Udland

Datoen for det britiske royale bryllup ligger fast

Parret skal giftes på Windsor Castle til foråret.

Den britiske prins Harry og hans forlovede, Meghan Markle, har fastsat datoen for deres bryllup.

Det bliver lørdag den 19. maj 2018 i Windsor Castle Chapel, der ligger ved kongeslottet Windsor.

Det skriver flere britiske medier ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Hendes Kongelige Højhed, Dronningen, har givet tilladelse til, at brylluppet kan finde sted i kapellet. Kongefamilien vil betale for brylluppet, skrev en talsmand for parret ifølge nyhedsbureauet AFP, da det britiske kongehus i slutningen af november annoncerede, at brylluppet skulle stå på Windsor Castle.

Windsor Castle ligger vest for London og har været kongelig residens, siden Henry I brugte det kort efter den normanniske invasion af England i 1066.

Oprindeligt blev Windsor bygget af Wilhelm Erobreren, der efter sin invasion og overtagelse af England befæstede landet med en stribe borge for at holde de betvungne angle-saksere i ro.

Kapellet, som parret skal giftes i, er fra det 15. århundrede og ifølge nyhedsbureauet AP mere intimt end Westminster Abbey, hvor hans bror, Storbritanniens kommende konge, blev gift.

Skal giftes med skuespillerinde

Prins Harry, der officielt hedder Prins Henry af Wales, er i dag 33 år, og han er den anden søn af prins Charles og den afdøde prinsesse Diana.

Prins Harry er den femte i rækken til den britiske trone. Hans tilkommende er 36 år og endnu bedst kendt for sin rolle i tv-dramaet 'Suits'. Her spiller hun juridisk assistent.

Mandag blev det offentliggjort, at de to er blevet forlovet.

- Hans Højhed Prinsen af Wales kan med glæde meddele, at prins Harry skal giftes med Meghan Markle. Brylluppet vil finde sted i foråret 2018, hed det.

Ifølge meddelelsen forlovede parret sig tidligere på måneden.

- Prins Harry har informeret Hendes Majestæt Dronningen og andre tætte medlemmer af familien. Prins Harry har også søgt og fået frøken Markles forældres velsignelse, fremgår det af erklæringen.

10 ting du bør vide om prins Harrys kommende hustru

  1. Hedder ikke Meghan til fornavn

    Meghan Markle blev født i Los Angeles i 1981 - hendes fulde navn er Rachel Meghan Markle.

    Hendes mor, Doria Ragland, arbejder som socialarbejder og yoga-instruktør, mens hendes far, Thomas W. Markle, er lyssætter. Forældrene blev skilt i 1988, men forblev venner.

  2. Fik kun roller som den pæne pige

    Hun har interesseret sig for skuespil, siden hun var barn, og gik også på skuespillerskole som teenager. Som mange andre skuespillere måtte hun kæmpe for at bryde igennem, og i sine 20’ere havde hun primært småroller som "den kønne pige". På et tidspunkt var hun ”kuffert-pige” i underholdningsprogrammet ’Deal Eller No Deal’.

  3. Svært at være mulat

    Meghan Markles mor er afroamerikaner, og Meghan har ved flere lejligheder måttet kæmpe med det faktum, at hun er mulat. Når hun fulgtes med sin mor som barn, oplevede hun flere gange, at forbipasserende troede, hendes mor var hendes barnepige, fordi hun var sort.

    Men også som voksen har Meghan Markle måttet kæmpe med sin hudfarve - blandt andet som skuespiller.

    - Jeg var ikke sort nok til de sorte roller, og jeg var ikke hvid nok til de hvide roller, så jeg blev en etnisk kamelæon, der ikke kunne få et job, har hun blandt andet fortalt. 

  4. Det store gennembrud

    Efter en række småroller og modeljobs brød hun igennem i rollen som den advokatfuldmægtige Rachel Zane i tv-serien ’Suits’. Serien begyndte i 2011 og blev særdeles populær og har indtil videre kørt i syv sæsoner.

  5. Hun har allerede været gift én gang

    Meghan Markle har været gift før. I 2011 blev hun gift med sin kæreste igennem syv år - skuespiller og producer Trevor Engelson - men i 2013 blev parret skilt.

    Ifølge programmet 'Da Harry mødte Meghan' sled det blandt andet på forholdet, at Meghan tilbragte meget tid på 'Suits'-indspilningerne i Toronto, mens Trevor Engelson blev tilbage i Los Angeles.

  6. Hun er feminist

    Meghan Markle har proklameret, at hun er feminist, og hun er blandt andet talsmand for kvinderrettigheder i FN. Men hun kæmper også en kamp for kvinder i sin dagligdag.

    Da hun modtog manuskriptet til tredje sæson af ’Suits’, opdagde hun noget, der fik hende til at sætte foden ned:

    - I denne sæson begyndte hver eneste scene med: Rachel kommer ind kun iført et håndklæde. Og jeg sagde: "Nej! Det gider jeg ikke mere", sagde hun ved en One Young World-konference i 2016.

  7. Har været blogger

    I 2014 begyndte hun at skrive sin egen blog med navnet ’The Tig’. Her har hun skrevet om alt fra rejser og mad til mode og skønhed. Hun lukkede dog bloggen ned i april 2017 – cirka et halvt år efter, at hun begyndte at date prins Harry.

  8. Mødte Harry via fælles venner

    Ifølge programmet ’Da Harry mødte Meghan’ var det Meghan Markles designer-veninde Misha Nonoo, der bragte parret sammen. Nonoo var nemlig gift med prins Harrys skoleven Alexander Gilkes.

  9. Hænger ud med de rigtige folk

    Meghan Markle er vant til at begå sig i den øvre middelklasse og overklassen. Hun har adskillige ”fine” og kendte venner - blandt andre tennisstjernen Serena Williams.

  10. Royalt ægteskab kommer til at ødelægge karrieren

    Når Meghan Markle bliver gift, skal hun indstille sig på at sløjfe karrieren som skuespiller.

    - Det vil næsten være umuligt at forsætte med at spille skuespil, vurderer royal kommentator og forfatter Katie Nicholl i programmet 'Da Harry mødte Meghan'.

Kilde: Programmet: 'Da Harry mødte Meghan'.