Sigter mod enighed
Han peger på, at alle må huske at skelne mellem økonomiske migranter og flygtninge. For som han understreger, så handler omfordelingen om flygtninge.
Löfven håber på enighed, men han er klar til at tryne de besværlige.
- Der findes jo også muligheden for at træffe en beslutning med kvalificeret flertal. Det er klart, at vi sigter mod enighed. Men jeg ser det som en løsning, hvis vi ikke bliver enige, siger statsministeren.