Den store historie er, hvordan det kunne gå til, at republikanerne formåede at forære en demokrat et ellers stensikkert republikansk senatssæde.

Selv for USA-nørder er et senatsvalg i Alabama normalt ikke noget, der er værd at lægge for mange kræfter i. Staten i bibelbæltet er en af USA's mest konservative stater og har ikke stemt demokratisk ved præsidentvalg de seneste 40 år - og sidst en demokratisk senator blev valgt til senatet er 25 år siden. Og der har ikke været tale om tætte sejre til republikanerne, men jordskredssejre med i snit 25-30 procentpoints forspring.

Et senatsvalg i Alabama burde med andre ord være afgjort på forhånd og mest et spørgsmål om, hvilken republikaner, der kommer til at repræsentere staten. Det var ikke tilfældet denne gang.

Meningsmålingerne viste undervejs i valgkampen alt fra, at den republikanske kandidat Roy Moore var foran med 22 procentpoint til en demokratisk føring til udfordreren Doug Jones på 10 procentpoint. Dagen inden valgdagen viste tre forskellige meningsmålinger henholdsvis en Moore føring på ni procentpoint, et dødt løb, og en Jones-føring på 10 procentpoint.

Efter en valgkamp, der bedst kan beskrives som vanvittig og syret, og hvor parterne endte med at bruge mere end 250 millioner kroner på deres kampagner, endte Roy Moore med at trække det korteste strå.

Republikaneren tabte til sin demokratiske udfordrer Jones, der vandt en kneben sejr på cirka 1,5 procentpoint. Blandt andet, fordi en afgørende minoritet på cirka 1,7 procentpoint valgte at stemme på en tredje kandidat, sandsynligvis i altovervejende grad i protest mod Moore.

At Roy Moore i skrivende stund nægter at anerkende demokratenernes sejr og giver medierne skylden, tilfører kun historien et yderligere bizart twist.

Republikanerne tabte på grund af Roy Moore

Den store historie er derfor, hvordan det kunne gå til, at republikanerne formåede at forære en ret venstreorienteret demokrat et ellers stensikkert republikansk senatssæde.

Svaret er ganske simpelt: Roy Moore.

En kandidat, der af ni kvinder er blevet anklaget for sexovergreb og sexchikane, i mange tilfælde angiveligt mens de var teenagere og helt ned til 14-årsalderen. En kandidat, som har indrømmet, at han tidligere har datet mindreårige teenagere ”med deres forældres accept”, mens han selv var i 30'erne. En kandidat, der to gange tidligere er blevet fjernet fra sin post som dommer i Alabama - den ene gang, fordi han insisterede at trodse den amerikanske forfatnings adskillelse af kirke og stat ved at have De Ti Bud hængende i retssalen. Og en kandidat, der også tidligere har underpræsteret ved lokale valg i Alabama.

Roy Moore var en kandidat, som den republikanske ledelse i Kongressen opfordrede til at trække sig, og som selv den anden republikanske senator i Alabama, Richard Shelby, ikke kunne støtte efter de mange overgrebsanklager.

- Jeg synes, at Alabama fortjener bedre, som Shelby sagde i weekenden.

I sidste ende var et spinkelt flertal af vælgerne i Alabama enig med Shelby i, at de fortjente bedre end Roy Moore.

Valget handlede om Moore – ikke Trump

At koge valget ned til en folkeafstemning om Donald Trump, rammer ikke inden for skiven. Det er korrekt, at Trumps valgsejr har været medvirkende til at mobilisere et historisk svækket demokratisk parti. Det er også korrekt, at den amerikanske præsident sent i forløbet – efter meningsmålinger begyndte at vise et dødt løb – valgte at kaste sin støtte bag Moore, og dermed havde han også noget på spil i nat. Men Trumps person alene kan ikke tilnærmelsesvis forklare, hvordan en stat, der ved de seneste præsidentvalg i gennemsnit har stemt mere end 60 procent republikansk, lige pludselig kunne komme i spil og gå til demokraterne. Især ikke fordi opbakningen til Trump blandt republikanere i Alabama fortsat er høj.

Man kan selvfølgelig fastholde, at præsident Trump aldrig burde have kastet sin støtte bag en mand, der datede teenagere og muligvis også begik overgreb imod dem. Trump valgte sin politiske dagsorden over det at tage et klart moralsk standpunkt mod en overgrebsanklaget partifælle. Ud fra en kynisk magtpolitisk betragtning var det fornuftigt og nødvendigt, men det står efter nattens resultat tilbage som en endnu større moralsk fejlvurdering.

Nederlaget er udover Moores eget også et stort nederlag til Trumps tidligere chefstrateg Steve Bannon, der tre gange førte valgkamp i Alabama for Moore. Bannon så en Moore sejr som den første skalp i kampen mod det angiveligt korrumperede republikanske establishment. Fravalget af Moore er dermed også en langemand til Bannon.

Demokraterne endte med at le til sidst

Op til valgdagen udtalte den konservative skribent David French, at det er "ødelæggende for republikanerne, hvis Moore vinder. Denne fyr kommer til at være en omvandrende valgreklame for demokraterne”. Ligeledes udtalte den republikanske senator Lindsay Graham, at Moore ”ville være gaven, der bliver ved med at give for demokraterne, hvis Roy Moore skulle vinde”.

Så langt kom det ikke. Men Roy Moore blev gaven, der gav demokraterne deres første Alabama-senator i 25 år.